Valentina

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Færdig
Valentina opdager pludselig, at hun har nogle yderst usædvanlige evner. Spørgsmålet er bare, om hun kan lære at beherske disse evner?


Jeg har skrevet novellen primært valgt mulighed 1 til fantasykonkurrencen, men jeg har også ladet mig inspirere af billedet med ulven :)

5Likes
2Kommentarer
371Visninger
AA

7. Kapitel 7

Da Valentina vågnede, stod hun i kanten af en lysning i Ulveskoven. I det samme så hun sin bedstefar træde ind i lysningen. Pludselig kom en ulv springende mod ham. Han vendte sig, og i samme øjeblik lød et skud. Ulven flygtede, mens bedstefaderen faldt om på jorden. Valentina styrtede hen til ham, men det var for sent. Han var blevet dræbt på stedet. Valentina så sig om for at finde skytten. På den anden side af lysningen stod Anouk med et gevær i hænderne og et plaget ansigtsudtryk. Langsomt og lydløst kom hun over til Valentina, som stod ved den livløse krop. ”Undskyld!” hviskede Anouk, ”Kan du tilgive mig?”. Valentina græd, men alligevel så hun Anouk i øjnene og sagde ”Ja!”.

   Valentina hvirvlede rundt. Scenen skiftede. Anouk lå nu såret på en klippe. Nedenfor sprang en flok ulve hylende rundt. De var på vej op til Anouk, som lå hjælpeløs og bevidstløs deroppe. Stadig med billedet af sin døde bedstefar fastbrændt på nethinden sprang Valentina af sted for at komme Anouk til hjælp. Til sin store overraskelse opdagede hun pludselig, at hun havde fået store kattepoter og løb på fire ben. Hun havde skiftet til dyreskikkelse! Hun knurrede og brølede af ulvene, som hurtigt forsvandt. I et spring var hun oppe på klippen ved Anouk. Hun slikkede forsigtigt Anouk på kinden, og Anouk vågnede og klatrede op på Valentinas snetigerryg. Derefter bar Valentina hende ned i sikkerhed.

   Endnu en gang hvirvlede Valentina rundt. Scenen skiftede igen. Denne gang befandt Valentina sig nu i en grotte. Der var ild og lava over alt! Panisk kæmpede Valentina for at prøve at holde hovedet koldt. En kølig snude puffede til hendes hånd. Hun vendte sig hurtigt og stod ansigt til ansigt med en brun bjørn! Valentina gispede. Bjørnen forholdt sig helt rolig. Så genkendte Valentina den endelig som Anouk. Anouk sagde ”Hop op på min ryg, så kan jeg få os ud”. Valentina tøvede, men Anouk sagde ”Stol på mig!”. Med et suk satte Valentina sig tøvende op på Anouks ryg. Den var varm og blød. Med rolige skridt bar Anouk hende gennem lava og ild. Endelig kom de ud af grotten. Udenfor var luften kølig men behagelig. ”Tak” var det eneste, Valentina kunne få frem. Så faldt hun i søvn på Anouks bløde bjørneryg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...