The Fire Within Me 2

jeg blev vred, stiktosset og rasende. Som så mange gange før bragede det straks løs i mit indre, og jeg var kun få sekunder fra at give slip på mine enorme kræfter. "Sirena?" Kaldte Cas forsigtigt, og straks blev alt vreden væk. Som luft lukket ud af en ballon. "Ja Cas?" Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde venlig, så Cas ikke anede uråd. "Er der noget... far?" Spurgte han overrasket, da han kom ud fra badeværelset. Så det var hans far, som holdt mig indespærret her. Fed overraskelse. Hans far så mindst lige så overrasket på ham, og opdagede så at Cas stod halvnøgen. Hans skjorte lå stadigt på gulvet. Hans far kiggede nærmere efter, og så opdagede han sengen. Han brølede rasende: "Hvad fanden skal det her forestille?!"

9Likes
6Kommentarer
1243Visninger
AA

17. Den smeltede pistol

”Hjælp hende hen til hvor vi fandt din far, han er på vej derhen. Jeg vil se om jeg ikke kan fjerne barrikaden.”

Beordrede jeg Cas, som hjalp den tilskadekomne kvinde på benene. Han nikkede, og skyndte sig af sted. Jeg begyndte at fjerne den enorme bunke af beton, forvredet metal og andet indhold fra loftet, som var faldet ned. Det lå og spærrede vejen ind til nogen andre, som jeg kunne mærke. De havde ingen anden vej ud, og jeg måtte hjælpe dem. Jeg var så fokuseret på opgaven, at jeg ingenting opdagede, før at jeg kunne mærke mundingen på en pistol, blive presset imod min nakke.

”Rør dig, bare en lille smule, Sirena, og jeg blæser hovedet af dig. Jeg er ret ligeglad med at du skal fanges i live, efter hvad du har gjort ved mig.”

Jeg genkendte stemmen, trods den hæshed og raseri, som næsten havde gjort den ukendelig. Det var ham, som jeg havde kaldt far engang. Men jeg ville ikke give ham glæden ved at slå mig ihjel, så jeg blev stille stående. Han rev mig tilbage, og væltede mig omkuld på gulvet.

”Se mit ansigt. Se hvad du har gjort mig til!”

Råbte han vredt, og fremvist sit skamferede ansigt, fra da jeg havde brændt ham. Hvor ironisk, når ilden var det eneste som kunne redde mig lige nu. Luft ville kunne vælte ham omkuld, men så kunne pistolen alligevel affyres og slå mig ihjel. Der var ingen vandrør i nærheden, og jorden var for langt væk til at jeg kunne nå den. Men ilden, den var for farlig at bruge, når der var nogen fanget lige bag barrikaden. Jeg kunne risikere at gøre dem ondt. Så jeg lukkede øjnene, og forberedte mig på at dø. Jeg strøg let mit modermærke, som for at huske første gang at Cas og jeg havde mødtes. Men jeg kunne pludseligt ikke finde det, og slog øjnene op for at se efter. Men det var væk!

”Tid til at dø, kælling.”

Sagde han vredt, og affyrede pistolen. Men kuglen smeltede blot, så snart at den kom i nærheden af mig. Og det var ikke mig som gjorde det. Han affyrede igen, samme resultat. Jeg mærkede efter, og fandt en ildbetvinger, som kom løbende. Men det var ikke Cas’ far. Det var Cas! Og han var ret godt gal, over at jeg blev angrebet. Hvilket jeg nu kunne se for mine egne øjne, da pistolen blev så varm at den smeltede. Jeg hev i en bevægelse, som fik luften til at kaste en betonblok i hovedet på ham, som jeg havde kaldt far. Han kollapserede, og blev liggende. Jeg for op, for at bremse Cas og få ham til at slappe af.

”Sirena!”

Råbte han bekymret. Jeg slog straks armene om ham, da han kom om hjørnet.

”Cas, det er okay. Jeg er okay.”

Hviskede jeg, men han faldt stadigt ikke til ro. Så jeg stillede mig på tæer, så jeg kunne nå op og nå hans læber. Han greb mig i et overvældende kys, og holdt mig tæt.

”Jeg var så bekymret, da de sagde at nogen var sluppet igennem.”

Hviskede han, og kyssede mig igen. Der blev let rømmet bag os, så Cas modvilligt slap mig. Hans far var endeligt nået frem.

”Hvem smeltede pistolen?”

Spurgte Athaniel undrende, og sparkede let til den klump metal, som engang havde været en pistol.

”Cas.”

Svarede jeg lykkeligt, og kyssede ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...