Stjerneskuddet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 29 sep. 2013
  • Status: Igang
Gabriella er en helt normal pige. Hun er skilsmissebarn og bor derfor kun sammen med sin mor, som måske ikke er helt i orden i hovedet. Men en dag møder hun en fyr, som siger hun er klar. Men hvad er hun klar til? Følg med i denne novelle, hvor Gabriella, med hovedet først, bliver kastet ind i en verden, der ikke er helt som vores. En verden hvor liv og død betyder alt. Men er hun virkelig klar til det?

44Likes
61Kommentarer
1731Visninger
AA

7. Kapitel 5 - Aftalen

Gabriella vågnede ved lyden af et vækkeur. Pokkers, hun havde glemt at slukke det i går aftes, da hun gik i seng. Hun lod sig falde tilbage i sengen med et suk, men lige meget hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke falde i søvn igen.

Dybt frustreret rejste hun sig fra sengen og kiggede rundt i værelset. Det havde været hendes hjem de sidste 5 år, og der havde altid været en af hendes forældre hjemme. Nu var der ingen. Det skabte en underlig ro over stedet, som hun ikke brød sig om.

Hun ville hellere have haft lyden af flakser, der kirrede mod hinanden, end denne stilhed. På sit natbord havde hun et billede af hende, hendes mor og hendes far. De smilede alle tre. Et smil fandt vej frem til Gabs læber, hun kunne tydeligt huske den dag.

Det havde været den bedste dag i hendes liv. De var kørt ned til den nye zoologiske have, selvom de ikke havde penge til det. Men da Gab havde fødselsdag, og det var hendes eneste ønske, gav hendes forældre sig. De havde set så mange spændende og eksotiske dyr, at hun var helt overvældet. Billedet var taget på en bakke med udsigt over alle burene og dyrene i dem.  Gab falder ud af mindet, da hendes mobil brummer.

Hej, vi kan ikke være sammen i dag alligevel. Sorry. Gab kigger mistænksom på beskeden. Det lignede ikke Sam at aflyse noget.

Hvad er der sket? I mens hun venter på svaret, begynder hun at rydde op på værelset. Chipsene og slikket fra i går er faldet ned fra bordet og flyder rundt på gulvet. 

Du kan godt droppe mit mål. Hvilket mål? Sam havde da aldrig haft et mål i hele sit liv.

Hvilket mål? Chipsene havde lavet mærker på gulvtæppet, Gab sukkede irriteret. Det var ikke lige en dag, hun havde tænkt at bruge på rengøring.

Mit mål med Jay. Øh nej. Lige så snart Jay blev nævnt kunne det ikke være godt nyt.

Som gik ud på? Gab var stadig ikke med, men hun var heller ikke sikker på, at hun rent faktisk ville vide det.

At få Jay til at blive interesseret mig. Gab undertrykte en fnisen, det kunne da ikke være hendes alvor.

Hvordan gjorde du så det? Selvom hun hårdt prøvede på det, kunne hun ikke holde et grin tilbage. Det var bare typisk Sam.

Ved at drikke ham fuld og sove med ham. Gab tabte både næse og mund, havde hun…

Gik du i… seng med ham? Hun havde virkelig ikke lyst til at vide det, men alligevel kunne hun ikke lade være med at spørge.

Ja, er det er problem? Nej. Men alligevel kunne Gab mærke sit hjerte briste, som en tynd pil havde boret sig igennem det. Men hvorfor? Inden hun nåede at svare, kom der en ny besked fra Sam.

Han vågner nu, ses! Med et lettet suk lagde Gab mobilen fra sig, hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle være kommet ud af den samtale uden at miste et ben eller to på vejen. Efter en time havde hun fået fjernet sporene efter chipsene på gulvtæppet, alligevel havde hun først nået at sætte sig, da hendes mobil brummede igen.

”Hej Sam, jeg gider ikke høre de saftige detaljer fra din hotte nat, ellers tak. Jeg har bedre ting at tage mig til,” sagde hun ind i røret, uden at tjekke hvem der ringede. Hun regnede bare med, at det var Sam.

”Øh, ringer jeg på et dårligt tidspunkt?” En sød drenget stemme lød i røret. Et øjeblik kunne hun ikke sætte et ansigt på stemmen, men så kom ansigtet frem. Jayden. Lige der, banede hun sig selv for ikke at tjekke, hvem der ringede. Hun ville slet ikke snakke med ham og hvad ville han ikke sige til de ting, hun lige fremlagde?

”Øh nej…” Endte hendes svar med at være.

”Fortæller Sam dig alt?”

”Nogenlunde, hvorfor?”

”Det var et uheld, jeg var fuld og … Det skulle bare ikke være sket.” Hun løftede sigende øjenbrynene, men kom i tanke om, at han ikke kunne se hende.

”Det er ikke nogen undskyld.” Hendes stemme lød hård. Alt for hård. Det var jo ikke meningen, at hun skulle skælde ham ud. Det var hans eget valg, og det havde jo slet ikke noget med hende at gøre, men alligevel mærkede hun igen stikket i hjertet efter en pind.

”Nej, jeg ved det godt.” Han holdt en pause. ”Jeg er bare ked af det, hun var ikke den, jeg bedst kunne lide af pigerne på skolen.” Igen blev en pind stykket i hendes hjerte.

”Og hvem er det så? Hvis jeg må spørge.”

”Dig, Gabriella.” Hun kunne føle varmen på hendes kinder, hjertet der hoppede af glæde og smilet på sit ansigt.

”Det er bare noget du siger.” Det var noget forkert hun følte, han var jo… dej. Væmmelig. Han var væmmelig, det var det, han var.

”Nej, lad mig bevise det. Vil du, Gabriella, tage på en date med mig i aften?” Igen kunne hun mærke sit hjerte hoppe hurtigere og hurtigere, frem og tilbage. Nej, det var ikke rigtige følelser, hun kunne ikke. Han havde brug for hende, på en eller anden måde, som var alt andet end normalt.

Pludselig kom hun i tanke om de flyvende vaser, dem havde hun ellers glemt alt om. Mon det havde noget med ham at gøre? Nej, det kunne det ikke. Han og alle andre mennesker på jorden anede intet om magi, og det var helt sikkert bare noget hun havde drømt.

”Er du der stadig?” spurgte han, og rev hende ud af hendes tanker.

”Øh ja.”

”Vil du så med i biografen?” Biografen. Der ville være andre mennesker, men der ville være mørkt. Nej, nu stoppede det, hun var jo ved at blive paranoid. 

”Ja, det vil jeg gerne,” sagde hun til sidst, i hvert fald bare for at overbevise sig selv om, at hun sagtens kunne klare en date med en helt normal fyr.

”Det lyder godt, jeg henter dig klokken 7.” Med de ord lagde han røret på, og lod hende stå tilbage med et væv af spørgsmål. Hvad havde hun gjort? Hvad havde hun sagt ja til? Med stive bevægelser fik hun lagt mobilen tilbage på bordet. Var hun rigtig klog?

Nej, det var hun ikke, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Nu måtte hun bare gøre sig klar og overleve på bedst mulig måde. Et ”held og lykke” var lige, hvad hun havde brug for, men det ville aldrig komme, hun måtte leve uden.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...