Dødsdigtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Igang
Da pigen Sophia modtager en mystisk e-mail ændres alt i hendes liv. Det der før havde været et trygt og godt liv var nu smadret. Istedet lever hun nu i frygt for sine venners liv- og sit eget.

4Likes
4Kommentarer
575Visninger
AA

1. Fin dag, sådan da.

Mit vækkeur bippede. Jeg slog irriteret til det, og det røg ned på gulvet. (U)heldigvis gik det ikke i stykker. Jeg havde efterhånden smadret så mange vækkeure på den måde, så min mor og far fik den GODE idé at købe et i plastik. Jubi. Klokken var kvart over syv, så jeg stod op og klædte mig på. Shorts og en T-shirt med 'Stars & stripes(U.S.A's flag)' print på. Jeg tog også et par solbriller og satte dem op i mit mørkebrune, taljelange, bølgede bløde hår. Ikke fordi det var blødt lige nu, jeg havde jo morgenhår. Jeg så rundt i mit værelse. Mig og min familie boede i et hus på to etager. Jeg boede på øverste, og havde heldigvis fået det største værelse. Jeg lukkede mit hvide klædeskab. Der hang et spejl på det, og jeg betragtede mig selv lidt før mit blik gled videre til noget andet der hang på mit skab. Mit klassebillede. 26 teenagere fra 7.b smilede ud til mig. Jeg sidder på bagerste række på billedet (jeg har altid været en af de højeste) og laver kaninøre på min bedste veninde Liz der står foran mig. Jeg smilede. Der var en uge til sommerferie. Så kunne jeg sove længe.

Mit blik gled videre til min reol, der var fyldt med bøger, cd'er og film, til min seng, og videre til mit skrivebord hvor min højt skattede bærbar stod. Jeg gik hen til den og satte mig på skrivebords stolen, tændte lampen og computeren. Da den var startet op gik jeg ind og tjekkede min Facebook-profil. Ikke det store. Jeg nåede  kun at  veksle et par ord med Liz angående hvilke lektier vi havde- og ikke havde for til idag. Jeg kom til at smågrine lidt over hende, over et hysterisk anfald hun fik over at hun havde lavet en tyve siders lang stil som vi først havde for til om to uger. Men så råbte min mor nede fra stuen at jeg skulle skynde mig. Med et suk slukkede jeg computeren og sjoskede ned i køkkenet. Jeg spiste en portion lyn-havregryn og drak et glas appelsin juice. Derefter gik jeg op på badeværelset og børstede tænder og hår.

Da jeg gik igennem køkkenet for at komme ud til entréen, så jeg at mine søskende var vågne. Min lillesøster Ida på 12 sad og brokkede sig over at hun skulle have idræt, og min lillebror Johannes  på 9 år sad og lavede matematik lektier. Det havde han som sædvaniligt glemt, og lavede det nu i sidste øjeblik. Min mor sad skjult bag en avis med en kop kaffe i hånden. Min far sov nok stadig, efter at have været på nattevagt. "Jeg går nu" sagde jeg, og min mor sænkede avisen, nikkede, nippede til sin kaffe, og løftede avisen igen. Jeg slyngede tasken over skulderen og gik ud af døren og låste efter mig. Jeg fiskede mobilen op og ringede til Liz og sagde at jeg var på vej. Jeg lagde mobilen tilbage og svingede mig op på min cykel og skyndte mig over til skolen. Da jeg ankom satte jeg min cykel ind i cykelskuret, låste den og skyndte mig ind i min klasse.

Klokken var 7:55 da jeg gik ind. Det ringede ind om 5 minutter. Jeg drejede mod højre for at gå ind og mødte en blitz. Liz så smilende på mig. "Hey Superstar! Paparazzierne er efter dig. Skal billedet på Instagram?" . Jeg snuppede hendes mobil. Jeg så åndssvag ud. Halvt lukkede grønne øjne og o- formet mund. Jeg slettede billedet og gav Liz hendes mobil tilbage. Hun lagde hovedet på skrå og så på mig. Hendes blonde hår faldt ned over hendes ansigt. Hendes blå øjne så indgående på mig. "Du smører lidt tykt på med sminken?" sagde jeg og betragtede hendes mascara-fyldte øjenvipper hvor der over var et tykt lag lilla øjenskygge. Og som en bragende slutning havde hun helt rød læbestift på. Et typisk Liz-look. Jeg var ikke selv begyndt at bruge det. Altså sminke.

Klokken ringede ind, og jeg satte mig på min plads. Vores matematik lære kom ind, og forklarede opgaven, hvorefter vi begyndte at lave den. Jeg sad på tredje-sidste række i klassen så jeg kunne sagtens lave alt muligt andet end Kristian (vores matematik lære) sagde. Jeg stillede bogen op og tog min mobil op af lommen og skjulte det bag bogen. Jeg lavede det samme nummer hver eneste matematik time. Jeg begyndte at skrive en sms til Liz.

Hey Liz! Hvordan går det med opgaven? Haha. S

Hun svarede næsten med det samme.

Haha meeeget sjovt Sophia. Du ved jo at jeg stinker til det her skod fag. Liz

Jeg sad og fnisede lidt før jeg svarede Liz tilbage.

Sebastian kiggger på dig!. Sophia

Hvad ville hun mon svare til dét? Det ved ingen vel. Man ved aldrig hvad der foregår i hovedet på den pige. Så kom svaret (som var ret hysterisk).

Ej ej ej gør han?? Ej hvor vildt han er bare SÅÅ lækker! Kigger han virkelig på mig?. Liz

Jeg skrev tilbage og begyndte næsten allerede at grine over det svar jeg ville få.

Nej, han gør ej! Haha!. Sophia

Liz sad næstforrest, men hernede kunne jeg alligevel se hende koge af raseri.

Sophia, jeg HAR sagt at du ikke må lave sjov med det! Du har lavet det trick hundrede vis af gange, fordi du ved at jeg altid hopper på den! Seriøst det er ikke sjovt! >.< . Liz

Det var svært ikke at grine, men jeg klarede det.

JEG syntes nu at det er sjovt. Især fordi du altid hopper på den. Og jeg har altså lavet det mere end hundrede gange. Mindst to hundrede. Ups, Kristian ser mistroisk ud! Vi må skrives ved senere! ZZZophia.

Jeg fik ikke noget svar men hun vendte sig om og nikkede. Jeg gemte min telefon væk. Og det var i sidste øjeblik for der kom Kristian hen til mig. "Hvordan går det med opgaven Sophia?" spurgte han køligt. Jeg rødmede. "Øhm bøhm... jeg kan ikke finde ud af den" sagde jeg. Han så anklagende på mig. Han havde vist på fornemmelsen hvad jeg sad og lavede. "I skal aflevere opgaven om 20 minutter" sagde han og forklarede opgaven og gik. Jeg gik igang med opgaven. Ikke fordi jeg havde lyst men fordi jeg var træt af karakteren -03 som jeg altid fik i matematik. Et held at jeg er god nok til at færdiggøre en stil på 20 min. med rigtige svar. Faktisk tror jeg at jeg kunne få en maase 12-taller hvis jeg gad at koncentrere mig. Matematik er jo egenligt et af de fag jeg er bedst til, men jeg syntes at det dér med tal er så KEDELIGT.

Kristian samlede vores stile ind, og det ringede til frikvarter. Vi havde ham også i de næste to timer men der havde vi kristendom. Og Krisian rettede vores stile i frikvarteret. Jeg gik ud i gården, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg satte mig på en bænk i skyggen og loggede ind på Facebook med min mobil. Snart sluttede Liz sig til mig. Hun var lidt muggen over det med Sebastian, men så snart hun så min måbende mund over hendes nye iPhone 5, blev hun glad igen. Det ringede ind igen. Modvilligt gik jeg og Liz ind i klassen. Vi satte os på vores pladser, og Kristian delte vores stile ud. Jeg havde en boble af spænding i maven. Hvilken karakter havde jeg mon fået? 10? 7? Eller var jeg så heldig at få en af Kristians sjældne 12-taller?

Kristian smækkedemin stil ned på mit bord. Jeg stirrede på tallet. 4. "Hvad fanden er meningen!" sagde jeg og stillede mig op. Alle blev helt stille. "Jeg fortjener sgu da mere end et råddent lille 4-tal. Jeg svarede rigtigt på spørgsmålene!" råbte jeg ad Kristian der gik hen til mig med sammenknebneøjne. "Jeg kan begynde at give dig høje karatere når du rent faktisk koncentrere dig om opgaverneistedet for at sidde og sms'e med Liz" hvæsede Kristian og gik videre og delte resten af stilene ud. Jeg satte mig vredt ned. Jeg så at mange nikkede anderkendene til mig. Man vandt en del popularitet ved at skændtes med lærene. Jeg gjorde mit bedste for at nidstirre Kistian resten af timen. Jeg sad dér og glædede mig til at det ringede ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...