The Fire Within Me 2

jeg blev vred, stiktosset og rasende. Som så mange gange før bragede det straks løs i mit indre, og jeg var kun få sekunder fra at give slip på mine enorme kræfter. "Sirena?" Kaldte Cas forsigtigt, og straks blev alt vreden væk. Som luft lukket ud af en ballon. "Ja Cas?" Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde venlig, så Cas ikke anede uråd. "Er der noget... far?" Spurgte han overrasket, da han kom ud fra badeværelset. Så det var hans far, som holdt mig indespærret her. Fed overraskelse. Hans far så mindst lige så overrasket på ham, og opdagede så at Cas stod halvnøgen. Hans skjorte lå stadigt på gulvet. Hans far kiggede nærmere efter, og så opdagede han sengen. Han brølede rasende: "Hvad fanden skal det her forestille?!"

9Likes
6Kommentarer
1256Visninger
AA

3. De pinlige tegninger

Jeg vendte mig i sengen, og forsøgte på at sove videre. Jeg kunne høre Cas’ vejrtrækning. Han var ikke så langt væk fra sengen. Jeg havde det bedre nu, og så havde jeg bestemt ikke lyst til at blive råbt af. Ikke når jeg havde haft det dårligt så længe, fordi at de dumme plejere ikke ville give mig mine piller.

Men jeg kunne ikke lade som om at jeg sov for evigt, så jeg blinkede let, som om at jeg kun lige var ved at vågne. Og så så jeg på Cas.

Han lagde slet ikke mærke til mig. Han sad og kiggede i min tegneblok. Han virkede fordybet i mine tegninger, helt fjern. Så jeg rettede mig let, og så gik det op for mig hvad han kiggede på. Møg, han havde lige præcist fundet de tegninger, som jeg havde forsøgt at gemme. Tegningerne af ham, af de rare grå øjne.

”Sådan ser jeg da ikke ud.”

Sagde Cas pludseligt, og var altså klar over at jeg var vågen. Han pegede let på en tegning, som jeg straks ønskede at jeg havde smidt ud. Jeg rev tegneblokken til mig, og smed den straks ind under min hovedpude, som jeg stædigt lagde mig ovenpå. Han skulle bestemt ikke have fingrene i dem igen, specielt ikke den tegning, hvor jeg havde tegnet ham som en engel. Det var simpelthen for pinligt.

”Hvad vil du?”

Spurgte jeg, og så væk. Nu måtte han snart begynde at råbe af mig. Men han sagde ikke noget.

”Du skulle være kommet i sidste uge i stedet for.”

Mumlede jeg ned i hovedpuden.

”Hvorfor?”

Spurgte Cas undrende, og lagde hovedet let på skrå.

”Fordi at der havde jeg fødselsdag, og det var en lorte dag. Imellem at jeg satte ild til en af mine trænere, og at jeg var ved at kaste mine indvolde op, på grund af et anfald. Hvilket var plejernes skyld, fordi at de mente at jeg trængte til noget sollys. Lige der imellem, og de ikkeeksisterende tillykke med fødselsdagen, så ville du passe perfekt ind med dit råberi.”

Forklarede jeg surt, og ønskede pludseligt at jeg kunne trylle Cas op på månen, så han kunne sidde deroppe og råbe. I stedet for af mig.

”Hvem siger at jeg vil råbe af dig?”

Spurgte Cas undrende. Jeg så på ham, som om at han var idiot.

”Øhm hallo… Er der nogen hjemme på første etage? Jeg fik Julie slået ihjel.”

Spurgte jeg, og mærkede straks et stik i hjertet, ved tanken om søde lille Julie.

”Det var ikke din skyld.”

Sagde Cas forsigtigt. Jeg så igen på ham, som om at han var idiot.

”Skal jeg fortælle dig hvad var min skyld? At de mænd døde. Godt havde de fortjent en røvfuld, men de havde ikke fortjent at dø på den måde. Og da slet ikke at blive dræbt af en teenager, som ikke kunne styre sit raseri.”

Sagde jeg surt, og lagde hovedet ned i puden. Mit hjerte gjorde ondt igen, bare af at tænke på det. Så jeg forsøgte at skubbe det væk, og det gjorde det bare værre. Jeg havde lyst til at græde igen, men så ville plejerne straks omringe mig og tilbyde mig alt mellem himmel og jord, og det gad jeg ikke at høre på. Så jeg holdt det tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...