The Fire Within Me 2

jeg blev vred, stiktosset og rasende. Som så mange gange før bragede det straks løs i mit indre, og jeg var kun få sekunder fra at give slip på mine enorme kræfter. "Sirena?" Kaldte Cas forsigtigt, og straks blev alt vreden væk. Som luft lukket ud af en ballon. "Ja Cas?" Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde venlig, så Cas ikke anede uråd. "Er der noget... far?" Spurgte han overrasket, da han kom ud fra badeværelset. Så det var hans far, som holdt mig indespærret her. Fed overraskelse. Hans far så mindst lige så overrasket på ham, og opdagede så at Cas stod halvnøgen. Hans skjorte lå stadigt på gulvet. Hans far kiggede nærmere efter, og så opdagede han sengen. Han brølede rasende: "Hvad fanden skal det her forestille?!"

9Likes
6Kommentarer
1252Visninger
AA

5. Cas' skæbne

Det føltes som om at jeg havde grædt en evighed. Mine øjne gjorde helt ondt, fordi at jeg havde grædt så mange tårer. Alt imens at Cas havde forsøgte at trøste mig. Da han var løbet tør for ord, holdt han bare om mig. Endeligt stillede min gråd langsomt af.

”Er det bedre nu?”

Spurgte Cas forsigtigt, og lå med hovedet, hvor min hovedpude havde lagt tidligere. Jeg rystede på hovedet, så Cas så bekymret på mig.

”Men det er så godt, som det kan blive i øjeblikket.”

Tilføjede jeg, og var blevet klar over at jeg lå på sengen sammen med Cas, meget tæt. Hans arme omkring mig, som om at han aldrig ville slippe igen. Det var så forkert.

”Slip mig.”

Sagde jeg, men det blev til en hvisken, for jeg havde ikke lyst til at han skulle slippe mig. Han så undrende på mig, men løsnede da let sit greb. Han gav dog ikke helt slip.

”Hvorfor?”

Spurgte han undrende, som om at han ikke kunne se noget forkert i det. Og det var bestemt forkert. Meget forkert, for han var jo gift med Eline.

”Fordi du er gift, din klovn.”

Sagde jeg, og rullede med øjnene. Han fik straks et forpint udtryk, og satte sig op i sengen. Han så helt forkert ud i ansigtet, så jeg satte mig op.

”Hvad er der?”

Spurgte jeg, da han så væk. Han svarede ikke, så jeg spurgte igen.

”Hvad er der?”

Jeg vred hans ansigt op, da han igen ikke svarede. Han lignede pludseligt en ynkelig hundehvalp, som var blevet sparket. Og jeg brød mig ikke om det. Jeg havde lyst til at slippe mine kræfter løs på den person, som havde gjort Cas ked af det. Men det ville være en dum ide, så jeg forsøgte at glemme det.

”De tog børnene fra os.”

Svarede Cas endeligt.

”Hvad?!”

Spruttede jeg uforstående. Cas og Eline var da de perfekte forældre, i hvert fald hvad jeg havde set.

”De mente ikke længere at det er sikkert at overlade dem i mit ansvar, når jeg er… evnesvag.”

Sagde Cas trist. Jeg så på ham med åben mund. Godt nok var Cas evnesvag, men han havde da været en perfekt far for børnene.

”Og tja… Børnene var den eneste grund til at Eline og jeg blev sammen. Så vi er blevet skilt nu. Det var en af grundene til at jeg kom her. For at underskrive papirerne.”

Svarede Cas, og så utilpas ned i sengebetrækket. Jeg så på ham, med åben mund og det hele, det kunne da ikke passe. Det kunne det bare ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...