Should I Know You? - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Igang
Laura er en sekstenårig pige som har boet på børnehjem siden hun mistede sin mor. Hun er som alle andre piger på den alder og alligevel helt anderledes. Efter sin mors død og sin brors forsvinden, har hun ikke mange bekendte, da det meste af hendes familie bor i Amerika. Hun kan til tider være rigtig irriterende, især hvis man ikke kender hende og for at komme ind til hende skal man gøre en indsats. Netop derfor har hun ikke mange venner. Men møder hun nogensinde en der har evnen til at trænge ind under hendes facade? Og vil hun trods alt være i stand til at leve som en ung pige? Hvad når hun bliver adopteret hele vejen til England og skal bo hos en verdenskendt stjerne?

*Igen, ikke den typiske fanfic.* #NOHATE!

2Likes
2Kommentarer
384Visninger

1. Kapitel 1

 

Lauras P.O.V:

 

Min mor lå i sengen, rørte sig ikke den mindste smule. Selvom det så ud, som om hun sov var der noget galt. Jeg lagde mig på knæ foran sengen. Jeg tog hendes hånd. Den var helt stiv og kold. ”Mor?” Min lille, skrøbelige stemme som kun var 10 år gammel, lød ængstelig. Hun rørte sig ikke. Langsomt gik det op for mig. En tåre trillede forsigtigt ned ad min højre kind. ”Mor!?” Mit skrig gav genlyd i hele værelset. ”Nej,” hviskede jeg og gled ned på gulvet. Tårerne løb om kap ned ad mine kinder, mens mine arme fandt vej ned om mine optrukne knæ. ”Nej!”

 

 

Jeg satte mig op med et ryk så hele sengen rykkede sig en lille smule. Jeg gispede efter luft og min mund var helt tør. Så rakte jeg ud efter mobilen som lå på natbordet. Jeg kunne ligeså godt stå op. Jeg rejste mig og luntede over til skabet, hvor jeg bare plukkede noget tilfældigt tøj ned fra hylderne. Det blev til en T-shirt, et par sorte jeans efterfulgt af et par hyggestrømper og undertøj. Derefter tøffede jeg ud på mit badeværelse, tog tøjet af og trådte ind i brusekabinen. Min krop rystede et øjeblik da vandet fik kontakt med huden og jeg lod stille og roligt det varme vand løbe ned ad min krop og vaske alle nattens minder væk. Efter hårvaskning slog jeg forhænget til side, og blottede mig for resten af badeværelset. Med et suk rakte jeg ud efter håndklædet, mens jeg forsøgte at bygge facaden, som havde fået et slag og ramlet sammen, op igen. Jeg fik tøjet på og stod og så mig selv i spejlet. Jeg var en af de få piger der var tilfreds med mig selv. Og det var godt, for jeg havde ikke overskud til at bekymre mig om det også. Jeg var ikke for tyk, ikke for tynd, mit ansigt havde fine, regelmæssige træk og jeg havde en pæn, dybgrøn øjenfarve der stod godt til mit naturligt orangerøde hår.

Børsten lå godt i hånden og gled gennem håret, som bølgede gennem luften da børsten slap det igen. Efter et mindre slagsmål om, hvorvidt håret ville redes ud, tog jeg en smule makeup på. Så skubbede jeg døren, ind til resten af mit værelse op. Jeg var heldig at jeg havde mit eget værelse. De fleste piger her på stedet delte værelse med en anden pige. Jeg kastede et hurtigt blik på uret. En halv time til første time. Det var lige tid nok til at pakke tasken og få morgenmad, regnede jeg mig frem til. Tasken blev hurtigt fyldt til bristepunktet med bøger og alverdens unødvendige ting. Som egentlig var komplet idiotisk, da jeg jo faktisk boede på skolen. Jeg svang tasken over skulderen og trådte ud på gangen. Jessica kom gående om hjørnet med Maria. Jeg rullede med øjnene. Jessica var min veninde, lidt for selvoptaget nogen gange, men hun var god nok. Maria var skolens bitch. Selv lærerne kunne ikke døje hende, og stod man foran hendes dør vendte man ret hurtigt om igen.

”Hey girl,” hilste Jessica da hun nåede hen til mig.

”Hej Jessie,” svarede jeg. Hun lagde armen om mig, mens Maria bagved fnyste fornærmet. Ja, vi havde altid haft et specielt forhold til hinanden. Det begyndte allerede anden dag jeg var her, da jeg ved et uheld hældte en jordbærsmoothie ud over hende. I dag griner jeg af det.

Jessica førte an, hen til spisesalen. Det hedder spisesalen, fordi hvis det bare var kantinen ville det føles som om vi var i skole hele tiden. Men det er som at være på lejrskole her. Personalet, eller hvad vi nu skal kalde dem, er meget søde. Det er lærerene også. Jeg ligger faktisk okay i forhold til karakterer. Jeg har altid mange syv- og titaller og enkelte tolvtaller, men det er mest i engelsk og matematik. En sjælden gang har der også sneget sig et firtal ind på karakterbladet. Men jeg trøster mig selv med at det alligevel kun er fysik. Enten lærer jeg det med tiden, eller også glemmer jeg det hele og skal ikke bruge det til noget.

 

”Laura, kom herover!” Jessica råbte nede fra bordet i hjørnet hvor også de andre piger sad. Med andre ord, Jessica, Simone, Natascha, Amalie og Rebekka. Jeg fik mine ben til at tage de få skridt der er nødvendige for at nå hen til den eneste ledige stol som var ved siden Jessica og Amalie. Jeg satte mig ned, og satte tænderne i mit æble. Snakken gik lystigt. Rebekka begyndte snakken og sine nye converse med hæl, og kastede derved ordet hen på Natascha som havde sine på. Ja altså, de sko er moderne i min lille venindekreds. Egentlig havde jeg ikke nogen rigtige venner her på stedet. Men jeg havde en dame. Det betyder, at der er en bestemt kvinde der giver dig penge til tøj osv. Hun sørger for at du har hvad du skal brugeog giver dig et kram bare du rejser dig op overfor hende. Det sidste er dejligt. I hvert fald for mig, der ikke har far eller mor til det. Nogle af dem der også bor her, har forældre som måske bare arbejder hele ugen og ikke vil lade børnene blive hjemme alene. De børn er hjemme i weekenden. For dem er det en slags kostskole. Sådan er det med de fleste. Dog selvfølgelig ikke med Maria. Jeg kunne godt bruge at hun kom væk i weekenden. Jessica, Rebekka, Natascha og Simone skulle ikke hjem i dag, der var skolefest for min klasse. Amalie boede her også hele tiden, men hende snakkede jeg ikke rigtig med. Den stille pige, jeg kun kendte på grund af hendes venskab med Jessica. Hun var venner med størstedelen af dem på skolen. Drenge som piger. Og hun kendte kun halvdelen. Resten havde hun kun mødt, krammet eller sagt hej til, og så var det en ven. Drengene behøvede kun et enkelt blik på hendes ansigt og krop før de var venner. Jeg havde ingen drengevenner men det var heller ikke det jeg hungrede efter. Jeg havde bare brug for forældre, rigtige eller ej, nogen skulle tage sig af mig, elske mig, skælde mig ud når jeg kom for sent hjem osv.

 

”Laura, du er helt væk,” grinte Jessica og viftede med hånden foran mit ansigt, så jeg blev helt rundtosset af den store, glimtende ring der prydede hendes venstre ringfinger.

”Hvad?”, spurgte jeg forvirret.

”Vi snakker om hvad vi skal have på til festen. Hvad med dig?” Svarede hun. Jeg trak på skuldrene.

”Det ved jeg ikke. Jeg har ingen kjoler.” Sagde jeg. Hun så chokeret på mig, hvilket fik mig til at smile.

”Efter skole. Dig og mig i byen.” Sagde hun og stirrede stift på mig.

”Fint,” sukkede jeg opgivende. Jessicas blik ændrede sig fra bestemt til tilfreds, og med det største smil på læberne, lænede hun sig tilbage i stolen. Klokken gav sin irriterende lyd fra sig. Vi kom på benene til lyden af suk og slæbte os hen til døren, hvor vi skiltes. Jeg bevægede mig hen mod tysklokalet. Drømmestart på dagen. Men i det mindste var det fredag.

 

 

                                                                                ***

 

”Den tager jeg altså ikke på,” sagde jeg bestemt til Jessica, som havde slæbt mig ned i byen til alverdens tøjbutikker. Nu stod hun foran mig med en meget kort kjole, stropløs og med bar ryg.

”Hvorfor ikke? Det er fest. Det får vi kun lov til en gang om året. Du skal se lækker ud,” protesterede hun og viftede mig om næsen med kjolen.

”Nemlig, jeg skal se lækker ud, ikke desperat,” svarede jeg og sendte kjolen såvel som Jessica mit bedste dræberblik.

”Du er umulig,” sukkede hun og hængte kjolen tilbage. Jeg trak på skuldrene, og gik ned til den anden ende af butikken, hvor en lysegrøn kjole havde fanget min opmærksomhed. Jeg tog den og studerede den nøje. Den havde en pæn lysegrøn farve og små perler ved brystet.

Så var også den stropløs men ikke bar ryg, og den gik til lidt over knæene.

”Denne her!” Jeg råbte til Jessica og gik over mod kassen. Jeg kunne prøve den derhjemme. Jessica kom over til mig og kiggede kritisk på mit valg. Så sukkede hun.

”Jeg giver op,” sagde hun. Jeg smilede triumferende og betalte. Vi kom ud af butikken, og Jessica trak mig hen til en Paradisis.

 

                                                                      ***

 

”Hvad med dit hår?” Jessica tog fat i en tot af det. Jeg kiggede mig omkring.

”Glat det,” svarede jeg og kastede mit glattejern over til hende. Hun satte det til, jeg smed mig i stolen foran spejlet og Jessica smøgede ærmerne op. Fejlen var bare at der ingen ærmer var, hun havde en kjole med tynde stopper på. Netop som hun var ved at være færdig, bankede det på døren.

”Det er Phillip! Skynd dig!” Jeg skyndede på Jessica, som hvinede i forskrækkelse.

”Du sagde ikke at du havde inviteret ham,” sagde hun bebrejdende og forvirret.

”Det er ikke min skyld, han spurgte mig,” svarede jeg. Jessica gloede på mig.

”Men du sagde jo at Jacob havde spurgt dig?”

”Jeg sagde nej,” svarede jeg og trak på skuldrene. Jessica satte hænderne i siden.

”Du står ikke og fortæller mig at du sagde nej til skolens hotteste af de hotte, for at gå ud med ham der.” Hun nikkede hen mod døren hvor Phillip var ved at blive utålmodig.

”Okay, køl ned. For det første sidder jeg ned, for det andet er han ikke så lækker som du siger, og for det tredje så står min date udenfor min dør og vil ind!” Jeg satte lynhurtigt mit pandehår op, og lod børsten glide gennem håret en sidste gang.

”Ønsk mig held og lykke,” sagde jeg og tog en dyb indånding, smed et smil på og åbnede døren. Udenfor stod en smilende Phillip.

”Du ser godt ud,” sagde han. Jeg smilede og vi gik ned mod salen. Jeg sukkede kort inden jeg gik ind. Nu skulle festen bare overstås, så jeg kunne slappe af. 

 

 

Det var så første kapitel. ;) Skriv gerne kommentar og husk den lille grønne knap. Det har virkelig taget lang tid at skrive og gennemtænke det her, så det ville betyde meget. Jeg har besluttet at sætte Danmark - One Direction på standby, og så starte på en frisk. Men anyway, konstruktiv kritik? Læs den, nyd den eller lad være, og hav en god dag. <3 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...