Skjult magi

Alt starter som en normal dag for den 16 årige Jason Blackthorne...men det udvikler sig hurtigt til hans livs eventyr.

Jason bliver draget ind i en skjult verden med monstre der lurer under tagene i london, feer med lumske smil og mennesker med særlige kræfter der er klar til at ofre deres liv for hvad de tror på-og for at beskytter deres og menneskenes verden.

jeg har valgt mulighed 1.

7Likes
4Kommentarer
513Visninger
AA

1. bevingede monstre og sære mennesker

Caféen så yderst normal ud for det blotte øje, facaden var mørke grøn med gylden skrift på, med det meget typiske ord ”café” stående på og nogle enkelte matchende grønne runde borde og stole ude foran omkranset af et sort hegn der sørgede for at det ikke blev forbundet ud til fortovet.
Inde i den lille café var der ikke et eneste tegn på travlhed. En enkelt servitrice gik rundt til de eneste tre bord der var optaget af en eller to gæster, alt i alt var det en sløv morgen.  Alt i alt en meget almindelig café, men det gemte på mere.

”Så du skal slet ikke ha´ mere?” spurgte servitricen i et bedende tonefald, efterfulgt af en mine der tydeligt afslørede, at hun forsøgte at skjule et gab.
”nej tak, jeg holder mig bare til teen,” sagde den unge mand og pegede på den dampende grønne tekop han havde fået stillet foran sig for blot få minutter siden.
”Ikke bare lidt brød Jason? Jeg kunne godt bruge penge” forsatte servitricen.
”Jamen JEG har ikke pengene til det,” sukkede den unge mand, Jason, og rystede på hovedet. Caféen var det sted Jason havde været mest de sidste to år-det havde så også ført til et nært venskab med stedet servitrice Amelia, som for det meste var i penge problemer på grund af sine forældres strenge regler.
Amelia vendte slukøret rundt på sine sorte hæle og tilbage mod køkkenet.
Jason rettede blikket ned mod teen, den så ret utiltrækkende ud, mørk, med en smule te grums flydende oppe på overfladen, og alligevel drak han den hver eneste morgen. Den samme te.
Han havde boet i London i næsten to år sammen med sin pleje familie siden hans forældre var forsvundet og ikke kom tilbage og caféen var blevet en af hans vante tilholds steder lige fra starten af.
Jason nippede forsigtigt til den brand varme te og lod blikket glide ud af det store vindue der førte ud til gaden. Mennesker strømmede forbi i store stimer, på vej til arbejde, ud at shoppe eller for at mødes med andre interessante mennesker, ja, lige meget hvad de skulle, havde alle i hvert fald meget travlt.

Døren indtil caféen gik op, og fire hætteklædte mænd, alle muskuløse, kom ind. De lignede ikke nogen som helst af de mennesker der plejede at komme ind på den lille café.
Alles øjne var blevet rettet mod dem.
De hætteklædte virkede til at kigge rundt og der efter på hinanden, før de gik hen til et bord, Jasons bord.
”Hr. Blackthorne, de er nød til at følge med os,” stemmen var dyb, nærmest en knurren.
Jason forsøgte at kigge op igennem hætten, men kunne kun se mørke, ”Nej..det tror jeg ikke,”
”Jo, det tror jeg nu,” svarede den ene hætteklædte igen og løftede lidt op i sin sorte hættetrøje der afslørede noget der lignede en dolk.

Jason nikkede så, og fulgte efter mændene ud af butikken. Det var først da han var kommet ud at han opdagede han ikke havde fået betalt for sin te endnu.
”Ehm jeg..mangler at betale,” kom det usikkert fra ham. Hvem var de her fyre? Ingen af dem svarede, de holdt blot fast i hans arme og tog ham med ned i en af gyderne.
Han blev smidt ind i en af de sorte container, det smertede i hans ryg, men han sagde ikke noget.
”Troede du at du kunne skjule dig fra os?” Spurgte den samme mand der havde snakket på caféen.
”skjule mig for..jer? Hvad snakker du om mand?” spurgte jason og rettede sig helt op. Han kiggede febrilsk efter noget at kunne slå fra sig med, for han var langt fra den stærkeste af de fyre, desværre var en affaldssæk det eneste i nærheden.
”Du vil fortryde hvem dine forældre er”
”mine foræl….” Før Jason havde nået at sige ordet var de fire mænd forsvundet, og i stedet hang fire halvt fordærvet mænd med sorte slidte vinger fra ryggen, en meter fra jorden.
Jason åbnede munden for at skrige, men ingen lyd kom over hans læber. Det måtte være en drøm, det kunne ikke ske i virkeligheden det her! Han måtte drømme.
Mændene udstødte et rædselsfulgt skrig før de satte hen mod ham, i en uhyggelig fart.
Jason skærmede sit ansigt med armene og mærkede hvordan nogle kløer boede sig ind i hans arm.
”hvad har jeg gjort jer!” skreg han og mærkede gråden samle sig i hans hals imens smerten tog til, og endnu et angreb fra de uhyggelige væsner angreb. Jason skyndte sig at skærme sit ansigt igen, men denne gang følte han ingen smerte fra et angreb og kiggede op.
De var fløjet op over hans hoved og op mod et tag


Forundret over hvad der var sket slog han begge øjne helt op, og lod begge arme falde ned. Oppe på bygningen ved hans sides tag, var de fire væsner, men det var alligevel ikke dem der fangede hans opmærksomhed. Oppe på taget med den, stod en brun håret pige og kæmpede mod dem med de bare næver. Væsnerne så ud til at ville være vinderen af den kamp da den væltede pigen ned på det flade tag og lænede sig ind over hende, men en pil kom flyvende, ramte den i ryggen, og væsnet blev til blåligt støv der svandt ned af, som om det gled ned mod jorden.

Jason missede med øjne, der måtte være noget alvorligt galt med ham! Han måtte indlægge sig selv på hospitalet, eller noget!
”Er du okay?” Lød en mørk stemme bag fra.
Jason drejede rundt. En dreng, med sort hår og en bue hængende på ryggen med blåligt glødende pile, gik hen mod ham.
”Du bliver ikke også til et væsen med vinger vel?” var det første Jason spurgte om, men drengen grinede blot og rystede på hovedet, ”nej, jeg er mere menneske end jeg er monster”
Der lød et ’bump’ på containeren bag Jason og en feminin selvsikker stemmer lød i stedet, ”Mere menneske end monster? Det tvivler jeg nu på,” svarede pigen og trådte hen mod den sorthåret dreng, ”Du kunne godt være kommet noget før, så jeg ikke havde behøvet at se ham blive såret!” hun pegede på Jason
”Ja, det er jo ikke min skyld at jeg bliver opholdt lidt længere end normalt og….Angie…han…kan se dig”
”Umuligt! Jeg har sagt alle remserne til at være usynlig, jeg har endda taget ekstra foranstaltninger denne gang”
”Hvorfor skulle jeg ikke kunne se dig?” Spurgte Jason og gemte utilpas hænderne i sine lommer.
”Fordi…du er et normalt menneske…….”
 

”Ja, Se Lance her kan du godt se, fordi han ikke havde tid til at få kastet alle de besværgelser over sig og så videre, på at gøre så mennesker som du ikke kan se os, fordi hvis i vidste hvilke væsner der lurede rundt her i jeres gader forklædt som mennesker ville i aldrig turde gå ud for en dør..og i ville nok heller ikke overleve” forklarede hun, ”så spørgsmålet er bare hvorfor du faktisk kan se mig....Tror du  vi skal tage ham med os? Der er sikkert nogen der, der kan forklare os hvad der sker?”


Jason blev ført gennem gader han aldrig havde bevæget sig ned af, eller bare hørt om før, imens de to teenagere der nærmest havde kidnappet ham fra noget der mindede om et mareridt, snakkede på et sprog der lød som latin. Da de kom til en faldefærdig lagerbygning og stoppede op.
Jason kiggede forvirrede fra den ene til den anden imens han trak sin ene arm til dig, som drengen, Lance, havde haft fat i.
”Stop med at kigge sådan på os, vi har ikke tænkt os at dræbe dig” sagde pigen Angie og purrede op i sit hår får hun tog de første par skridt hen mod bygningen, ”Men det kommer selvfølgelig an på hvilket slags væsen du er” og med de ord blev han trukket med hen mod den mørke lagerbygning.
glasskår og manglende døre var det meste af facaden og Jason kunne ikke lade være med at undre sig over hvad de skulle sådan et sted hvis de ikke havde tænkt sig at dræbe ham. Der kunne da ikke være andet der inde end en masse rotter og støv..kunne der?
Han var begyndt at tvivle, efter det han lige havde set, kunne alt vel være muligt. Medmindre dette endnu var en drøm. Han skævede ned mod sin arm. Drengen havde bundet et stykke af sin skjorte om såret, alligevel var han blødt igennem det sorte stykke stof.

”Du bliver nød til at lukke øjne” sagde Lance og stillede sig hen foran Jason og han turde ikke gøre andet end at adlyde. Så ville han i det mindste ikke kunne se hvad han ville blive dræbt med. Men intet skete, han hørte blot en dør gå op, og fik noget smidt i hovedet der fik ham til at hoste kraftigt, og kort føltes det som om hele hans indre var ved at vende op og ned på sig selv.
”Vær forsigtig med at åbne øjne, de skal nok lige vende sig til den nye verden du kan se” Lød Angies stemme. Nye verden? Hvad snakkede hun om? Jason var sikker på at han måtte have hørt forkert og åbnede straks sine øjne men lukkede dem hurtigt igen. Han måtte have haft set forkert.
Bygningen den....Han forsøgt endnu en gang, denne gang forsigtigt, at åbne sine øjne, nej han havde set rigtigt! Jason følte sig lamslået, dette MÅTTE være en drøm!
Den bygning han før havde set som faldefærdig og uhyggelig, lignede nu et rigtigt hus, nej ikke bare et hus, et palæ!
”Jeg ser syner ikke? Det var en form for Hallucinerende stoffer ikke?” Spurgte han og drejede forbavset rundt om sig selv, men alt andet end bygningen lignede sig selv.
”bare rolig det er ikke stoffer” grinede drengen, der åbenbart fandt Jason’ reaktion komisk.

Indenfor var der ingen rotter og bestemt intet støv. Væggene var hvide med sorte lanterner hængende hvorfra lilla lys strøg ud fra. Gulvet var hvid marmor og så rent at man næsten kunne spejle sig i det ud ude midt i det hele gik en bred trappe i lyst træ op til en sal som man ikke en gang kunne skimte nede fra. 
De havde ikke stået i hallen i lang tid før lyden af fodtrin lød over det hele og Angie og Lance straks begyndte at rette på deres tøj. En kvinde med blonde hår trukket tilbage i en stram hestehale og iført gråt tøj, kiggede på dem.
”hvad er det?” var det første hus sagde, imens hun stirrede ned på Jason. Han kunne føle hvordan hun blev mere og mere irriteret som Lance og Angie virkede til ikke at vide hvordan de skulle beskrive noget som de tydeligvis så som et problem og til sidst sagde den fremmede kvinde så: ”Fint, jeg skal nok selv finde ud af det. Kom med” Hendes ord var strenge, og de var til ment Jason.

Han kiggede sig over skulderen imens han så Angie og Jason forsvinde ud af døren igen. Hvad var det her for et sted, og hvad var de? Jason var bange for at han var blevet rodet ud i noget han ikke ville kunne komme ud af igen, nogensinde.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...