The Fire Within Me 2

jeg blev vred, stiktosset og rasende. Som så mange gange før bragede det straks løs i mit indre, og jeg var kun få sekunder fra at give slip på mine enorme kræfter. "Sirena?" Kaldte Cas forsigtigt, og straks blev alt vreden væk. Som luft lukket ud af en ballon. "Ja Cas?" Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde venlig, så Cas ikke anede uråd. "Er der noget... far?" Spurgte han overrasket, da han kom ud fra badeværelset. Så det var hans far, som holdt mig indespærret her. Fed overraskelse. Hans far så mindst lige så overrasket på ham, og opdagede så at Cas stod halvnøgen. Hans skjorte lå stadigt på gulvet. Hans far kiggede nærmere efter, og så opdagede han sengen. Han brølede rasende: "Hvad fanden skal det her forestille?!"

9Likes
6Kommentarer
1257Visninger
AA

14. Sporingsenheden

”Det skal nok gå.”

Sagde Cas trøstende, og tog den tomme kakaokop fra mig.

”Det er femte gang at du siger det, og det bliver ikke bedre for hver gang.”

Mumlede jeg surt for mig selv, men smed mig på ryggen i sengen. Så jeg formåede at få lagt hovedet i Cas’ skød. Han gav sig til at stryge mig beroligende over kinden og panden.

”Hvornår får jeg mine ting tilbage?”

Spurgte jeg, og syntes at det snart var på tide. Cas hævede undrende det ene øjenbryn.

”Hvem har sagt at du får dine ting igen?”

Spurgte han, og noget i hans tonefald skød straks mit håb om at få mine ting tilbage helt i jorden.

”Hende, den hidsige plejers søster.”

Svarede jeg undrende, og kunne se det tøvende blik, som Cas sendte mig.

”Hun lovede mig, at jeg ville få dem igen. Hun sagde endda at hun havde min tegneblok.”

Forklarede jeg. Cas blev pludseligt helt stiv i kroppen, og endda en smule bleg.

”Hvad er der?”

Spurgte jeg undrende. Han skubbede mig forsigtigt af sig, og rejste sig hurtigt fra sengen.

”Det var meningen at alle dine ting skulle destrueres. I tilfælde af at der var en form for sporingsenhed på en af dem. De fandt jo os og børnene uden problemer.”

Forklarede Cas. Jeg for op fra sengen, og kom til at tænke på manden, som jeg havde kaldt far.

”Han vidste at jeg ikke ville efterlade min tegneblok.”

Udbrød jeg forfærdet. Cas nikkede, og så kunne jeg bedre forstå at han var blevet bleg. Min tegneblok var den ting, som det gav mest mening, at der var skjult en sporingsenhed i.

”Vi skal have fat i…”

Begyndte han, og ville nok have sagt at vi skulle have fat i tegneblokken, inden at det var for sent.

Men det var allerede for sent. Et enormt brag, så højt, at det føltes som om at mine trommehinder sprang, lød. Det sendte en rystelse igennem hele bygningen, som var så voldsom at jeg væltede omkuld på gulvet. Cas blev heller ikke stående.

Og mens at vi lå der og roede på gulvet, gik endnu en eksplosion af, som denne gang fik loftet på værelset til at flække og styrte ned imod os.

Jeg rakte hånden op, og håbede for alt i verden at jeg var både hurtigt nok og stærk nok til at forhindre at vi blev begravet levende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...