True Love... - Justin bieber

Kathlyn går på Carry Nation High. Hun er 17 år og selvom hun egentlig er ret normal, drømmer hun alligevel om et liv uden for faste rammer, hvor man kan være vild og fri. Hun har aldrig tænkt på den rigtige kærlighed som ligger skjult under hende et sted. Hendes tilværelse har aldrig manglet noget, men alligevel har hun det som om ikke alting er som det burde være. Hun er eftertragtet hos drengene, og har også en hel samling venner. Så er der The Bitches som tøserne Sally og Fiona bliver kaldt, og så selfølgelig dansen som Kathlyn har en del arbejde med, eftersom hun håber på at komme ind på dansecrewet Step UP. Men alt dette falder pludselig til jorden, da hun møder sin True Love...

Dette er en histore på rigtig kærlig, venskab og det at give slip på hele sit liv.
En historie på de svære valg, og de umenneskelige følelser som pludselig kommer frem i den ellers stærkslående Kathlyn. Selv de helt store mirakler kan ske for selv den mindste... Dette er historien om True Love...

5Likes
0Kommentarer
583Visninger
AA

5. Sammenstød og drømme

Jeg gik stille hen af gangen på skolen, mens jeg tænkte på Vanessa's dagbog. Det var nemlig i dag, vi skulle få den smuglet ned i hendes taske, så hun ikke vil fatte mistanke, om vores lille indbrud. #jeg har virkelig ikke lyst til at spørge hende!# sætningen fra dagbogen blev ved med at køre inde i mit hoved. Hvad var det hun ikke ville spøger mig om? Og hvorfor var hun så optaget af mig og min dans? Tankerne blev ved med at sno sig om hinanden, og jo mere jeg tænkte jo mere usikker blev jeg. For hvad var det egenlig hun ville have mig til? Jeg blev helt forvirret, og kom hvis også til at gå forkert et par gange, da det var som om, jeg helt havde glemt hvad mit skab lå. Men til sidt fandt jeg det, og næste time kunne begynde. Det ville også værre rart at få tankerne lidt væk, og istedet koncentrere sig om skolen... Sikke gammel klog jeg er blevet???... 

Jeg pakkede forsigtigt mine bøger ud, og ventede tålmodigt på at Mrs. Green skulle komme. Dagen havde gået langsomt i dag, og det sidste jeg magtede var vis hun kom forsendt. Irritabelt lagde jeg hovedet ned mod det hårde bord, jeg orkede ikke noget, og alt føltes pludselig så langt og fjernt. Jeg kiggede tomt ud af vinduet, og lod tankerne få plads. Træerne svarede stille frem og tilbage. Fuglene fløjtede, og jeg lå helt stille, mens lydene fra elever blev svagere og svagere. # i'm not moving# En tåre gled ned af min kind, men jeg ænsede den næsten ikke... Mine øjne blev tunge, og gled langsomt i.... Jeg sov...

"Kathlyn Lewis, hvorfor SOVER du i MINE timer!!!" Lød det surt fra Mrs. Green. Fuck! Og jeg kan godt forsikrer om, at det ikke ligefrem tog mig lang tid, at sætte mig op igen på stolen. "Øøøh... Undskyld" mumlede jeg nervøst og kiggede skræmt op må Mrs. Green som bestemt ikke så glad ud. Hun var helt rød i ansigtet, og en skarp blodåre kunne tydeligt ses, på hendes ellers så rynkede ansigt. Hendes næsebor vibrerede sagte, og jeg tror aldrig jeg havde set hende så sur. "Syntes du da at mine timer er KEDELIGE!? " nærmest råbte hun, og jeg kunne ærgerligt talt ikke se en grund til at lyve..."Du kom forsendt og..." "Du skal ikke skylde skylden på mig" Mrs. Green kiggede olmt på mig, og jeg kunne svagt hører en kimen fra en eller andes telefon. Og inden længe var hele klassen flade af grin, og gav mig hig five, for mit svar til Mrs. Green. Selvom jeg ikke rigtig havde fået talt færdigt, angående svaret. "STILLE!!!!!!" Råbte Mrs. Green, men det så ikke ud til at nogen gad hører, hvad hun havde at sige. Til sidt gav hun op, og gik lige så stille ud af værelset for at hente Mr. Ross (rektor).
"Tænk Kathlyn, tænk" mumlede jeg, for at finde på en ide så vi ikke ville få en anmærkning af Mr. Ross. Pludselig fik jeg en genial ide, og hoppede derfor op på et af bordene så alle kunne hører mig. "SÆT JER ALLE SAMMEN PÅ JERES PLADSERR, OG LAD SOM OM AT I ARBEJDE. VÆR STILLE, OG FORHOLD JER ROLIGT, SÅ MR. ROSS IKKE FATTER MISTANKE NÅR HAN KOMMER!!" råbte jeg, hvilket førte til at der på nul komma fem, blev helt stille klassen. Svagt kunne man hører trin fra Mrs. Green og Mr. Ross fodspor hen til klasseværelset. Håndtaget  blev trukket ned og ind kom Mrs. Ross. "De sidder jo lige så stille,og arbejder?" Sagde han roligt med en anelse af irritation i stemmen. "Jeg kan ikke se nogen grund til at jeg skulle komme her ind Mrs. Green, det er snart femogtyvende gang du henter mig!" Vrissede han for derefter at gå. Og du kan tro Mrs. Green så sjov ud efter at han var gået. Ha ha fryd for hende...

Jeg smillede stille ved mig selv over Emilys ansigtsudtryk, da jeg fortalte om henelsen med Mrs. Green, det ville hun godt have set. Jeg gik lidt i min egen verden, og så mig slet ikke for da jeg pludselig støtte ind i en. "Hey, se dig dog lige for!" udbrød hun, selvfølgelig var det The Bitches som jeg var støt ind i. "Jamen hvem har vi her!, er det ikke lille miss. Kathlyn" spurgte hun hånligt mens hun gik i en ring omkring mig. Jeg stod som forstenet, mens jeg kiggede olmt på hende. "Du er vel nok ynkelig" blev hun ved. Ærgerligt vidste jeg ikke hvad hun havde i mod mig, jeg mener så slem var jeg da heler ikke! Vel?. "Du er en lille ynkelig #tyv#" hånede hun. Det stak hårdt i mig, eftersom jeg aldrig havde stjålet i hele midt liv. "Hvad fuck fucking fuck snakker du om?" Spurgte jeg koldt, og kiggede hen på Stella's grimme fjæs, og hendes onde veninde Fiona. "Vi ved jo alle at det var #dig# som stjal Vanessa's dagbog... Det kommer ikke bag på nogen" viskede hun så kun jeg kunne hører det. Eftersom en hel hop af elever havde samlet sig for at kigge med på, hvad der skete mellem Stella og mig. Det gøs mig langt ned af ryggen, for tænk hvis Stella havde gennemskuet mig. OMG! Det ville bare være total nederen! Okaaay hurtig beslutning! "Jeg ved simpelt hen ikke hvad du snakker om Stella-klamo-ella, men hvis du vil have mig undskyldt, så skal jeg altså hen til Emily, sååå vi ses bare lige pludselig!" Sage jeg i en lang kører, mens jeg virkelig gjorde mig umage med, at sige det koldt, og det var også der for at jeg blandede Stella og klam sammen.
Så skred jeg. Jeg måtte bare finde Emily, og med et lille triumfrende smil om munden, gik jeg videre for at finde hende. Bag mig kunne jeg hører høje tilråb og grin, og en masse som råbte "Godt gået sveske'!" til mig. -og mit smil blev bare endu stører da jeg hørte Stella's desperate stemme "Vil du straks komme tilbage!!" rend mig siger jeg bare. Det var egentlig forunderligt hvor meget opmærksomhed jeg lige havde fået i dag. Først Mrs. Green og nu Stella. Det her var for godt til at være sandt. I dag ville der sikkert ske et eller andet dårligt. Jeg vidste det bare... Sådan var det altid når lykken tilsmilede lige netop #mig#.

Uheldigvis havde Emily stadig time, så jeg måtte vel bare finde på en løgn så hun kunne komme ud. Jeg stod lidt og gik frem og tilbage, mens jeg tænkte på hvad jeg skulle sige til læreren som var i gang med undervisningen, for at få hende ud. Der var helt stille på gangen. Så stille så jeg et øjeblik troede, at alle havde fået fri, og at jeg var den eneste tilbage på skolen. Mine skridt genlød svagt i gangen, mens jeg gik. Pludselig slog det mig.

Forsigtigt bankede jeg på døren. "Kom ind" lød en rolig stemme, som heldigvis tilhørte Mr. Crumbs. Han var den rareste mand på hele skolen, og var så fri og elskværdig, så man ikke kunne andet end at elske ham. Hans rolige blik mødte mit, og de rolige øjne strålede af venlighed. Han rømmede sig så skægget, ligeså stille fløj op, og kløede sig derefter i nakken. Det venlige ansigt tilsmilede mig, og lidt efter  rømmede han sig igen. "Ja, undskyld jeg sådan kommer bragene" undskyldte jeg. "Men...men..." Hvad skulle jeg sige. Jeg kiggede hjælpeløst hen på Emily, som straks forstod at jeg skulle have hende ud af klasseværelset. Hun så sig lidt omkring, for at finde på noget som jeg kunne sige. Lidt efter formede hun med læberne "Mr. Ross" jeg smillede stille, og gentog samtalen. "Ja jeg kommer egentlig for at hente Emily" prøvede jeg. "Mr. Ross skulle vist bruge hendes hjælp" et par fnis skød gennem klassen, og længer henne sad et par drenge helt røde i hovedet. De tænkte da også kun perverse tanker. Jeg rullede med øjnene, og vendte igen opmærksomheden mod Mr. Crumb. "Ja men så gå i bare" sagde han afslappet, og trak lidt på smilebåndet.

"Va' så?" Smilede Emily. "Hvorfor skulle du snakke med mig?" Hun kiggede undrende på mig, men smilede alligevel, fordi jeg havde fået hende ud af klasseværelset. "Jo ser du, jeg har lige været oppe og skændes med Stella, og hun kaldte mig en tyv. Påstod at jeg havde stjålet dagbogen, og ja, jeg syntes vi skal aflevere den tilbage" sagde jeg bestemt. Emily nikkede forstående. "Det en god idé! Jeg syntes også det er bedst, vi skal jo nødig have at Vanessa finder ud af, at det var os som hun blev bestjålet af" grinede hun, og begyndte med raske skridt, at gå hen imod det klasseværelset, som Vanessa sidst havde befundet sig i.

Det var ikke svært at finde hendes taske. Man skulle bare lede efter den taske hvor der stod 'Vanessa - watch your #back#' -ha ha funny...not
Forsigtigt trak jeg dagbogen op af min taske, og skulle lige til at lægge den ned i Vanessa's taske, da vi hørte en fod skrabe bag os. Emily så skrækslagen ud, og var bange for at det var Vanessa. Hvilket var forståeligt nok, da det var hendes stjålne dagbog, som vi i dette øjeblik sad med. Jeg var mest bange for at det var Stella, for så ville hun tage mig på fersk gerning. Jeg ville blive kendt som tyven, og folk ville ikke turde lade mig været alene med deres ting, af skræk for at jeg ville stjæle det. Det var Emily's skræk som blev virkelighed. Ikke at jeg var lettet, tværtimod var jeg mindst ligeså skrækslagen som før. "Nååå, så hvad er det lige præcis i har gang i?" Spurgte hun roligt, som om det ikke var gået op for hende, at vi sad med hendes dagbog. Vi vendte os om på sammen tid, og så lige ind i et par kolde øjne. Hun stod lænet op af væggen, og spillede lidt med tungen. Hendes hår bugtede sig bag hende, og man kunne svagt ane et glimt af drilskhed i hendes øjne. "Kom med" sagde hun bestemt og begyndte at gå. Både Emily og jeg rejste os, og begyndte at følge efter, da vi ikke rigtig kunne gøre andet... Nu når vi var busted.....

"Ikke dig" sagde hun koldt og nikkede hen mod Emily. Emily stod lidt og kiggede ned i jorden. Man kunne se hun blev såret, over at hun ikke måtte komme med. "Jeg lover dig, jeg fortæller dig alt, når jeg har snakket med hende" viskede jeg Emily i øret. Hun smilede stille, og nikkede så forstående.

Vi kom ud i det varme sommer-vejer ude i skolegården. Der var helt stille, kun lyden af fuglenes pippen, afbrød stilheden. "Jeg gætter på du har læst i den" sagde Vanessa mut, med et strejf af anklagelse i stemmen. Jeg nikkede kort, og tving midt blik til at møde hendes. Hun stod lidt og fumlede med en smøg. Langsomt førte hun den mod læberne, og sugede til. Røgen strømmede ud fra de sammenpressede tænder, og et lille smil hang i hendes mundvige. "Smage" spurgte hun. Jeg nikkede bare, og tog i mod smøgen. Egentlig røg jeg ikke, kun til fester og når jeg følte mig i en presset situation (hvilket jeg gjorde lige nu!). Jeg lod langsomt røgen sive ud mellem mine sammenbidte tænder, og rakte så smøgen tilbage til Vanessa. "Jeg vidste ikke du kunne" sagde hun kækt, og smældede med tungen.

"Hvor meget ved du?" Sagde hun hårdt, og jeg kunne tydeligt mærke, at hendes indre ro var væk. "Du er med i Step Up" svarede jeg koldt, mens mine øjne borede sig ind i hendes. Jeg havde en vis koldhed, når det kom til stykket. Kun få kendte til det, men det var et koldt blik jeg havde, og lige nu så Vanessa det. Hun blev en smule skræmt, men heller ikke mener til end, at hun ikke kunne fortsætte. "Rigtig" svarede hun kort. "Så ved du nok også at vi skal være opvarmnings-dansere, til Justin Bieber koncerten om to dage. Hvor vi bla. skal optræde med Pink som opvarmings-nummer med #true love#..." Forsatte hun ud i en lang kører.

Langsomt satte hun sine hænder for munden, og et langt pift undslap hendes strube. Frem for træer, buske, bænke, stativer Osv. myldrede det med mennesker, som jeg sagtens kunne genkende fra Vanessa's Step Up plakat. Et lille smil, bredtes på hendes mundvige. Det var præcis som i film, bortset fra af de mange mennesker som trådte ud fra deres skjul, som regel var one vampyrer eller noget i den stil. Men ellers var det lige som film. "Vi har holdt øje med dig" lød det hæst fra Vanessa. Et lille vindpust fik hendes kanstanjefarvet hår, til at blæse op, men det lagde hun vist ikke mærke til. "Du er god. For god til at være med i TDF" lød det igen fra hende. Først  forstod jeg ikke, men lidt efter lidt begyndte det at gå op for mig at de ville have mig med i deres Crew. "Det her er en chance man ikke siger nej til" blev Vanessa ved, med det lille smørrede grin om munden.  Pludselig genkendte jeg en dreng, som trådte et skridt hen mod mig. Det var ham Glee, som Emily syntes var mega lækker næst efter Justin (self.). "Du inde" sagde han med et stort smil. 

Først blev jeg overvældet af glæde. Mit hjerte hoppede et par salg over. Var det virkelig sandt? Skulle jeg Kathlyn Lewis være en del af Step Up? Det kendte band som alle snakkede om? Og så oven i købet danse til Justin Bieber koncert? Med Pink!? Wow... Justin var jeg egentlig ret ligeglad med, da jeg syntes han var en kold skid, med lidt for meget selvvær. Men Pink! seriøst! Det var virkelig alt havd jeg havde drømt om. Mit helt eget danseba..... Jeg havde jo et dansebandt. Dem kunne jeg ikke svigte. Ikke efter at de havde lagt deres ed til mig. Det kunne jeg bare ikke. "Jeg.... Jeg.... Jeg skal tænke over det" sukkede jeg, og kiggede bange op. Glee nikkede, og rakte mig et stykke papir. "Mit nummer. Ring og sig når du har besluttet dig" han smilede, og kiggede på mig med et  blik, så jeg godt kunne forstå at Emily syntes han var temmelig lækker... Hi hi.... 

Emily hun burde vide hvad jeg skal gøre.... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...