The Fire Within Me 2

jeg blev vred, stiktosset og rasende. Som så mange gange før bragede det straks løs i mit indre, og jeg var kun få sekunder fra at give slip på mine enorme kræfter. "Sirena?" Kaldte Cas forsigtigt, og straks blev alt vreden væk. Som luft lukket ud af en ballon. "Ja Cas?" Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde venlig, så Cas ikke anede uråd. "Er der noget... far?" Spurgte han overrasket, da han kom ud fra badeværelset. Så det var hans far, som holdt mig indespærret her. Fed overraskelse. Hans far så mindst lige så overrasket på ham, og opdagede så at Cas stod halvnøgen. Hans skjorte lå stadigt på gulvet. Hans far kiggede nærmere efter, og så opdagede han sengen. Han brølede rasende: "Hvad fanden skal det her forestille?!"

9Likes
6Kommentarer
1288Visninger
AA

10. Den overlækre Cas

”Kom.”

Jeg klappede let på sengen, hvor jeg havde smidt mig. Cas tøvede let, men satte sig.

”Nej, lig dig ned. Det er ved at være aften, og du får ikke lov til at sove på gulvet igen.”

Vrissede jeg utilfreds, men mine kræfter rørte sig ikke, som de ellers ville. Bare Cas var i nærheden, så holdt de sig i ro. Det måtte jeg egentligt til at få en forklaring på.

”Du, Cas?”

Spurgte jeg derfor. Han nikkede let.

”Hvorfor kan du egentligt få mig til at falde til ro, når ingen andre kan?”

Han svarede ikke, så jeg troede ikke at han helt forstod det.

”Altså, det er bare fordi at når der normalt går ild i mig, så er der ingen, som kan komme i nærheden af mig. De flygter nærmere i den anden retning. Men bare at du rør mig, så forsvinder flammerne, næsten som om at de ikke vil gøre dig ondt.”

Forklarede jeg. Cas tog min hånd, og strøg den blidt, så han afbrød mig.

”Ikke de, Sirena. Du. Du vil ikke gøre mig ondt.”

Rettede han på mig. Jeg ville ikke gøre ham ondt, selvfølgeligt. Men jeg ville heller ikke gøre de andre ondt, og det gjorde jeg alligevel.

”Jamen…”

Ville jeg protestere, og satte mig op. Cas slap min hånd, og lagde en finger på mine læber.

”Sh… søde, søde Sirena.”

Tyssede han hviskende på mig, og lænede sig frem. Han flyttede lynhurtigt sin finger, og kyssede blidt mine læber. Det var næsten som om at der gik elektrisk stød igennem mig. Hvilket der nok også gjorde, for pludseligt sprang den tændte pære i min natbordslampe. Cas trak sig lidt væk.

”Forstår du?”

Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde sprunget en pære, og hvad så? Det var ikke just noget helt vildt. Han greb min hånd igen.

”Du kan lide mig.”

Sagde han. Jeg fik røde kinder. Hvordan vidste han det? Var det så åbenlyst? Han strøg mit lille flamme-formede modermærke på armen.

”Og grunden til at du ikke kan gøre mig ondt, at ilden slukkes, når jeg rører dig… Det er fordi at jeg elsker dig, og du elsker mig. Du har bare ikke indset det endnu.”

Forklarede Cas. Jeg bed tøvende mig selv i tunge. Var det her en drøm? Havde den overlækre Cas lige sagt, at han elskede mig?

”Det var derfor at Eline var så vred på mig.”

Udbrød jeg. Cas nikkede.

”Hun indså det, i samme øjeblik da jeg kom med dig. Der var du stadigt i brand, men dine flammer gjorde mig intet. Hun var venlig imod dig til sidst, fordi at hun endeligt opgav at benægte det. At hun lod mig gå.”

Forklarede Cas. Nu havde jeg helt vildt lyst til at kysse ham, men jeg var bange for at springe resten af pærerne, så jeg lod være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...