Tekstsamling.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2013
  • Status: Igang
Alle mine korte - og efter min mening - dårlige tekster. Her får I dem alle sammen :)

0Likes
0Kommentarer
345Visninger
AA

23. Det lille monster

   De tunge skridt gav genlyd i den lange korridor. Lyden af smerte lød så højt, at hårene fik sig til at rejse sig i nakken på den lille pige. Skriget rungede mod de halvnøgne vægge og faldt til jorden, endnu inden det kunne nå at blive hørt af andre end hende, der havde skreget så forfærdeligt. Hun listede sig hen af gulvet og blodet dryppede ned på det kolde cementgulv. Hun kunne ikke længere finde rundt i hvem og hvad hun var, men det betød heller ikke så meget mere. Der var kun to næsten ens ord, hun kunne høre i sit hoved, næsten lige så højt, som hvis der havde stået et andet menneske ved siden af hende og sagt det. MorderMonster. Det var hvad hun var og var ved at blive. Hun var en morder. Hvor kom al blodet på den skarpe kniv i hendes hånd ellers fra? Hun ville sådan ønske at hun havde haft sko på, for gulvet var koldt. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af kniven, for hvis nogen fandt kniven, var hun klar over at det var et bevismateriale. Hun vidste ikke hvorfor hun havde gjort det og der var heller ikke rigtig nogen ordentlig forklaring på det. Men hun havde dræbt et menneske. Så meget vidste hun i det mindste. Og hun vidste også at hun måtte komme væk. Hurtigt.

   De blå døre åbnede sig hurtigt, da hun trak i dem. En af dem faldt ned fra den øverste hængsel og hang faretruende over hende, mens den anden knirkede som trægulvet i et uhyggeligt forladt hus. Måske lidt lige som det hun var i lige nu, bortset fra at det ikke var nær så forladt, som det burde være.

   Hun kunne høre sirener da hun kom udenfor. Men kom de på grund af hende?

   De var ikke tæt nok på endnu. Men de kom nærmere og nærmere, jo længere tid hun stod på verandaen. Hun stak kniven ind under sig bluse og kunne mærke det kolde metal mod maven, da hun fastgjorde den til sin bh.

   Den lille pige kiggede op mod himlen. Det var ved at blive helt sort og der var kun få stjerner og en måne langt væk på himlen. Hvis hun kiggede hen mod alle de fremmede menneskers huse, så ville hun kunne se en lille lyserød streg, som faktisk var det eneste der syntes at holde mørket tilbage. Men det gjorde hun ikke.

   Hun kastede hovedet tilbage og lo op mod en af de små stjerner. "Sådan går det lille ven," grinede hun til sig selv. "Sådan går det." Og sirenerne kom tættere og tættere på, mens hun smækkede de blå døre i og gik ned til den hvide låge i det falmede stakit.

Det her ville være sidste gang hun forlod sit hjem. Den sidste gang hun havde rørt ved sin mor. Et øjeblik havde hun tænkt på om hendes far også var en morder. Men så rystede hun på hovedet og kiggede ned af gaden, hvor politibilerne kom til syne. Hele tre biler og fem bevæbnede politimænd i alt. Og kun én stakkels lille morder.

   Spejlet i gangen havde hængt skævt. Det blev smadret sidste gang hun var der, da hendes mor havde været fuld og ikke havde kunne gøre andet end at råbe. I det spejl havde den lille pige set sit ansigt. Og hun var pæn. Hun var næsten voksen, men hendes krop voksede ikke mere. Det lille smil havde forvandlet sig til alt andet end venligt, hendes øjne var store og hendes øjenbryn buskede. Men hun lignede ikke en morder. Hun lignede endog slet ikke et monster. Inderst inde var hun det dog. Hun var mere et monster end en morder. For det var ikke hendes skyld, at kniven smuttede ind i den krop, der nu lå for evigt bevidstløs på køkkengulvet. Det var ikke meningen at hun ville dræbe. Det var det monster indeni hende, der angreb. Det angreb hende og hun angreb alle andre.

   Sirenerne skar i hendes ører, men ikke så meget som hendes modbydelige skrig havde gjort. Politimændene kiggede ud på hende gennem roden og de så begge mistænksomme ud. Og som altid smilede hun til dem. Det eneste falske smil hun havde tilbage. Hun håbede bare at det var nok. Deres bryn trak sig sammen, og for at få smilet til at virke løftede hun hånden og bevægede den to gange som hilsen. Med de samme vendte de alle sammen hovederne og kiggede ud gennem forruden og to af bilerne sirener stoppede med at lyde. Hun havde klaret det.

   De kørte forbi hende hus og videre og så stoppede den sidste sirene også. Hun var fantastisk.

   Hun vendte sig om og kiggede tilbage mod huset. Det trak i hendes ene mundvig og pludseligt blev alt mørkt. Den lyserøde stribe var forsvundet og hun trak på skuldrene, drejede om på hælen og spænede af sted så hurtigt hun kunne med en kniv under blusen. Det lille monster. Det var hvad hun var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...