Tekstsamling.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2013
  • Status: Igang
Alle mine korte - og efter min mening - dårlige tekster. Her får I dem alle sammen :)

0Likes
0Kommentarer
344Visninger
AA

22. Død

Hun skreg, skreg, så det gav genlyd i den mørke, tomme gade. Skreg, så de gamle ruder knirkede. Skreg fra hjertet, skreg, fordi hun var bange. Bange for døden, der snart ville indehente hende.

Hun lå på knæ, midt på vejen, midt i mørket. Der var ingen til at høre hendes skrig, kun hende.

Hun skreg, så det aldrig ville være nødvendigt at skrige igen. Hun skreg af tab og svigt. Hun skreg, fordi hun var fortabt. Fortabt til døden.

Engang var hun elsket, engang var hun i live. Nu var hun ingen ting, hun havde ingen ting.

Hele landsbyen var lagt i hendes hænder, og hun havde svigtet. Hun havde ladet dem ødelægge byen, ladet dem tage hendes kærlighed fra sig. Hun havde ladet dem tage alting fra sig.

Og efter blot tre dage, i død, skrig, og smerte, havde hun indset, hvorfor hendes forældre havde overladt byen til hende, da de vidste, at der var nogen efter den. De havde aldrig kunnet lide hende, de havde altid været lige glade med hende. Der havde kun været en til at elske hende, en til at respektere hende, og han var død. Uden ham, var der ingen grund til at leve.

Hun kastede hovedet mod asfalten, hun ville gerne væk, men hun ville ikke dø. Bare alting ville blive som før, måske endda bedre. Hun ville være respekteret, og elsket, og have en grund til at leve. Og hun ville elske livet, hun ville elske det, så højt, at ingen ville være gode nok til det.

Men det var for sent til kærlighed, for sent til alting. Hun kunne ikke fortryde sine valg nu, hun kunne fortryde fremtiden.

Hendes forældre havde lagt menneskehedens skæbne i hendes hænder, og hun havde svigtet. Og nu skulle menneskeheden dø, for de grusomme ting, hun havde gjort ved det.

Hun skulle dø.

 

Hun kunne smage blod, fra de sprukne læber, hun kunne mærke sin stemme, der snart var brugt op, hendes hoved, der dunkede af smerte, på grund af krigen og skrigene, og hendes krop, der gjorde ondt, af krigen.

En krig der kun medførte tab og død ...

A war, theres never gonna end. A war of love.

Men når hun døde, ville krigen fortsætte. Menneskeheden var væk, så Guderne ville tage jorden til sig, sammen med de døde, der jo stadig på en måde var mennesker, og Hæren, der ville kæmpe om den jord, de havde udryddet menneskerne fra. Hæren havde kæmpet, uden at vide, at Guderne var parate, til at tage Jorden fra dem.

Men hun ville ikke være sammen med Guderne. Hun ville ikke være i Hæren. Hun ville være med sin elskede, på en strand, hånd i hånd i måneskinnet, om de så var døde eller levende, hun ville have ham tilbage.

Hun var ligeglad med, hvem der skulle tage Jorden til sig, hun ville være på den, om det var Guderne eller Hæren der ejede den. Hun ville være der, for det var der, hun hørte til. Det sted, hun elskede.

Hun kastede hovedet mod asfalten, og ramte den så hårdt, at hendes kranie knækkede, og blod strømmede fra hendes hoved. Hun skreg højere og højere, selv om hun manglede stemme. Vinduerne tættest hende sprang, og glasskår ramte hende hårdt. Hun skreg på grund af livet, og holdt hårdt om sit hoved.

Langsomt forsvandt hendes stemme, hendes øjenlåg blev tungere om tungere, smerten lettere og lettere, og foran hende, var lys og mørke. I den ene side, en lyskegle af hvid og gult, og den anden side, en lyskegle af mørkeblåt og gråt, i det tætte, sorte mørke der omgav hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle vælge, selv om hendes hånd langsomt rakte ud i mørket mellem Gudernes og Hærens verdener, der viste, at hun måtte vælge.

Vilel hun være en del af det gode, der kæmpede for kærlighed og sødhed, eller en del af det onde, der kæmpede for død og ødelæggelse?

Uden, at hun tænkte videre over det, rakte hun ud efter mørket, og forsvandt ind i et mørkt og ondt univers af sort og gråt. Hun ville aldrig blive den samme. Men hun skulle nok vinde Jorden tilbage, hun skulle leve på den, om det så var i ondt eller godt ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...