Stjerneskuddet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 29 sep. 2013
  • Status: Igang
Gabriella er en helt normal pige. Hun er skilsmissebarn og bor derfor kun sammen med sin mor, som måske ikke er helt i orden i hovedet. Men en dag møder hun en fyr, som siger hun er klar. Men hvad er hun klar til? Følg med i denne novelle, hvor Gabriella, med hovedet først, bliver kastet ind i en verden, der ikke er helt som vores. En verden hvor liv og død betyder alt. Men er hun virkelig klar til det?

44Likes
61Kommentarer
1731Visninger
AA

6. Kapitel 4 - Hospitalet

I sin forvirring fik hun øje på et stykke papir på en af de sorte borde.

Hej Gabriella, vi kunne ikke få fat på dig via. din mobil, men din mor er kommet på skadestuen. Hendes situation er ikke kritisk, men du bedes ringe til nummeret i bundet. Bare så vi ved, at du er ok og ikke undrer dig over, hvor din mor er henne. Venlig hilsen Jonathan Carter.

Hun lagde rystende sedlen tilbage på bordet, inden hun fiskede sin mobil op af lommen og tastede nummeret ind.

”Hej, de har ringet til…” Begyndte en lys kvindestemme efter tre bip.

”Ja hej, jeg er Gabriella, datter til Lily? Kan du sige mig, hvordan hun har det?” Gab kiggede sig omkring, hvis hendes mor kom hjem snart, måtte hun have ryddet op først.

”Hej,” sagde kvinden efter en lang tøven. ”Hun har det bedre. Hun kan komme hjem i morgen, men du kan se hende nu, hvis du vil.”

”Jeg kommer forbi om en times tid.” Uden at give kvinden tid til at svare, lagde hun på. Efter et par dybe vejrtrækninger fandt hun rengøringsmidlerne frem. Hendes mor satte står pris på et rent hus, så det ville være en god hjemkomstgave.

Da hun en time senere parkerede foran skadestuen i den pinke Volvo kunne hun have slået sig selv. Hvorfor havde hun ikke spurgt, hvorfor hendes mor var kommet på hospitalet? Hvad hvis der var noget alvorligt galt?

Hvad hvis hun allerede var d… Hun stoppede tanken, inden den nåede til sin ende, det var og ville heller ikke ske. Med et lille spinkelt håb trådte hun ud af bilen og fik et par blikke fra folk, men lige i dag var hun ligeglad, nu gjaldt det hendes mor.

”Undskyld mig,” begyndte Gab, da det var hendes tur.

 ”Jeg leder efter min mor, Lily?” Damen så først på hende med nysgerrighed i blikket, men det blev hurtigt lavet om til… ingenting. Hun kiggede på Gab, som om hun var usynlig.

”Stue 205,” svarede hun ligeglad, inden hun kiggede smilende på den næste i køen. Gab, som havde tabt munden, manede sig op og gik med rullende øjne væk derfra. Bitch, kunne hun ikke lade være med at tænke, selvom hun ikke var en person, der snakkede grimt om folk.

De hvide fliser på gulvet forsvandt langsomt under hendes fødder, jo længere hun kom. Hun rynkede på panden af de to potteplanter med visneblomster, som stod på gangen. Selvom hun prøvede at lade være, kastede hun alligevel et blik ind af vinduerne.

Der lå folk på alle stuer, nogle var klistret til med slanger, mens andre kunne sidde med deres datter eller søn på skødet. Hun stoppede brat op, da hun nåede til stuen. 205 stod der med store blå bogstaver på døren, som hun bankede på.

”Kom ind,” sagde en mandestemme. Gab tog en dyb indånding, inden hun skubbede døren op og trådte ind i lokalet. Da hun kun kunne se hvidt, var hun lige ved at gå i gulvet, da det gik op for hende, at hun kiggede på de hvide fliser, gulvet bestod af. En mand med hvidkittel kom gående hen i mod hende.

”Hej, jeg er Jonathan Carter.” Han sendte hende et lille smil. ”Du må være Gabriella?” Hun var ikke sikker på, hvordan hendes mund virkede, så hun nøjes bare med at nikke.

”Din mor ligger bag forhænget dér, inden du må gå derhen, vil jeg lige fortælle, hvad der er sket. En nabo ringede til politiet da hun hørte en masse spektakel inde fra huset. Da politiet ankom, var din mor besvimet på gulvet, de ringede så til os og vi skyndte os af sted. Din mor havde nogle glasskår i kroppen, men det var mere hendes indre, som havde taget skade.” Han holdt en kort pause for at se, hvordan hun reagerede, men da der ikke var nogen ændring, fortsatte han:

”Hun besvimede på grund af en blodprop, men hun har det heldigvis godt nu. Vi tog nogle blodprøver, som viste, at hun havde noget alkohol i kroppen, og hun gik jo også med alle de flakser. Har I lige haft fest?”

”Øhm… Ja,” sagde hun bare, hun ville ikke have problemer med hendes mor alkohol også. Han kiggede sigende på hende, som om han kunne se igennem hende, men til sidst nikkede han, som for at vise, at han godtog svaret, indtil videre.

”Nåh, men hvis du vil se hende, lægger hun bag forhænget.” Med de ord gik han ud af døren. Hvad var der galt med mennesker på dette sted? Kunne hun ikke lade være med at tænke, men rystede hurtigt tanken af sig. Det var nok bare hende.

Da hun skulle til at trække forhænget til side, lagde hun mærke til, at hendes hænder rystede. Hun tog nogle dybe indåndinger, inden hun beslutsom gik forbi forhænget. Hendes mor lå på den hvide seng med slanger ud af håndleddet og næsen. Gab tog sin mors hånd, hun kunne mræke tårene presse sig på, men hun ville ikke græde. Det ville hun ikke.

”Hej mor, er du okay?” spurgte hun, da hun kunne styre sin stemme. Hendes mors øjne åbnede sig og kiggede hen på hende, mens et smil formede sig på hendes ansigt.

”Du kom…” Hun så ud til at ville sige mere, men Gab lagde en finger på hendes mund.

”Ja eller nej.”

”Ja,” kom svaret efter en tænkepause. Gab smilede, mens hun akavet klappede hendes mors hånd. Hun havde aldrig været god til nærkontakt. De snakkede ikke, de holdt bare hinanden i hånden og nød stilheden sammen.

Det var nok den første gang i sit lange liv, hun havde oplevet det, mente Gab, da hun havde tænkt godt efter, men det var bedre end hun havde regnet med. Fuglesangen blev skiftet ud med stilheden efterfulgt af solens sidste stråler.

Gab smilede, da hun kunne høre den tunge regelmæssige vejrtrækning fra sin mor. Hun var faldet i søvn, hvilket Gab også var på vej til. Hun gabte og strakte sig, inden hun smuttede ud af værelset. Hun måtte hellere se at komme hjemad. På vej ud af hoveddøren ringede hendes mobil.

”Hallo?” Hun gned søvnen ud af øjnene.

”Hvor er du henne?” Sams skarpe stemme skar gennem mobilen, så Gab måtte tage sig til øret.

”Du behøver ikke at råbe,” snerrede Gab irriteret. ”Jeg er på vej hjem, hvorfor?”

”Hvorfor? Hvorfor?!” Hun havde det, som om hun havde glemt noget, men hvad?

”Er der noget jeg har glemt?” spurgte hun forsigtigt.

”Glemt? Ja! Festen!” Fuck, Gab tog sig irriteret til hovedet. Hvordan kunne hun glemme den? ”Vent. Hvor er du på vej hjem fra?” Gab følte en skyldfølelse skylle ind over hende, hvilket hun ikke forstod. Hun havde jo ikke gjort noget galt.

”Jeg er på vej hjem fra hospitalet, hvor min mor lægger, fr. Jeg-er-sikker-på-at-når-min-veninde-glemmer-en-fest-har-hun-helt-sikkert-været-sammen-med-en-fyr.”

”Ja, ja, man ved jo aldrig.” Sam lød sur. ”Hvad er der sket med din mor?”

”En blodprop.” Gab kunne høre Sam gispe.

”Er hun død?” Godt nok var Gab klar over, at Sams biologi evner, ikke var de bedste, men det havde hun trods alt ikke regnet med.

”Nej, smarte. Man dør ikke af en blodprop, hvis den bliver opdaget i tide.” Gab kvalte et suk. ”Medmindre den er i lungerne,” tilføj hun.

”Okay, så hun overlever?” Gab havde med ét en meget stor trang til at rulle med øjnene. Nogen gange kunne hun endda spørge sig selv, hvorfor de var venner, men det gik for det meste hurtigt over.  

”Ja,” sukkede hun til sidst.

”Godt, jeg kommer og henter dig om lidt.”

”Hvad? Nej. Jeg skal ikke med til den fest. Jeg er træt, jeg mangler virkelig et bad.” Hun satte sig irriteret ind i den pinke Volvo.

”Kom nu,” bad Sam uskyldigt.

”Nej, mit svar er lige meget hvad, nej.” Hun kunne høre Sam sukke i den anden ende.

”Så du vil bare have lille mig til at tage til den store fest. Heeelt alene?” Hun kunne forestille sig Sams hundeøjne, hun var lige ved at grine. Sam kunne ikke finde ud af at lave hundeøjne, hun endte med at ligne noget katten havde slæbt ind.

”Ja.”

”Du er så ond.” Endnu et suk fra Sam. ”Jeg ringer i morgen. Det er jo vores månedlige shoppedag, den har du vel ikke glemt?” Jo, det havde Gab vidst lige lykkeligt glemt.

”Nej selvfølgelig, vi ses i morgen.” Hun lagde på, uden at give Sam mulighed for at svare og bakkede ud af parkeringspladsen. Nu ville hun bare hjem, slappe af, lave lidt lektier også bare sove. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...