The Fire Within Me 2

jeg blev vred, stiktosset og rasende. Som så mange gange før bragede det straks løs i mit indre, og jeg var kun få sekunder fra at give slip på mine enorme kræfter. "Sirena?" Kaldte Cas forsigtigt, og straks blev alt vreden væk. Som luft lukket ud af en ballon. "Ja Cas?" Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde venlig, så Cas ikke anede uråd. "Er der noget... far?" Spurgte han overrasket, da han kom ud fra badeværelset. Så det var hans far, som holdt mig indespærret her. Fed overraskelse. Hans far så mindst lige så overrasket på ham, og opdagede så at Cas stod halvnøgen. Hans skjorte lå stadigt på gulvet. Hans far kiggede nærmere efter, og så opdagede han sengen. Han brølede rasende: "Hvad fanden skal det her forestille?!"

9Likes
6Kommentarer
1260Visninger
AA

15. Reddet, indtil videre

Jeg måtte have bremset loftet, jeg måtte have reddet os. Ellers kunne jeg vel ikke ligge og tænke over det? Medmindre at man stadigt kan tænke, når man er død. Jeg kunne ikke rigtigt afgøre det, når jeg havde lukkede øjne. Så jeg åbnede dem.

Jeg havde reddet os! Men også kun lige. Stykkerne fra loftet svævede lige over os, usikre og ustabilt.

”Sirena, kan du flytte dig, uden at der sker noget?”

Spurgte Cas bekymret, og var allerede ved at kravle over til mig, fordi at han ikke ville efterlade mig. Jeg prøvede at flytte mine ben lidt, og straks bevægede det hele sig faretruende.

”Det… det tror jeg ikke.”

Sagde jeg, bange for at blive begravet under de mange stykker beton. Det fik bare stykkerne til at bevæge på sig igen. Jeg måtte koncentrere mig voldsomt, for at få dem til at stå stille igen.

”Bare bliv liggende. Rør dig ikke en centimeter. Så prøver jeg, om jeg kan trække dig ud.”

Bad Cas. Jeg ville nikke, men lod være. Det ville sikkert bare få stykkerne til at bevæge sig igen. Jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning, sådan som Athaniel havde sagt at jeg skulle. Jeg ignorerede at Cas hev mig over gulvet i min bluse, og at det skar mig i halsen. Jeg ignorerede at småstenene skar mig i ryggen.

”Næsten, vi er der næsten.”

Sagde Cas og hev mig udenfor døren. Jeg sukkede let, og huskede at hive benene til mig, da det hele styrtede sammen. Det gav et ordentligt brag. Jeg kom på benene, og sukkede lettet. Det havde været tæt på, meget tæt på.

”Skete der dig noget?”

Spurgte jeg bekymret Cas. Han rystede let på hovedet, og viste mig nogle småskrammer på sine arme, fra da han havde trukket mig ud.

”Kun småskrammer.”

Lovede han mig, og gav mig et kys på panden. Jeg smilede let, men kom så i tanke om at vi skulle videre. Inden vi blev fundet. Cas ville jo ikke kunne forsvare sig, hvis de begyndte at skyde efter os.

”Vi skal have fundet de andre, så hurtigt som muligt.”

Sagde jeg, Cas var enig og nikkede. Han tog min hånd, og viste vej. Jeg kendte den jo ikke. Jeg havde været dybt bevidstløs, da jeg var blevet bragt ned til mit værelse. Jeg kendte kun vejen til træningsområdet, og det var åbenbart den modsatte vej.

”Bare min far er uskadt.”

Mumlede Cas bekymret. Jeg nikkede, bare Athaniel var okay. Bare alle var okay, og ingen var kommet til skade i eksplosionen. Men det var bare ønsketænkning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...