Lithium

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Færdig
Reina Lightfield er den eneste af hendes slags.
Et direkte afkom af en engel og en dæmon, dermed et forbudt barn.
Sådan har hun hvertfald altid troet at det har været indtil hun støder på en gruppe skyggejærgere, som holder til i New Yorks institut. I starten er hun ikke lige velvillig overfor dem og nogen af dem er heller ikke lige velvillige over for dem men en venskab finder sted mellem den lille gruppe af unge, der må overkomme de problemer som de støder på. Det gør det heller ikke bedre da der kommer andre til instituttet hvoriblandt en ellers yderst tiltrækkene fyr har det med at være uforskammet over for hende på en forkert tiltrækkene måde og onde folk begynder at intressere sig for hende på en måde hun ikke bryder sig om.
Bidrag til fantasy konkurrencen, mulighed nr. 3 8D

-Selvom jeg har sat den under grøn, vil der opstå scener med kys, og lettere blodige scener. Hvis du syntes den høre mere under gul, efter at have læst disse scener er du MEGET velkommen til at skrive 8D



3Likes
2Kommentarer
876Visninger
AA

7. Marriage

Marriage

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Manden som jeg havde forstilt mig at jeg skulle giftes med, lignede ikke engang ham her. Ham her var ung, og havde et pænt halvlangt gyldent hår. Hans øjne var godt nok røde, men det var ikke så slemt, når nu jeg havde forstillet mig at jeg skulle giftes med en gammel gris.
Men jeg ville stadig ikke giftes med ham. Han kunne være nok så flot en fyr, men giftes med ham det ville jeg ikke. Han smilede til mig, og rejste sig op fra den stol der stod bag et stort kateter af mørkt træ. Han så helt normal ud, men da han slentrede over til mig, kunne jeg ane nogle små spidse øre.
Han gjorde mine til at sno armene omkring mig og kysse mig, men jeg bakkede baglænds og ind i døren. Han kiggede forvirret på mig som en hundehvalp der ikke kunne forstå hvorfor dens ejer forlader den, men jeg kiggede trodsigt op på ham "Hvem er du?" min stemme var lav og skræmt da jeg kiggede på ham, og han brød ud i latter og kiggede over skulderen og hen på Eros.
"Jeg er en dæmon som du nok kan regne ud. Og da jeg så dig, og hørte om dine evner" han rakte frem og lagde hånden på min kind. Det var tydeligt at han kunne knække mig nakke på meget kort tid, også selvom han ikke viste det, så jeg besluttede mig bare for ikke at bevæge mig overhovedet.
"Også måtte jeg bare eje dig. Jeg går under navnet Raneff Corfcliff, og jeg er din mand, fra om en uge af"
Jeg sank en klump, og han lænede sig ned og kyssede mig. Jeg gjorde ikke modstand, men jeg besvarede hvertfald heller ikke kysset. Hvilket fik ham til at trække sig overaskket tilbage med rynkede bryn.
Han sukkede, inden han skubbede mig ud af værelset med en utålmodig mine "Okaay du kan godt gå tilbage til dit værelse nu Reina" Han smækkede døren hårdt, og jeg trampede ned af gangen, denne gang uden ledsager.
Ih hvor han dog er glad for mig.

Ace's synspunkt
Der var panik på instituttet, da Reina var forsvundet. Maryse løb rundt som en forvirret mus, og Clary faldt grædende sammen. Det eneste jeg kunne mærke var, at min mave træk sig helt sammen. Siden da var vi gået igang med eftersøgninger, snakket med klanen og snakket med alt form for underjordisk liv.
Og så skete det. Præcis 4 dage efter fandt vi ud af hvor hun var, og hvor lang tid det ville tage at nå derhen. Næsten 3 dage. det ville sige at der ville være gået en uge siden hun var blevet taget. Hvor bange måtte hun ikke være nu? Tænkte Ace pinefuldt, da de sad i bilen med fuld fart imod stedet hun opholdt sig. Jeg anede ikke hvor det var. Jeg ville bare finde hende og det skulle være nu.


Reina's synspunkt
Der var gået en uge nu, og jeg stod og blev klædt i en sort bryllups kjole med et sort brudeslør, og der var blevet proppet den underligste makeup på mig jeg nogensinde havde set. Den bestod kun af mørke farver, og det eneste der var farvet på mig, var mine blodrøde læber, der sad i mit blege ansigt.
Jeg kiggede ned på mine blege hænder og var lige ved at græde igen. Hele ugen, var Raneff kommet forbi mit værelse, og havde påtvunget mig hans 'kærlige' følelser og kys. Og hvergang han havde smadret døren op havde jeg håbet på at det var Ace ansigt, der ville komme til syne. Men det var forsent nu. Jeg skulle giftes. De kunne jo ikke gøre for at de ikke havde fundet mig. Eller også havde de slet ikke ledt. Det var jo ikke fordi jeg var skyggejæger. Men jeg havde alligevel håbet. Jeg gik ned af gangen, men mine store vinger slået ud, på Raneffs beodring. Når jeg gik ind af døren for enden af gangen ville den ikke fører ind til Raneffs værelse længere. Den ville fører ind til en stor sal -Det kunne jo ikke være en kirke for derind kan ingen dæmoner komme- hvori en masse dæmoner ville sidde og overvære mit ulidelige bryllup. Jeg skubbede døren op og tog det første skridt ned af kirkegulvet, med et tomt ansigts udtryk.


7 kapitel udee 8D
Jeg håber som altid at i kan lige det, og hungre efter at læse mere 8D
Men jaaah nu nærmer enden sig jo snart D:
Snøft Snøft....D':
Men ja som sædvanlig tak for denne gang :]
C'ya :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...