Dødsdigtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Igang
Da pigen Sophia modtager en mystisk e-mail ændres alt i hendes liv. Det der før havde været et trygt og godt liv var nu smadret. Istedet lever hun nu i frygt for sine venners liv- og sit eget.

4Likes
4Kommentarer
609Visninger
AA

5. Regnvejr og gangster tøser

Da jeg vågnede torsdag morgen var det en grå regnvejrsdag. Og midt i sommeren! Jeg sukkede irriteret, og tog bukser og bluse på.  Det var det jeg godt kunne lide ved sommeren: man kunne gå i shorts og T-shirt. Men åbenbart ikke idag. Jeg sjoskede ned i køkkenet, og åbnede skabet. "Mor, vi har ikke mere havregryn!". Krise. Jeg kunne simpelthen ikke spise noget andet til morgenmad end det! "Jeg ved det, skat. Du må bare spise cornflakes ligesom Ida og Johannes" sagde min mor. Jeg skulede til pakken med den røde og grønne hane. Det blev jeg jo ikke mæt af! "Er der ikke noget andet?" spurgte jeg, en lille smule desparat. Min mor så irriteret på mig. "Jo, du kan spise resterne af havregrøden i skraldespanden". Typisk. Hun havde brugt det sidste havregryn til havregrød. Men jeg nægtede stadig at spise cornflakes. "Jg eg tager bare nogen æbler" sukkede jeg, og gik hen og tog to æbler fra den pileflettede kurv på bordet, skyllede dem, satte mig ved bordet og tog en ordentlig bid af det første.

"Hvor er far egenligt henne?" spurgte Ida, så det fløj ud af munden med små stykker cornflakes. Mor sænkede avisen og så lidt bekymret ud. "Altså... vi skulle nok have fortalt jer det noget før men... for få uger siden fik han et ordentligt slag i hovedet... og nu er det sprunget op igen". Vi stirrede alle tre på hende. Johannes begyndte at græde, og Ida skyndte sig hen for at trøste han. Jeg stillede mig op så hurtigt og pludseligt at det rykkede bordet. "Hvorfor fanden siger du først det nu?! Hvordan tror du det er først at få det at vide nogle 'få' uger efter? Betyder vi ikke nok for jer til at i kan fortælle os den slags med det samme?!" næsten råbte jeg. Mine søskende så på mig. De var glade for at min status som teenager gav mig en lidt længere lunte hos mor, så jeg kunne råbe af hende i stedet for dem. "Der er ikke sket noget med ham. Hverken i hovedet eller på kroppen. I kan være rolige" svarede mor kort, så jeg vidste at diskussionen var slut. Jeg så på uret. Jeg skulle afsted nu, hvis jeg ikke skulle komme forsent. For at vise min irritation styrtede jeg ud af døren og snuppede min taske på vejen.

Da jeg trådte ud blev jeg med det samme mødt med en hårdtslående regn. Pis, jeg havde glemt at det regnede. Men jeg nægtede at gå ind og hente min jakke, så ville jeg ikke fremstå nær så sur. Så jeg bed kulden i mig, og fræsede afsted mod skolen. Cykelstien var våd på grund af regnen. Der var vand i mine øjne og vand i mit tøj. Jeg kunne næsten ikke se. Jeg kørte blindt af sted. Min cykel stødte mod noget hårdt. Med et højt skrig faldt jeg af. Af refleks stødte jeg af med hænderne. Jeg løftede hovedet. Jeg var stødt mod kantstenen. Tårene strømmede ned ad mine kinder og blandede sig med regnen. Jeg blødte på hænderne hvor mine hænder havde ramt asfalten og der var også nogen små udtværede røde pletter på mine busker. En dame kom hen og rakte mig hånden. Jeg tog imod den og hun hev mig op. "Er du okay?" spurgte hun bekymret. "Ja..." mumlede jeg og rejste min cykel op og cyklede videre efter af have takket damen.

Jeg brasede ind i klasselokalet. 20 minutter forsent. Alle kiggede på mig, på mit drivvåde tøj og på det blod på mine bukser, både det fra mine knæ og det fra mine hænder som jeg blev ved med at tørre af i dem. "Sophia dog!Hvad er der sket?"spurgte vores engelsk lærer bekymret."Åh, jeg væltede bare på cyklen" mumlede jeg flovt. De andre gloede bare på mig. Jeg gik ned på min plads. Vores engelsklærer rømmede sig og fortsatte undervisningen. Jeg sad bare og stirrede ud i luften i hele timen, bortset fra da læreren sagde "Take up your Blue Cat". Blue Cat var vores engelsk bog. De andre læste op der hvor vi var nået til. Jeg hørte ikke efter og blev heldigvis ikke valgt til at læse op. Endelig ringede klokken til det lille frikvarter. Vi fik lov at blive inde pga. vejret. Isabelle, Liz og Emilia var straks over mig.

"Arj væltede du seriøst på cyklen? Jeg troede at man holdt op med det i 6. klasse" sagde Emilia. Emilia sagde altid lige præcis hvad hun mente. Nogen gange var det rart men på tidspunkter som nu ville det være rart hvis hun holdt mund. Liz gav hende en albue i siden. 'Hvad?' mimede Emilia til Liz, men hun ingorede det. "Sophia, du er jo drivvåd. Tog du ikke jakke på?" spurgte Liz, der prøvede at skifte emne. Jeg smilede taknemmeligt til hende. "Jeg var bare oppe og skændes med min mor, og så styrtede jeg ud af døren. Jeg havde glemt at det regnede, og min stolthed ville ikke kunne bære at skulle gå ind og hente den" svarede jeg. Isabelle så på mig med hovedet på skrå. "Det forstår jeg godt. Så virker man ikke særlig vred" sagde hun. De var virkelig verdens bedste veninder. De kunne altid muntre mig op. Det ringede ind, og vi havde dansk. Jeg sukkede. Skete der virkelig ikke noget godt i dag?

***

Jeg gik fra skolen da klokken langt om længe ringede ud. Jeg lod min cykel stå. Så måtte jeg bare blive skældt ud, for jeg gad virkelig ikke at cykle. Vi havde haft idræt i de to sidste timer og jeg har heldigvis altid ekstra tøj med så jeg kunne slippe for de blodige jeans og den våde bluse. Vejret var klaret op, så jeg kunne heldigvis godt have de T-shirts og shorts på som jeg havde med i tasken. Jeg traskede ned ad gaden og nød sollyset mod min hud.

Jeg gik forbi en baggård. Der stod en pige. Jeg scannede hende lynhurtigt. Jeg var ret god til at annalysere mennesker. Cirka på alder med mig. Fedtet hår og hud, havde ikke været i bad i lang tid. Spaltede spidser i det kulsorte farvede hår hvor man kunne ane noget brunt i toppen. Havde heller ikke været til frisøren i lang tid. Det hånlige udtryk i hendes øjne da hun så på mig, sagde mig at hun foragtede piger som mig: dejligt bølget hår, og solbrun hud. Hun var helt sikkert gangster. Og så så jeg den. Den glimtede et kort sekund før hun skjulte den. Men jeg var sikker på hvad det var. En kniv. Ikke en stor en men det var en kniv. Jeg blev svimmel, og skyndte mig væk. Da jeg så mig tilbage. På pigens ansigt var et arrogant smil. Det var tydeligt hvad hun tænkte: 'Ha! Kønne piger er bare SÅ nemme at skræmme'. Jeg blev så vred at jeg stillede mig selv et valg: Pige eller mus? Pige. Nu skulle jeg tvære det arrogante smil af hendes fedtede fjæs.

Jeg gik ind i baggården og stillede mig foran hende. "Sig mig, har du et problem?" spurgte jeg vredt. Hun løftede bare et øjenbryn. "Nej. Jeg troede kun at piger som dig havde problemer". "PIGER SOM MIG?!" spruttede jeg. Hun smilede hånligt, fandt min vrede morsom. "Ja, piger som dig. Piger som ikke kender forskellen på 5 og pi. Piger som bare skal have et spejl og noget make-up til at klare jer gennem livet. Piger som bruger hårolie, balsam, shampoo og hvad ved jeg, for at pynte deres hår" hun trak i en tot af mit bløde, bølgede hår. "Nåh, og sådan er jeg?" hvæsede jeg og lagde armene over kors. "Jep. Du har jo ingen problemer vel? Du er smuk og... 'klog' og hvad ved jeg" sagde hun sarkastisk. Nåh så jeg havde ingen problemer? Det var for meget! Men hvis jeg sagde det blev hun jo en del af dødsdigtet. Men jeg var fuldstændig ligeglad.

"Faktisk så HAR jeg problemer!" snerrede jeg. Hun gispede ironisk og tog sig til brystet. "Åh gud! Har du en bums?". "Hvis 'Har du fået en bums?' er kode sprog for 'Får du dødstrusler?' så ja" bed jeg hende af. Hun begyndte at grine. Ikke mild latter, men hånlig. "Ja sikkert". "Så siger vi det" sukkede jeg. "Men hvis jeg fortæller dig mere vil du dø inden for de næste par måneder og det vil jeg helst ikke have på min samvittighed". Hun lagde hovedet på skrå. "Lad mig høre alt. Så får vi at se om det er sandt". "Jeg vil ikke betro mig til en som jeg ikke kender" sagde jeg overrasket. Hun så lidt på mig. Så tog hun min hånd og rystede den som hilsen. "Hej, jeg hedder Frida. Jeg er 14 år, og har forældre der drikker, og er derfor løbet hjemmefra". Hun slap min hånd. "Sådan nu kender vi hinanden. Lad mig så høre".

Jeg anede ikke hvorfor men jeg fortalte Frida det hele. Da jeg var færdig løftede hun et øjenbryn. "Og det er ikke fake?" ."Nej". "Og fordi du har fortalt mig det er jeg også en del af det?". "Ja". "Hvor vildt" sagde Frida og smilede. Ægte denne gang. "Øhm. Er det fedt at skulle dø?" spurgte jeg overrasket. "For mig er det. Tror du ikke at mine forældre vil få dårlig samvittighed når det bliver min tur?" strålede hun. "De er altid fulde, og sørger aldrig for mig, slår mig endda nogen gange. Jeg kan ikke huske at de har været ædru én eneste gang. Men når de hører at jeg er død får de garanteret smadder dårlig samvittighed over at de aldrig var der for mig. At jeg troede at de hadede mig da jeg døde". Så så hun alvorligt på mig. "Vi må være sammen om det her". "Øh a' hvad må vi?" spurgte jeg overrasket. For få minutter siden havde hun stået og fornærmet mig. Nu tilbød hun at hjælpe mig. Jeg kunne ikke helt følge med.

"Jeg mener at vi må arbejde sammen. Vi må da forhindre at de andre dør! Men vi skal intet gøre når det bliver min tur. Jeg vil nemlig gerne dø, som du nok har fået fat i, Og hvorfor skulle du ikke stole på mig?". Det sidste kunne jeg ikke helt svare på. Hun havde åbnet sig for mig, skulle jeg så ikke også gøre det over for hende? "Du.. øh... du har en kniv" sagde jeg tøvende. Hun lo. "Det er jo også rigtigt. Men stadigvæk. Kan vi mødes her i morgen klokken tre?". "Ehm... okay. Jeg hedder for resten Sophia" sagde jeg. Denne samtale blev mere og mere mærkelig. "Hej hej". Jeg begyndte at gå hjemad. Jeg fattede ikke hvad der lige var sket. Nu var jeg ikke den eneste der kendte til Dødsdigtet længere. Jeg havde en at dele mine bekymringer med. Jeg var ikke længere den eneste. Jeg følte en boble af lykke i maven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...