The Fire Within Me 2

jeg blev vred, stiktosset og rasende. Som så mange gange før bragede det straks løs i mit indre, og jeg var kun få sekunder fra at give slip på mine enorme kræfter. "Sirena?" Kaldte Cas forsigtigt, og straks blev alt vreden væk. Som luft lukket ud af en ballon. "Ja Cas?" Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde venlig, så Cas ikke anede uråd. "Er der noget... far?" Spurgte han overrasket, da han kom ud fra badeværelset. Så det var hans far, som holdt mig indespærret her. Fed overraskelse. Hans far så mindst lige så overrasket på ham, og opdagede så at Cas stod halvnøgen. Hans skjorte lå stadigt på gulvet. Hans far kiggede nærmere efter, og så opdagede han sengen. Han brølede rasende: "Hvad fanden skal det her forestille?!"

9Likes
6Kommentarer
1262Visninger
AA

19. Prolog

”Så er jeg hjemme!”

Råbte jeg igennem huset, og hang mine nøgler på plads i nøgleskabet.

”Inde i stuen.”

Svarede Cas. Det var så dejligt at have fået vores eget hjem. Selvom vi havde været gift længe, så havde vi ikke fået lov til at flytte ud fra Athaniels hus, før at vi havde fundet det helt rigtige hus. Det lå i midten af byen, og var derfor det letteste at forsvare.

Efter angrebet, som vi havde afværget, så blev vi uundgåeligt opdaget. Det kunne ikke rigtigt skjules. Det spredte sig hurtigt på nettet, nyhedstationerne fik fat i information og det blev sendt døgnet rundt. Jeg valgte at stå frem, som en repræsentant.

De skyldige, de eneste som havde kendt til os førhen, var alle blevet fængslet for drabsforsøg, drab og diskrimination. Vi kunne nu bo sikkert i blandt resten af menneskerne. Det betød dog ikke helt at vi stolede på hinanden, så de fleste betvingere boede nu samlet i en stor by. Hope, eller håb som det bliver kaldt på dansk, hedder byen. Jeg håber at byen varer ved, at vi fortsat kan leve i sikkerhed i fremtiden.

Men hvis nogle vover at angribe byen, så får de sig en slem overraskelse. For ikke alene er mine kræfter vokset. Hver eneste betvinger, som bor i byen, har fået sin evne forøget af mit nærvær. Og selv hvis jeg dør, så forsvinder det ikke. Det er sikret.

”Hvordan gik det med Oprah?”

Spurgte Cas. Jeg trak på skuldrene. Det havde vel gået okay. Jeg gav ham et kys, og satte mig i sofaen.

”Jeg er blevet tilbudt et job.”

Tilføjede jeg. Cas forsøgte at se på mig, men i samme øjeblik som hans øjne forlod vores lille datter, forsøgte hun at sætte ild til katten.

”Serena, din lille bølle.”

Brokkede Athaniel sig, men kunne ikke rigtigt være sur på hende. Så han samlede hende op, og slukkede kattens hale, mens at den løb i sikkerhed.

”Ups.”

Klukkede hun bare uskyldigt, og sprællede grinende med arme og ben, da Athaniel kildede hende.

”Farfar, hold op.”

Sagde hun med en lille barnestemme. Det lød ikke helt rigtigt, men det kom nok. Hun var jo ikke så gammel endnu.

”Jeg sagde nej tak til borgmesterposten.”

Tilføjede jeg, og lænede mig træt tilbage i sofaen.

”Hvorfor?”

Spurgte Cas undrende. Jeg smilede drilsk, og drejede håndleddet, så han kunne se de to små mærker, som var ved at dukke op på mit håndled. Et blad og en vanddråbe.

”Tvillinger? Så bliver det her huset flået fra hinanden, når de bliver teenagere.”

Sagde Cas opgivende, men kyssede da min kind og holdt mig ind til sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...