Dødsdigtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Igang
Da pigen Sophia modtager en mystisk e-mail ændres alt i hendes liv. Det der før havde været et trygt og godt liv var nu smadret. Istedet lever hun nu i frygt for sine venners liv- og sit eget.

4Likes
4Kommentarer
585Visninger
AA

3. Eneste.

Jeg lå i sengen og stirrede på mine plakater i loftet. Alle mine vægge og mit loft er næsten helt fyldt med plakater. Jeg er ikke rigtig fan af nogen, så jeg havde en masse.  Jeg lå lige nu og stirrede op på dem uden at fokusere på dem. Jeg havde det stadig dårligt i maven. Min mor havde givet mig lov til at blive hjemme fra skole imorgen hvis jeg stadig havde det dårligt. Jeg lukkede øjnene. Jeg kunne ikke falde i søvn på grund af Ukendt. Fedt. Pissefedt. Nu var jeg så et pattebarn der fik mareridt over noget der ikke var virkeligt. Sidste gang det skete var i 3. klasse hvor jeg fik mareridt om Slender. Jeg trak vejret roligt.Slap af, sagde jeg til mig selv.Det er ikke rigtigt. Det er bare nogen der vil snyde dig. Jeg begyndte efterhånden at tro på mig selv. Endelig faldt jeg i søvn.

 

                                                                     ***

Jeg havde det (desværre) bedre næste dag så jeg skulle i skole. Jeg valgte shorts og en T-shirt  med leopard-print på. Jeg spiste morgenmad, redte hår, børstede tænder og gik så i skole.

Det første jeg lagde mærke til da jeg trådte ind i klassen var at jeg var helt alene. Jeg bandede. Vi skulle møde 8:45 idag. Jeg satte mig på mit bord, og sendte en sms til Isabelle.

 

Hey søde <3<3 Kommer du ik' i skole? Glemte at vi skulle møde sent. Orker ikke at cykle hjem igen? Xxx Sophia

Isabelle var ligesom Liz min bedste veninde. Isabelle var bare... lidt underlig nogen gange. Og så elskede hun at forkorte ord. Det kunne være temmelig irriterende når man sms'ede med hende. Så kom svaret. Fyldt med forkortede ord, som altid.

 

Da'fug? Sær'jøst Sophi-pi'? Ha'd dueh glemt a' vi mø'er sent i'da? Xxx Isa

Hun fandt på de mærkeligste ord. Dueh ha'd  i'da og så videre. Man skulle have kendt hende i mange år for at kunne tyde hendes hieroglyffer. Jeg skyndte mig at svare tilbage. Isabelle var temmelig utålmodig.

 

Ja det havde jeg. Pliz kom nu Izzzzabella så' du sød!

Man skulle trygle hende for at få hende til noget. Det var ikke nok med 'Hey Isa er du ikke sød lige at komme i skole?'. Nej, det var ikke nok. 'Pliiiiiiiz! Pleeease! Come on! så er du mega sød!' er mere det der skal til. Min telefon bippede. Det var svaret.

 

Oki men så sky'ler du migh  en tjen'ste! På vej. Isa :-*

Det var lige før jeg åndede lettet op. Så slap jeg for at gøre alle hendes pligter, rydde op på hendes værelse eller at være hendes slave en hel dag. Det havde jeg bitter erfaring med. Jeg kom i tanke om Ukendt. Ham/hende havde jeg fuldstændig  glemt alt om. Skulle jeg fortælle det til Isabelle? Kunne det budskab presses ind i hendes lille 'Jeg-er-perfekt-og-intet-dårligt-sker-for-mig'-verden? Jeg tog min telefon frem. Jeg havde fået en sms. Jeg blev sur. Bare fordi jeg sad og tænkte på personen skulle jeg så absolut få en sms?!. Men det var heldigvis bare Isabelle der skrev at hun kom op af trapperne nu. Jeg smilede lettet. Det dér med 'Ukendt' var nok bare en engangs-joke.

Isabelle kom ind i klassen. Hun smilede skævt til mig. Hendes brune øjne glimtede. Jeg fik lidt et chok da jeg så hendes hår. Det var skrig-orange. Jeg løftede et øjenbryn. "Nådada du har da farvet håret hva'?". "Hm, ja det har jeg vel" sagde hun. "Stuearrest?" smilede jeg. "En måned" sukkede hun. Isabelles forældre var ikke så glade for at hun farvede sit hår. I sidste måned var det blodrødt. Dér var hun sluppet med en uge, og en advarsel om ikke at gøre det igen. denne gang var hun ikke nær så heldig. Jeg overvejede at fortælle hende om Ukendt. Men jeg lod være. Hun ville ikke tro på mig. Vi snakkede og hyggede indtil resten af klassen endelig kom.

Det var en lang opslidende dag med to engelsk timer to matematik to timers kristendom og som en forfærdelig slutning: to timers idræt. Tirsdag var den værste dag på mit skoleskema. Da vi endelig havde fri gik jeg over mod cykelskuret. Da jeg gik derind stod der tre drenge og hang ud. Men det var ikke bare drenge. Det var The Bad Boys, de tre lækreste drenge på hele skolen. The Bad Boys bestod af Thomas, Daniel og Johannes. Jeg rettede nervøst på mit hår og tænkte på hvordan jeg mon så ud. Thomas lagde mærke til mig. "Hey, dig". Jeg vendte mig om. "Mig?" spurgte jeg uskyldigt. "Ja, dig. Hvad hedder du?" sagde Thomas og smilede skævt til mig. "Jeg hedder Sophia" sagde jeg og smilede det sødeste smil jeg kunne mønstre. Thomas gjorde tegn til at jeg skulle komme nærmere. Usikkert gik jeg hen til dem. Han skrev noget på en lap papir. Så rakte han den til mig. "Her er mit nummer. Ring til mig" sagde han. Mit hoved blev lige så rødt som Liz' læbestift og Daniel og Johannes skreg af grin. Jeg skrev mit nummer på noget andet papir og gav det til ham. "Vi ses snuske" råbte han af mig da jeg cyklede ud af skolen med latter i baggrunden.

Jeg måtte minde mig selv om at det var det de hele tiden gjorde. De lagde an på en pige, blev måske endda kærester med dem men de knuste altid den (u)heldige piges hjerte. Da jeg kom hjem smed jeg mig på sengen og tog min mobil frem. Jeg satte den til at afspille min musik liste. Jeg skruede så højt op som man nu kan. Katy Perrys stemme bragede ud over mit værelse. Efter den Selena Gomez, så Demi Lovato og så videre. Pludselig fik jeg en sms. Jeg slukkede irriteret musikken. Det var Liz der ville sms'e. Jeg tøvede. Skulle jeg fortælle hende om Ukendt? Jeg stolede mere på hende end på Isabelle. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at forklare det. Lige før jeg nåede at sende den fik jeg en anden sms. Ikke fra Liz. Jeg sank en klump. Det velkendte navn stod der: Ukendt. Jeg læste sms'en.

 

Jeg skrev at hvis du meldte dette til politiet ville alle i din familie dø. Nogen andre regler gælder for venner. Hvis du fortæller det til nogen af dine 'veninder' vil de være en del af Dødsdigtet. Jeg ved at du var ved at sladre til en af dine veninder. Jeg holder øje med dig.

- Ukendt

Jeg sank en klump og slettede alt hvad jeg havde skrevet til Liz. Jeg Indså at jeg ikke kunne sige det her til nogen. Jeg var den eneste der måtte vide det. Den eneste. Eneste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...