Stjerneskuddet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 29 sep. 2013
  • Status: Igang
Gabriella er en helt normal pige. Hun er skilsmissebarn og bor derfor kun sammen med sin mor, som måske ikke er helt i orden i hovedet. Men en dag møder hun en fyr, som siger hun er klar. Men hvad er hun klar til? Følg med i denne novelle, hvor Gabriella, med hovedet først, bliver kastet ind i en verden, der ikke er helt som vores. En verden hvor liv og død betyder alt. Men er hun virkelig klar til det?

44Likes
61Kommentarer
1778Visninger
AA

8. Kapitel 6 - Daten

Lige da hun skulle til at gå ud af døren, faldt hendes blik på en lille åbning i væggen. Godt nok havde hendes mor alle mulige grunde til at gemme ting væk, men at lave et hul i væggen, var måske lige i overkanten. Hun puffede forsigtigt lågen fra og stak hånden ind i hulet.

Det kradsede i hendes fingre, da hun rørte en ru overflade. Hun hev en brun læder bog ud af hulet. Hendes førte indskydelse var, at det var en bog hendes mor var mindre stolt af, men der stod ingen titel, ingen forfatter og bagsideteksten var der heller ikke.

Hun åbnede den, den gav sig knagende. De første sider stod der ikke noget på, men så kom hun til kapitel 1, som rystede hende så meget, at hun tabte bogen og fór hen til døren. Udenfor dyttede en bil, med rystende hænder åbnede hun døren og gik ud i kulden.

Jay sad i en kulsort bil og vinkede til hende, hun tvang sig selv til at vinke igen, mens hendes tænker kværnede om bogen. Hvorfor havde hendes mor den bog? Hvorfor havde hendes mor aldrig sagt noget om det?

”Hej, kom ind, kom ind. Du fryser jo ihjel derude,” smilede Jay skævt og blinkede til hende.

”Hej,” mumlede hun bare og satte sig ind. For hendes indre blik kunne hun se overskriften på kapitel 1.
Gabriellas magiske evner – del 1.

”Nåh, hvad laver du så udover skolen?” spurgte Jay, da de havde sat sig ved et bord, men kun Gabs krop var til stedet. Hendes hjerne arbejde på højtryk. Vidste hendes mor, at hun havde magiske evner? Men så måtte Gab lige tænke sig om, for hun havde da ikke magiske evner, vel? Scenen med vaserne kom hele tiden op i hendes hoved.

Der findes da ikke magi, det var unaturligt, det var ikke rigtigt. Det passede bare ikke ind, men alligevel sagde noget af hendes hjerne fra. Måske var der mennesker med magiske evner – andre vidste bare ikke til dem?

”Hallo?” Gab blinkede hurtigt med øjnene og kigge på Jay, som sad og afventede et svar fra hende. Hvad var det nu havde han spurgt om? Nåh ja.

”Øhm, ikke rigtig noget.” Hvis der fandtes magi, var der så også magiske væsner? Et billede af en smuk hvid enhjørning kom frem, men blev så skubbet væk af billedet af en ækel trold. Hun rystede på hovedet, det håbede hun ikke. Igen gik det op for hende, at Jay havde spurgt om noget.

”Undskyld hvad?” Hun gav sig mentalt en lussing, det var ikke noget hun skulle tænke over nu, nu måtte hun bare overleve aftenen.

”Er du okay?” Han sendte hende et bekymrende blik, men der var alligevel en snerren i hans stemme, som fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.

”Ja, jeg har det fint. Undskyld, jeg er bare lidt… Jeg har lidt… hovedpine.” Hun sendte ham et undskyldende blik.

”Jeg har hørt om det med din mor, det er jeg ked af.” Hvor vidste han det fra? Sam selvfølgelig. Gab kiggede væk fra hans øjne, hun kunne ikke klare den medlidenhed, der lyste ud af hans øjne, det var ikke det hun havde brug for.  Hun kiggede ned på maden. Maden? Havde han allerede bestilt? Havde de allerede fået maden? Hvor længe havde hun været væk? 

”Det ser lækkert ud, kommenterede hun sagte.

”Ja, jeg bestilte bare, du var ikke lige helt vågen.” Hun kunne mærke sine kinder blive varme.

”Det er jeg ked af,” mumlede hun ubevidst, hendes tanker var allerede på vej tilbage til bogen og dens hemmeligheder.

”Det er okay, kender du til magi?” Straks blev hun bevidst igen.

”Undskyld hvad?” En svagknude begyndte i hendes mave, hun var ikke sikker på, om det var godt eller dårligt.

”Kender du til håndbold?” En svag trækning var begyndt ved hans læber, han var ved at blive irriteret og sur.

”Øh, ja selvfølgelig.” Hun var ved at blive skør, nu hørte hun også andre snakke om magi, selvom de slet ikke gjorde. Hun ville komme på den lukkede afdeling, hun ville dø alene.

Alle mulige billeder af sindssyge bag lukkede døre, blod på væggen og lig hængende i reb skaber kaos i hendes indre, hun har lyst til at græde, men samtidig skyder vreden igennem hendes blod. Hvordan kunne hendes mor holde det hemmeligt for hende? En skramlen fandt vej gennem billederne, Jay var ved at rejse sig op.

”Hvad… Hvad laver du?” Hun kiggede panisk på ham, havde hun sagt noget af det højt?

”Maden er betalt.” Han skulede til hende, inden han rystede på hovedet. ”Det her var en dårlig ide, undskyld.”

”Nej, nej, undskyld. Det er min skyld, jeg…” Hun ledte efter en undskyldning. ”Det er alt det med min mor, det er ikke sikkert hun overlever.” Hun mærkede Jays blik på sig, han troede ikke på hende.

”Sam sagde, hun var uden for livsfare?” Pis, hvorfor skulle Sam også fortælle ham alt?

”Øhm… Jeg fik en opringning her tidligere, øh, hun havde fået øh … det værre.” Hun kunne have slået sig selv, hvorfor forsvarede hun sig? Hun ville jo ikke se ham mere, vel?

”Det er jeg ked af at hører, det må du undskylde.” Han rakte armen frem, men lod den akavet falde ned igen.

”Skal jeg ikke køre dig hjem?” Hun sendte ham et lille smil.

”Jo tak.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...