Lithium

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Færdig
Reina Lightfield er den eneste af hendes slags.
Et direkte afkom af en engel og en dæmon, dermed et forbudt barn.
Sådan har hun hvertfald altid troet at det har været indtil hun støder på en gruppe skyggejærgere, som holder til i New Yorks institut. I starten er hun ikke lige velvillig overfor dem og nogen af dem er heller ikke lige velvillige over for dem men en venskab finder sted mellem den lille gruppe af unge, der må overkomme de problemer som de støder på. Det gør det heller ikke bedre da der kommer andre til instituttet hvoriblandt en ellers yderst tiltrækkene fyr har det med at være uforskammet over for hende på en forkert tiltrækkene måde og onde folk begynder at intressere sig for hende på en måde hun ikke bryder sig om.
Bidrag til fantasy konkurrencen, mulighed nr. 3 8D

-Selvom jeg har sat den under grøn, vil der opstå scener med kys, og lettere blodige scener. Hvis du syntes den høre mere under gul, efter at have læst disse scener er du MEGET velkommen til at skrive 8D



3Likes
2Kommentarer
861Visninger
AA

2. Unlucky suprise

Unlucky Surprise
Alle stod stille. Jeg stod stille. Skyggejærgerne stod stille. Selv stor dæmonen stod stille. Og det værste var at de alle 3 stirrede på mig. Du har måske prøvet at dumme dig i klassen? Prøv at forstille dig det og så gør det hundrede gange værre. Sådan er det her.
"Ehehehe" jeg smilede fjoget til skyggejægerne og dæmonen. Det var forsent at lade som om jeg ikke kunne se dem nu. Jeg havde jo stået og stirret som en sindsyg før.
"Slås i bare videre! Tag jer endelig ikke af mig, jeg er bare på vej hjem!" med et kobbel ulve på nakken. Stakkels fjolser. De kan aldrig få lov at slås i fred når Reina Lightfield slår til!
Suk...FML. Jeg lavede et kort gestus med hånden op foran hovedet.
Nej nej ikke hitler tegnet rolig nu.
Og så løb jeg. Alt hvad jeg kunne. Jeg ignorrede de forskrækkede udbrud fra skyggejægerne som egtenlig gerne ville have forfulgt mig, men der gik ikke et halv sekund så blev de overdøvet af stor dæmonens brøl. Jeg lagde gaderne bag mig hurtigt, meget hurtigere end jeg plejede, og kastede mig ind af døren til min udlånte lejlighed.
Når jo jeg fik vist ikke sagt til jer at jeg er ude og prøve at bo alene på børnehjemmets ordre vel?
Nå men det er jeg altså, så det her er min lejlighed. Min dejlige elskede lejlighed.
Jeg slingrede ind på mit værelse, efter at have låst døren, og kastede mig i sengen. For træt til at læse, for træt til at se fjernsyn, for træt til at spise. Jeg ville bare sove.
Og det gjorde jeg. Det tog mig ikke engang et halvt minut at falde i søvn, da jeg først havde fået pillet tøjet af og var kravlet under den dejlige betryggene dyne.

Jeg sov godt den nat. For godt, for da jeg vågnede havde jeg 20 minutter til at klare alle de ting en pige på 17 år nu en gang skal klare om morgenen inden hun tager i skole. Men jeg nåede det, på et hængene hår, og dumpede gispende efter vejret ned på min stol, med et stort grin til mine klassekammerater. Jeg havde flinke og sødeklasse kammerater, ikke en eneste af dem var underjordiske og jeg havde venner!
Jeg ved det lyder ret forever alone, men disse mennesker er det første som jeg har kunne betragte som mine venner. De første og de eneste. Jeg smilede til den lyshårede pige der kom over til mig. Hendes navn var Erika, og hun var ikke så lidt sød. "Hvad sov du over dig idag med den sene ankomst eller hvad?" grinede hun. Hun var kær. Men jeg syntes at alle mine veninder var kære. Jeg grinede tilbage "Jaer...Kinda. Jeg sov godt efter en hård løbetur igår aftes." og så er det ikke engang løgn!
Hun smilede "Du behøver vidst ikke rigtig motion gør du? De fleste piger misunder din krop!" hun grinede igen og sammen fik vi et grine anfald, så læren blev nød til at tysse på os da hun kom ind.
Jeg slemte mig igennem de 8 timers undervisning, og da det endelig ringede ud stormede jeg hjem kun med korte farveller til alle.

"Guuud hvor er jeg suuulten!" råbte jeg til mig selv da jeg senere den dag da jeg vandrede rundt i min lejlighed. Jeg åbnede køleskabet og rynkede brynene.
Intet.
Fryseren..?

Intet!
Pis!
Jeg sukkede tungt og kiggede rundt, inden jeg samlede diverse ting sammen og smed dem ned i min taske. Jeg tjekkede klokken inden jeg sprang ud af døren efter at have lukket alt hvad der kunne lukkes og slukket alt hvad der kunne slukkes, og lukkede og låste døren.
Indkøb. Ikke lige mig, men tjaa jeg bor alene og ingen kan gøre det for mig. Desuden kan jeg bare købe noget junk food!
Jeg smilede for mig selv da jeg luntede ned af de store gader, som hurtigt blev trængte på grund af befolkningen.
Det er også derfor at jeg ikke opdagede at nogen fulgte efter mig før jeg drejede ned af en gyde, og et let slag i nakken gjorde mig bevidstløs.
Avs...


Så er næste kapitel ude, og jeg håber som altid at i kan lide det 8D!

Som i kan se har jeg tænkt mig at udgive mindst et kapitel hver dag, for at historien hurtigt kan komme rigtigt igang uden sjuske skrivning!
Som altid er i velkomne til at kommentere og skrive hvad i syntes, så jeg kan gøre historien til en historie man gider at læse 8D!
Tak for denne gang d:

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...