Lithium

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Færdig
Reina Lightfield er den eneste af hendes slags.
Et direkte afkom af en engel og en dæmon, dermed et forbudt barn.
Sådan har hun hvertfald altid troet at det har været indtil hun støder på en gruppe skyggejærgere, som holder til i New Yorks institut. I starten er hun ikke lige velvillig overfor dem og nogen af dem er heller ikke lige velvillige over for dem men en venskab finder sted mellem den lille gruppe af unge, der må overkomme de problemer som de støder på. Det gør det heller ikke bedre da der kommer andre til instituttet hvoriblandt en ellers yderst tiltrækkene fyr har det med at være uforskammet over for hende på en forkert tiltrækkene måde og onde folk begynder at intressere sig for hende på en måde hun ikke bryder sig om.
Bidrag til fantasy konkurrencen, mulighed nr. 3 8D

-Selvom jeg har sat den under grøn, vil der opstå scener med kys, og lettere blodige scener. Hvis du syntes den høre mere under gul, efter at have læst disse scener er du MEGET velkommen til at skrive 8D



3Likes
2Kommentarer
854Visninger
AA

3. Waking up

Waking up
Da jeg vågnede var jeg lige ved at flække hjerneskallen på en anden og mig selv. Bogstavelig talt. Jeg satte mig op og vi slog hovederne sammen.
I vil måske gerne vide hvem tossen er? Desværre jeg har ingen anelse men jeg ved da at han har lyst hår. Og køn det er han. Okay nu stopper du Reina. Det er simpelt hen for meget at syntes at din bortfører er køn.
Jeg stønnede af smerte og holdt mig til panden mens jeg spyttede grimme ord og forbandelser ud. Da jeg endelig havde fået nogenlunde styr på mig selv, kiggede jeg op bare for at se at jeg sad i en hospitals seng og at 8 par øjne stod og stirrede på mig.
Okay måske havde jeg ikke helt styr på mig selv for jeg kiggede anklagende på dem alle sammen selv den lille dreng, og sukkede højt og surt.
"Hvad? Kan i ikke forstå hvorfor i lige pludselig har taget et uskyldigt pigebarn smækket hende bevidstløs og slæbt hende med tilbage til jeres.....Jeg ved ikke helt hvad det her er..." Jeg kiggede kort rundt. Det her var ikke et hospital. Det var en sygestue.
Jeg vendte så mit vrede blik imod dem igen, men mest mod den lyshårede og den rødhårede. Det var dem jeg havde set igår.
Gud...hvad har jeg nu gjordt galt?
Hvorfor mig?Endelig bevægede mundtøjet sig på damen der så mest myndig ud. Hun så streng ud, men yderst køn med et blæksort hår sat stramt tilbage. Det var tydeligt at de 3 sorthårede her var hendes børn.
"Undskyld" ja det må du nok sige søster! "Det var ikke meningen at det skulle gøres på den voldsomme måde, Jace" da hun sagde navnet kiggede hun dybt utilfredst på den lyshårede dreng, og jeg med.
Det var ham der havde slået mig bevidstløs! Jeg ville ønske jeg havde flækket hans hjerneskal..Bare en lille smule.
Så snakkede hun igen og jeg kiggede over på hende "Vi har taget dig herhen på instituttet, i ren og skær nysgerrighed. Ikke for at skade nogen." hun smilede forsigtigt, og det klædte hende faktisk. Gid jeg kunne se så sød ud når jeg smilede....Nu gør du det igen. Beundre dine fjender.
"Og jeres nysgerrighed for mig blev vækket fordii?" fiskede jeg lidt.
Jeg har på fornemmelsen at det her ikke ender godt.
Hun sank kort, inden hun så fandt stemmen igen "Vi blev intresserede da du sprang direkte ind imellem en slås kamp mod en stor dæmon som Clary og Jace havde for opgave at udrydde, og alligevel løb du bare videre, for derefter at slæbe et kobbel varulve med bag dig" hun kigger på mig og så rent faktisk nysgerrig ud. Men jeg sukkede. Rigtig tungt ovenikøbet.
"Jeg tabte en sølvske på en af dem ved et uheld okay? Jeg kan ikke gøre for at de er så skide følsomme!" Jeg havde forventet sure miner fra dem, over at jeg havde tabt en sølvske på deres pagt kammerater, men istedet stirrede de alle sammen bare forbløffede på mig inden de brød ud i et latter anfald.
"Hvad?" spurgte jeg surt, men det var svært ikke og grine med, når nu de kunne få det til at se så komisk ud. Eller det så ikke komisk ud! Det var komisk!
Jeg grinede med. Noget jeg aldrig havde troet jeg kunne. Jeg grinede sammen med skyggejægere! Men de er vel mennesker på en hvis plan ikke? Nogen af dem er hvertfald.
Grine anfaldet stoppede da en høj mand kom forvirret ind til os.
Jeg er rimelig sikker på at han er de sorthåredes far.
Altså på nær min. Jeg har også sort hår, men midt er bare anderledes. Deres er stort og fyldigt, mit er mere. Glat, og tyndt. Ikke tyndt tyndt men tyndere end deres. Jeg tror i har forstået at vi ikke har det samme hår.
"Robert!" den sorthårede kvinde smilede til den høje mand, og han kom helt hen til os.
"Hvad er der los Maryse?" han kiggede ned på kvinden inden han nysgerrigt rettede blikket mod mig.
Hun smilede kort "Vi skulle lige til at præsentere os for vores gæst" hun smilede til mig inden hun rettede blikket mod den yngste først
"Max Lightwood"
"Isabelle Lightwood"
"Alexander 'Alec' Lightwood"
"Clarissa 'Clary' Fray"
"Jace Lightwood Herondale"
Den sorthårede kvinde pegede så på sig selv og derefter på sin mand "Og mit navn er Maryse Lightwood, og det er min mand Robert Lightwood" hun smilede.
"Og mit navn er Reina Lightfield, hvis nogen skulle have sine tvivl" Hah! Jeg havde ret, alle de sort hårede var i familie, og så var den tossen -Jace- vist også en del af deres familie.
De nikkede let, inden jeg så tog mig til panden, da min dunkende hovedepine pludselig vendte tilbage.
En skramlen med stolen og straks stod Maryse med et glas og en pille og rakte det frem mod mig. Jeg tog imod det taknemlig og slugte både pillen og vandet.
Maryse smilede til mig "Men nu vil vi give dig lov til at hvile også må du kalde hvis der er noget" Hun gennede dem alle sammen ud af rummet, og jeg lagde mig taknemligt ned på puden, inden jeg mumlede "Tak Maryse".
Endu en gang gik jeg ud som et lys.

Da jeg vågnede igen var hovedepinen borte, og jeg lå og stirrede op i loftet. Det var en himmel med små buttede engle på, og jeg begyndte omhyggeligt at tælle dem alle sammen, af ren og skær kedsomhed.
Og så kom jeg i tanker om hvor jeg var.
Jeg svingede lynhurtigt benene ud over senge kanten, og fik viklet bene ind så jeg næsten faldt og slog mig bevidstløs endu engang, men jeg redede mig fra det.
Jeg fangede min taske som så nydeligt var stillet ved siden af min seng og sprang i tøjet. De havde givet mig en eller andet underlig natkjole på som jeg fint foldede på sengen, inden jeg tog mine sko på. Jeg løb over mod døren, og smækkede den op, hvorefter jeg løb lige ind i favnen på en stor varm brystkasse, og jeg skreg op så jeg tror næsten hele huset kunne høre det.
Kender i det når man ærger sig over at man ikke har set nok spion film til at huske at kigge inden man løber?
Det kender jeg.


 

Sorry....Lidt kedeligt kapitel, men de skulle jo lære hinanden at kende på en eller andet måde :p! Jeg håber dog alligevel at i har nyt kapitlet, fordi jeg har knoklet lidt med det :o!
Puha...3 kapitel o.o På 2 dage :o! Klapsalve taaaak 8D
Men jeg nyder at arbejde med det så det er helt fint :3!
See ya :]!



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...