True Love... - Justin bieber

Kathlyn går på Carry Nation High. Hun er 17 år og selvom hun egentlig er ret normal, drømmer hun alligevel om et liv uden for faste rammer, hvor man kan være vild og fri. Hun har aldrig tænkt på den rigtige kærlighed som ligger skjult under hende et sted. Hendes tilværelse har aldrig manglet noget, men alligevel har hun det som om ikke alting er som det burde være. Hun er eftertragtet hos drengene, og har også en hel samling venner. Så er der The Bitches som tøserne Sally og Fiona bliver kaldt, og så selfølgelig dansen som Kathlyn har en del arbejde med, eftersom hun håber på at komme ind på dansecrewet Step UP. Men alt dette falder pludselig til jorden, da hun møder sin True Love...

Dette er en histore på rigtig kærlig, venskab og det at give slip på hele sit liv.
En historie på de svære valg, og de umenneskelige følelser som pludselig kommer frem i den ellers stærkslående Kathlyn. Selv de helt store mirakler kan ske for selv den mindste... Dette er historien om True Love...

5Likes
0Kommentarer
591Visninger
AA

7. OMB!

Jeg vender mig om, og ser ind i Glee's muntrere øjne. "Shit du var god!" Udbryder han, og lægger armen om mig. Jeg smiler stolt. Selvom jeg inderst inde er lidt sur over, han hev mig væk så hurtigt. Jeg mener, jeg stod altså lige og kiggede ind i et par dejlige brune øjne! Men det kunne han self. ikke vide. Jeg smiler igen, og midt blik falder hurtigt på Pink som seriøst smiler som en engel. Hun kigger hen på mig, og småløber for at nå mig. "Du var altså virkelig god!" Smiler hun. "Hvordan kunne du overhovedet være så god!?" Hun rynker svagt brynene, men smiler så. Jeg griner. "Ja Pink hvordan kan man det, så god som du var på scenen?" smiler jeg skævt, hvilke fører til at Pink griner en hjertens skærene grin. Jeg smiler igen, mens Glee nærmest hiver mig afsted. "Du var altså virkelig god" griner han, og stiller sig et skridt tættere på mig. Han læner sig lidt frem, mens han stadig har en arm rundt om mit liv. Jeg ved han skal til at presse sine læber mod mine, men af en eller anden grund skubber jeg han væk. "Kom" griner jeg, og vender mit blik hen til ham, for at se en skuffet Glee. Han er nok ikke vant til at blive afvist. Han fremtvinger dog et smil, over den akavet tavshed, og tager så min hånd for at fører mig ned til vores back-stage-lounge. Ja, du hørte rigtig vi har fået back-stage, og skal altså side med Pink! nede i lougen.

Emily puffer mig blidt i siden. "Hører du overhovedet efter" siger hun grinene,  hvorefter hun drikker endu en tår af sin champagne drik. Jeg fremtvinger et smil og nikker så. Jeg valgte at tage Emily med som back-stage gæst... Suprice....not really
"Hvad sagde jeg så" spørger Emily, hvilket for mig til at komme til bare til reality. "Øøhh... Noget med Justin Bieber" prøver jeg, hvilket får hende til at grine. "Godt gættet" griner hun, og puffer mig blidt i siden. Egentlig hørte jeg overhovedet ikke efter hvad nogen sagde, da de snakket til mig. Mine tanker var stadig på de brune, brune øjne... Mon jeg nogen sinde kommer til at se dem igen... "Det ham! Det ham!" Igen får Emily revet mig ud af mine tanker. Med en stift pegefinger peger hun på det lille fladskærms tv, hvor Justin Bieber kommer til syne. Jeg ruller grinene med øjne, og vender så blikket hen Emily's ansigt, som mildt sagt ligner noget der er løgn. Hendes læber er let adskilte, og øjnene vidt åbne. Hun synker en klub, mens hendes blik er fast rettet mod skærmen, hvor en selvsikker Justin begynder at synge.

Forsigtigt vipper jeg let med stolen, mens champagne glasset vendes og drejes i min hånd. Jeg keder mig. Vidste slet ikke at det kunne være så udholdeligt at gå til koncert. Måske var det fordi, det var til lige netop hans koncert. Ja, det mætte det afgjort være. Hans musik var fair nok, det var mener ham jeg ikke kunne klare. Selvom Emily blev ved med at prale om, hvor stort et hjerte han havde, så vidste alle og en vær at der lå en badboy gemt inde bag den bløde skal.

Koncerten blev endelig færdig, efter tre laaaange ekstra nummer, hvor jeg op til fører gange var ved a falde i søvn, men det var vist bare mig. De andre blev nemlig ved at prale om hvor stor og fed en koncert han havde lavet. Specielt Emily pralede, men det kom vidst ikke bag på nogen.

Vi sad lidt for tid, i en næsten akavet tavshed. "Hvad gør vi så nu?" Spurgte jeg smilene, og kiggede spøgede hen på Glee. "Vente, til vi bliver hentet ud" Pink smilede til mig, efter som Glee ikke havde villet svare. Lidt efter gik døren op, og en dame i rødt kom ind. Hun havd halv langt hår, og kiggede skeptisk rundt i lokalet. De små sylespidse tænder kunne ses på lang afstand, og hendes grå hår var sat tilbage i en stram knold. Hun kiggede langsomt rundt, indtil hun nåede til mig så stoppede hun sin færten. "Kathlyn Lewis?" Spurgte hun med svagt opløftede øjenbryn. Jeg nikkede, og sang en klub. Hun var væmmelig. "Følg med!" Sagde hu. Kort og kommanderede. Jeg skulle loge Tim at sige hende i mod, men tog mig så i det. Jeg sendte Emily et længselsfuldt blik, efter jeg godt kunne bruge hende ved min sidde, men havd kunne jeg gøre. Et suk undslap mine læber, da hun førte mig ind i stort rum, hvor samling mennesker stod og snakkede. De virkede alle så bekendte, men jeg kunne ikke rigtig sætte ord på hvor jeg havde set dem før. "Scooter jeg har hentet hende!" lød det irritabelt fra damen i rødt. Hun sendte mig et olmt blik, før hun forladte rummet. Der var pludselig blevet så stille, og alles opmærksomhed var rette mod mig. Pludselig vidste jeg hvor jeg havde set dem før. Dette va jo crew'et som Emily havde vist mig utallige billeder af, og midt i det hele stod Justin Bieber og kiggede på mig med et løftet øjenbryn.

"Du er JUSTIN BIEBER!" Ubrød jeg kortfattet, og vendte mig så lidt væk for derefter at stirrer ind i endu et velkendt ansigt. "Og du RAYN BUTLER!" Ubrød jeg, og rakte ham hånden. "Nice to meet you" hørte jeg dumt mig selv sige, for derefter at rakke hånden til mig igen af forargelse. Det medvirkede i at hele crew'et fik et grinneflip, og lå døde af grin over min lille prætention til Rayn. Han grinede også, men rakte alligevel hans hånd frem. "Nice to meet you to beautiful" smilede han varmt til mig, hvilket fik mine kinder til at bluse op.... Fuck rødmen.... Scooter som jeg også genkendte, som Justin's manager efter Emily erfaringer, rakte glad sin hånd frem. "Scooter" smilede han. "Nu tænker du nok, hvorfor du er blevet kaldt her hen ik'?" Spurgte han og smilede varmt. Jeg nikkede blot, efter jeg var hel tom for ord. "Jo, ser du. Én af Justin's dansere er blevt alvorlig syg med hofteskred og så videre. Så efter at have set dig danse, tænkte jeg... eller vi tænkte, om du måske kunne have lyst at blive danse til Justins koncerter, altså self. bare mens vi er på Tour.... Ved mindre selvfølgelig vis du er så god at vi måske vil ansætte dig som fast danser" han smilede. Jeg nikkede blot, og bed mig nervøst i læben (hvilket jeg altid gjorde, når jeg var nervøs). "Hvor lang er den Tour helt præcis?" Spurgte jeg, og kiggede ind i Scooter venlige øjne. "Øøøh... He he.... Det kan godt tage nogle måneder, men vi betaler dig godt. Og du for mad hver dag, og sådan så der er slet ikke noget i det, og også eget værelse på hotel Osv. da vi jo kommer til at rejse meget rundt i verden på sådan en Tour" han holdt en lille pause i sin snakken, for ligesom at lade det synke ind. "Det eneste vi mangler er dine forældres godkendelse" afsluttede han, og kiggede forventnignsfuldt på mig.

Grib chancen. Jeg tænkte desperat på Emily. Hende ville jeg ikke få at se mens jeg var på Tour, og det var altså over en måned vi snakkede om her, måske flere... Men på den anden side, så kunne det her blive et kæmpe gennembrud i km. Danse-karriere, og det var ikke fordi jeg havde bestemt noget i mod at droppe ud af Step Up. Det ville ikke blive noget stort tab, kan jeg godt sige... Mine forældres godkendelse, se den var straks være. Mine forældre og jeg havde ikke det bedste forhold, eftersom vi tit var uenige. Ja, og det ville da bestemt ikke komme mig til gid i sådan i situation som denne. "Jo, jeg vil rigtig gerne... Jeg ved bare ikke helt med mine forældre" fik jeg endelig frem, mens jeg forsigtigt tog imod den telefon som Scooter havde givet mig. Wow... En IPhone 5. Jeg ringede stilfærdig op, og lyttede. Dyt....dyt....dyt...

"Hej, det Ann" lød det i den anden ende af røret. "Hey mor, det Kathlyn" svarede jeg usikkert, og begyndte så at forklare om det tilbud Scooter lige havde fortalt mig. "Så hvad siger du?" Sluttede jeg af, og bed mig nervøst i læben. "NEJ KATHLYN! OM INGEN OMSTÆNDIGHER... TÆNK HVIS DU BLEV VOLTAGET OG BLA....BLA...BLA.." Jeg sukkede og kiggede bedrøvet op på Scooter, mes min mor plaprede løs, om alt det farlige der kunne ske. Scooter smilede, og rakte ud efter telefonen. Først forstod jeg ikke helt, ville han bare lægge på eller hvad? Men lidt efter forstod jeg, at han ville prøve at snakke min mor til fornuft. Jeg rakte ham taknemlig telefonen, og så ham forsvinde ud af døren. Æv! Nu kunne jeg ikke smig lytte.

Jeg kiggede rundt i det store rum, som var propfyldt med alle mulige luksuriøse ting. Langs væggene hang der store portrætter af forskellige sangere, og hvis det ikke var  fordi en eller anden idiot havde stillet sig lige foran et af billederne, ville jeg væde med, at det var Rihanna som lille. Mit blik fløj fra de mange portrætter, hen til et stor tag-selv-bord fyldt med alverdens lækker mad. Så var der en slags pool. Inde i rummet? Og et biliardbord, sikkert også nogle andre ting som jeg virkelig ikke orkede at betragte, så i stedet lagde jeg mig ned i en af de to fatboy's som lå ved siden af hinden. I den anden fatboy sad en dreng, med benene overskrævs mens han snakkede med Rayn. Så var var det bare om at vente indtil Scooter kom tilbage, nåede jeg at tænke inden faldt ned i den ledige af de to fatboy's. Jeg sidder lidt og piller i en neglerod, end til jeg hører en spørge " Det var Kathlyn du hed ik'?" Jeg vender mig langsomt om, og stivner helt. Mit blik falder langsomt på et par brune øjne. Varmen skylder gennem min krop. De brune øjne kigger ind i min ligeså brune med et grønligt skær. Hans har et rødeligt. Chokolade brun. Hasselnød. Nej... Bare brun, med strejf af rødelighed. jeg smiler, lige indtil det går op for mig hvem det er... Hell no.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...