Dødsdigtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Igang
Da pigen Sophia modtager en mystisk e-mail ændres alt i hendes liv. Det der før havde været et trygt og godt liv var nu smadret. Istedet lever hun nu i frygt for sine venners liv- og sit eget.

4Likes
4Kommentarer
574Visninger
AA

4. Historie skrivning

Jeg gik rystet ned i køkkenet. Jeg kunne ikke sige det til mine forældre. Min far var ellers politi-betjent. Men jeg elskede min far. Og min mor. Og min søster. Og min bror. Jeg var så småt begyndt at tro på 'Ukendt'. Jeg hentede mit kladdehæfte og mit penalhus med et suk og begyndte på stilen som vi havde for. Vi skulle skrive en gyser. Jeg vidste lige hvad den skulle handle om. Normalt er jeg ikke så god til at lave historier, men hvis jeg finder på en god idé kan der komme noget ok ud af det. Engang skulle vi lave et eventyr. Jeg var blank, så det blev til en historie om en abe-fe der ville ud og se verden. Ikke den mest geniale idé. Jeg gav historien titlen ''Dødsdømt'. Ikke særlig originalt, men det fungerede da.

To timer senere var jeg nogenlunde tilfreds. Stilen var på 3 sider i det lille kladdehæfte, så det burde ikke have taget så lang tid. Men jeg var hele tiden utilfreds, enten med skriften, grammatikken eller hvad der stod. Endelig var jeg færdig. Min mor kom ud i køkkenet. "Nææh har du lavet historien færdig?" smilede hun. Hun gik meget op i at jeg lavede lektier uden at hun skulle tvinge mig til det. Jeg trak på skuldrene. "Ja". "Må jeg se?" spurgte hun nysgerrigt. Jeg sukkede og rakte hende kladdehæftet. Imens hun læste gik jeg ud i gangen og lagde mit penalhus tilbage. Jeg gik op på mit værelse igen, og lagde mig på sengen og tog en bog frem. Lidt efter kom min mor op. Hun kastede mit kladdehæfte hen til mig. "Den var rigtig god" smilede hun, og gik ud. Jeg slog op i det og læste den igennem igen.

***

"DØDSDØMT!!!!!!!

Karla var en ganske almindelig pige der boede i en gangske almindelig by. Hun havde også en helt almindelig familie, og gik på en helt almindelig skole. Alt var så almindeligt at det var til at brække sig over. 'Gid der snart skete noget' tænkte hun, en aften hvor hun sad på sin altan og hørte musik på sin iPod. Hun så et stjerneskud. Hun blev rigtig glad og ønskede at der ville ske noget spændene og nyt. Men man skal passe på med hvad man ønsker sig, for måske går det i opfyldelse. Og hun ønskede ikke at der skulle ske noget GODT!.(Dramatisk baggrundsmusik).

Næste dag var der sommerferie. Karla gik hjem og op på sit værelse. Hun ville sende en e-mail til sin veninde Pia. Da hun kom ind på e-mailen havde hun fået én der var fra 'Ukendt'. Hun var meget overfladisk og dum, der lå sukker over hendes hornhinder. Så hun troede at det var en hemmelig beundrer der havde hendes mail og ville invitere hende på date. Men DET var det ikke! For i mailen stod der:

Hej Karla. Dig og dine 10 bedste veninder skal dø. Én skal drukne, én skal blive skudt, én bliver kørt over, én skal falde ud af et vindue, én skal styrte med et fly, én skal blive tævet ihjel, én tager gift,  én får en kuglepen galt i halsen, én bliver kvast af bøger og én dør af stress pga. lektier."

De sidste tre var temmelig platte. Som om nogen kunne få en kuglepen galt i halsen. Men jeg kunne ikke finde på mere og jeg nægtede at tjekke MIN e-mail. Jeg læste videre.

"Karla blev rædselsslagen, for der stod også i mailen at alle de veninder hun fortalte det til ville være en del af den uheldige skæbne og hvis hun sagde der til sine forældre ville hele hendes familie dø. Hun var ufatteligt naiv og troede straks på det. Hun græd og græd og kastede op og var nu bange for at miste sine bedste veninder. Næste dag fortalte hun det til hele klassen, og viste dem e-mailen. Men de grinede af hende og sagde at det bare var en spøg. De forstod ikke den frygt hun, og hun alene måtte gå rundt med.

I det samme fik hun en sms. Det var fra Ukendt! Og der stod ikke noget nummer! I sms'en stod der:

Kære Karla

Du skulle aldrig have sagt det til dem for nu skal de alle sammen dø.

Ukendt.

Hun begyndte igen at græde og hendes veninder kom hen til hende og hun viste dem sms'en. De grinede igen og sagde at hun ikke skulle være bange, for det var bare en spøg. Men det var det ikke!. En uge efter kunne man læse følgende i avisen:

Alle børn undtagen én i 7.b, langelinieskolen, døde hen over ugen. Nogen druknede, nogen blev myrdet, et par stykker blev kørt over af den samme bus, én var med i et trafikuheld og resten gled ned i en bjergskrænt på en tur med klubben. Det er en meget mærkelig begivenhed. Det sidste barn lever i frygt for snart at skulle gå samme vej.

Da hun havde læst det rystede hun. Det var lørdag aften og hun sad ved bordet i stuen. "Skat, går du ikke lige ned og henter en pizza?" spurgte  hendes mor. "Ok" sagde Karla og gik ud af døren med pengene. Mørket var faldet på, da hun gik alene hen af gaden. Pludselig greb en arm fat i hende. Hun vendte sig om og gispede. Det var en mand med en kniv. "Nu skal du dø, Karla" hvislede han. Det måtte være Ukendt der var kommet for at dræbe hende! Hun vred sig fri og løb over vejen, uden at se sig for. Sekundet før bilen ramte hende forstod hun at Ukendt ikke ville dræbe hende men få hende til at få det til at ligne et uheld så han ikke kom i fængsel. Bilen ramte hende, og det sortnede for hendes øjne....

SLUT!"

Jeg kiggede ud over klassen. Jeg var den første der læste op. Vores klasselærer Leanne kom hen og klappede mig på skulderen. "Flot, Sophia. Det må have været svært at finde på sådan en historie!". Nej det havde ej. For det var nemlig mit eget liv det handlede om. Jeg skulle også dø. Jeg sagde det ikke, nikkede bare og satte mig på min plads. Jeg var fjern resten af dagen, ænsede ikke de andres historier. Jeg skulle dø. Og jeg kunne ikke gøre en skid ved det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...