The Fire Within Me 2

jeg blev vred, stiktosset og rasende. Som så mange gange før bragede det straks løs i mit indre, og jeg var kun få sekunder fra at give slip på mine enorme kræfter. "Sirena?" Kaldte Cas forsigtigt, og straks blev alt vreden væk. Som luft lukket ud af en ballon. "Ja Cas?" Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde venlig, så Cas ikke anede uråd. "Er der noget... far?" Spurgte han overrasket, da han kom ud fra badeværelset. Så det var hans far, som holdt mig indespærret her. Fed overraskelse. Hans far så mindst lige så overrasket på ham, og opdagede så at Cas stod halvnøgen. Hans skjorte lå stadigt på gulvet. Hans far kiggede nærmere efter, og så opdagede han sengen. Han brølede rasende: "Hvad fanden skal det her forestille?!"

9Likes
6Kommentarer
1277Visninger
AA

1. Cas

Der blev let banket på min dør. Jeg fnøs, og i ren arrigskab, kom jeg til at kaste min hovedpude efter døren. Hvilket var mega irriterende, for så kunne jeg ikke gemme hovedet ned i den. Jeg fnøs i arrigskab igen, da det fortsat bankede på døren.

”Skrid!”

Skreg jeg, og fortrød det straks. Mit hoved hamrede som aldrig før. Det føltes som om at min migræne forsøgte at tage livet af mig. Jeg hørte hvisken ude foran døren. Det var sikkert en af mine åndede plejere, som var grunden til at jeg lå og led lige nu. For uha, hvad nu hvis migrænepillerne var farlige for mig?

Og på grund af det, lå jeg nu i min seng og kunne knap bevæge mig uden at det gjorde ondt. Idioter. Godt nok hadede jeg træning helt vildt, men det ville jeg hellere. Selvom mine trænere var endnu mere åndssvage end mine plejere. Ej, hvor jeg bare hadede dem alle sammen.

”Sirena. Du har besøg.”

Lød stemmen over højtaleranlægget, og mindede mig på at de havde installeret det, fordi at de var blevet klar over hvor hidsig jeg kunne blive. Men det var altså ikke min skyld, at den åndede plejer ikke kunne holde fingrene for sig selv og ude af mit tøj. Jeg var kommet til at blæse hende ud af værelset, så hun slog sig. Men i det mindste havde jeg ikke sat ild til hende, som jeg havde gjort med en af mine trænere. Så hørte jeg døren blive åbnet, og det fik straks mine enorme kræfter til at røre på sig. De vidste bedre end at forstyrre mig, når jeg lå syg.

”Skrid.”

Bad jeg, og følte mig på randen af gråd. Jeg havde været her i en måned snart, og selvom jeg næsten altid var omringet af folk, så har jeg aldrig følt mig mere alene. Men sådan er det, når man har besluttet sig for at føle igen. Og det kan jeg ikke tage tilbage. Det rum, som jeg havde i mit indre er væk. Blæst til småstykker, da jeg slap det hele løs. Hvis jeg tænker for meget over tingene, for meget over hvorfor jeg ligger her, som en fugl i et gyldent bur, så bliver jeg helt dårlig indeni.

”Må jeg ikke godt blive? Det har krævet en del for at jeg måtte besøge dig.”

Blev der forsigtigt spurgt. Jeg så op fra sengen, nærmest i en form for chok.

”Ca… Cas?”

Spurgte jeg, og ville for et kort øjeblik ikke tro på at det var ham, som stod i min værelsesdør. Han nikkede let, så jeg bemærkede den hånd, som en af min plejere havde om hans arm.

”Slip ham.”

Knurrede jeg nærmest, og straks slap plejeren, bange for at tiltrække sig min vrede. Men lige nu gjorde det for ondt, så jeg sank sammen på sengen igen. Cas fik lov til at komme ind til mig. Hans sko imod gulvet, var næsten som pistolskud i mit hoved, det larmede så meget. Han satte sig forsigtigt på sengekanten, og mærkede på min pande.

”Kan i ikke gøre jer selv nyttige og hente hendes piller?”

Spurgte Cas, og lød sur over at jeg lå og havde ondt, og at de ikke havde gjort noget ved det. Plejeren, som havde holdt ved ham, så ud til at ville protestere.

”Den diskussion har vi haft. Hent hendes piller.”

Sagde Cas sammenbidt, så jeg forstod at han var virkeligt sur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...