The Fire Within Me 2

jeg blev vred, stiktosset og rasende. Som så mange gange før bragede det straks løs i mit indre, og jeg var kun få sekunder fra at give slip på mine enorme kræfter. "Sirena?" Kaldte Cas forsigtigt, og straks blev alt vreden væk. Som luft lukket ud af en ballon. "Ja Cas?" Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde venlig, så Cas ikke anede uråd. "Er der noget... far?" Spurgte han overrasket, da han kom ud fra badeværelset. Så det var hans far, som holdt mig indespærret her. Fed overraskelse. Hans far så mindst lige så overrasket på ham, og opdagede så at Cas stod halvnøgen. Hans skjorte lå stadigt på gulvet. Hans far kiggede nærmere efter, og så opdagede han sengen. Han brølede rasende: "Hvad fanden skal det her forestille?!"

9Likes
6Kommentarer
1285Visninger
AA

8. Jeg kan ikke lære mere om jord

”Siden at det gik så godt i går… hvad laver du her?!”

Spurgte træneren, og afbrød den sætning hun var i gang med. Hun skulede utilfreds til Cas, som roligt sad på samme plads som i går.

”Cas har fået lov til at være her, så længe jeg ønsker det.”

Svarede jeg sammenbidt. Jeg havde haft den diskussion med mine plejere i går aftes. De var ikke særligt imødekommende overfor Cas. Men jeg nægtede at give mig. Cas blev hos mig. Han havde jo ikke andre steder at tage hen. Det havde han selv indrømmet.

”Javel.”

Sagde træneren utilfreds, og valgt at ignorerer ham fuldstændigt. Hun pegede let på jorden.

”Siden at det gik så godt i går…”

Fortsatte hun.

”… så skal du i dag manipulere elementet, men uden at have noget mål.”

Forklarede hun, og formede en lille søjle, som hurtigt rejste sig fra jorden, så den blev højere og højere. Jeg tøvede kort, men huskede så at Cas holdt øje med mig. Det var som om at bare tanken om ham, fik mine enorme kræfter til at slappe af. Så jeg efterabede let hendes håndbevægelse, og en søjle, større end hendes, skød op af jorden. Jeg jublede, og træneren så målløst på søjlen.

”Godt. Det er også sværest at få det under kontrol, men når man først har gjort det, så er resten let.”

Sagde hun, og lød som om at det hele var hendes fortjeneste. Hvilket det ikke var. Det var Cas’. Hun gav sig til at snakke videre om hvordan hun havde lært det, og bla bla bla. Jeg hørte ikke efter. Jeg var ved at lave forskellige skulpturere af jorden.

”Og så hvis du vil prøve at forme forskellige…”

Begyndte hun, og så ned på de mange små, men utroligt detaljerede figurer jeg havde lavet allerede.

”Åh.”

Udbrød hun, og blev stille. Jeg trak hænderne i vejret, og en enorm jordklump rejste sig. Bare for sjov, så forestillede jeg mig den engletegning, som jeg havde lavet af Cas. Næsten som om at jeg tegnede i jorden med mine hænder, men uden at røre det, dirigerede jeg. Og klumpen tog form. Før at jeg egentligt blev helt klar over det, så var den færdig. Og der sad en engel på en sten, som jeg havde trukket med op. Den smilede Cas’ typiske drengende smil. For at være en klump jord, så så den ret charmerende ud.

”Helt utroligt.”

Hviskede træneren, og bukkede let for mig. Jeg så forvirret på hende.

”Jeg kan ikke lære dig mere. Du kan allerede dette, og det overgår langt mine evner.”

Sagde hun, og rakte hånden ud imod den engel jeg havde lavet.

”Skal jeg så ikke træne jord mere?”

Spurgte jeg forvirret. Hun nikkede let.

”Jo, men på egen hånd fremover. Jeg kan som sagt ikke lære dig mere.”

Sagde hun, og bukkede igen, inden at hun gik. Det betød vist, at jeg bare kunne træne selv nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...