Stjerneskuddet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 29 sep. 2013
  • Status: Igang
Gabriella er en helt normal pige. Hun er skilsmissebarn og bor derfor kun sammen med sin mor, som måske ikke er helt i orden i hovedet. Men en dag møder hun en fyr, som siger hun er klar. Men hvad er hun klar til? Følg med i denne novelle, hvor Gabriella, med hovedet først, bliver kastet ind i en verden, der ikke er helt som vores. En verden hvor liv og død betyder alt. Men er hun virkelig klar til det?

44Likes
61Kommentarer
1715Visninger
AA

4. Kapitel 2 - Den nye fyr i klassen

Gabriella satte sig på sin plads og begyndte stille og roligt at pakke sine bøger frem til den første time, regning. Gud, hvor hun dog hadede det fag. Hvorfor skulle man også lære at lægge ting sammen, når man havde en lommeregner? Det gav bare ikke mening.

”Godmorgen,” meddelte Leah, deres lærer, da hun kom ind af døren. Hun blev modtaget med et par godmorgen, mens andre bare sukkede irriteret. Det blændende smil tog hun dog ikke af sine læber, da hun fortsatte:

”Vi har fået en ny dreng i klassen. Byd Jayden velkommen.” Alle kiggede hen mod døren, da Jayden kom ind. Gabriellas muskler spændtes med det samme, da hun så det var fyren fra i går, men en knude begyndte også at forme sig i hendes mave. De havde ikke fået noget nyt bord ind, indså Leah, da hun kiggede rundt i klassen efter en plads, men heldigvis var der en, som var syg.

”Du kan sætte dig ved siden af Gabriella.” Gabriella kvalte et udbrød, hun kunne godt lide Leah, de havde hende også i dansk. Et meget bedre fag. Hun sørgede for ikke at kigge på ham, da han satte sig ved siden af hende, hun skubbede bare bogen hen til ham, så han også kunne kigge med.

”Jeg tror, vi kom forkert ind på hinanden i går.” Det kriblede i hende, da han snakkede til hende.

”Hm,” sagde hun afvisende og prøvede at følge med i timen. Hun kunne mærke det sitrede i hendes fingre, mens en lille fin svedperle gled hele vejen ned af hendes rygsøjle og fik hende til at skutte sig. Det brændende blik, hun fik fra Jayden, ignorerede hun.

Hun prøvede forgæves at følge med i timen, men det var umuligt, når hun hele tiden kunne mærke Jaydens blik på sig. Da timen endelig ringede ud greb hun hendes ting og løb ud af døren. Hun stoppede lettere forpustet op foran hendes skab.

”Det sænker én at løbe med ting, hvis man vil flygte.” Hun lukkede øjnene et kort øjeblik, inden hun mødte Jaydens øjne.

”Jeg flygtede ikke, jeg skal bare nå min næste time.” Hun blev overrasket over, hvor selvsikker hun lød.

”Klokken har lige ringet, lokalet lægger 5 meter fra dig og du skal være der om et kvarter.” Hun kunne ikke lade være med at krympe sig over hans stemme, inden hun tog hendes bøger og smækkede skabet i. Hun måtte dog til sin forfærdelse se, at han fulgte efter hende. Hvorfor følger han efter mig? Nej, hvordan slipper jeg af med ham? Tænkte hun irriteret.

”Var det Gabriella, du hed?” Han kiggede afventende på hende, men hun gik bare videre i et rask tempo.

”Godt så, gøre det noget, at jeg kalder dig Gab?” Igen ignorerede hun ham bare.

”Okay Gab, jeg hedder Jayden, men du kan bare kalde mig Jay. Jeg ved, vi er kommet skævt ind på hinanden, og det er sikkert også meget normalt, når man tænker på, hvordan jeg…” Han stoppede brat op, da hun lagde en hånd for hans mund.

”Gider du tie stille?” Hun fjernede hånden og lagde den i stedet for på hendes pande. En dunken var så småt begyndt i hendes hoved.

”Er du okay?” Hun sendte ham et lille smil, som hun håbede ville overbevise ham, men det virkede ikke sådan.

”Her.” Hun rakte ham hendes bøger, som han frivilligt tog i mod.

”Sig, at jeg er syg.” Hun gik hen i mod døren til skolegården.

”Eller du kan bare sige, hvad du vil,” sagde hun henkastet, inden hun gik ud i den stærke sol. Den knude, hun havde haft i maven, siden han trådte ind i klassen, begyndte at løsne sig. Hvorfor fik hun det sådan, når han kom? Hun rystede tanken fra sig, der var ikke noget i det overhovedet.

Tonerne fra Statyin Alive trak hende ud af hendes tanker. Hun stoppede op og kiggede sig omkring, indtil det gik det gik op for hende, at det var hendes egen mobil. Med varme kinder fik hun hevet den frem.

Er syg, har vi fået mange lektier for, Gab? Hun smilede af Samanthas besked. Det var typisk, at hun altid spurgte om lektier, som hun alligevel aldrig lavede.

Du er da også ”syg” hele tiden. Gab sendte beskeden. Samantha var aldrig rigtig syg, det havde hun i hvert fald ikke været de sidste 2 år, hvor de havde været bedste veninder.

Jeg ved det, men har vi, Gab? Hun rystede på hovedet, hvorfor skulle Samantha altid bruge Gab?

Ikke i går i hvert fald. Endte hun med at svarer, inden hun begyndte at gå hjem. Hvis hun var heldig, var hendes mor ude og handle.

Hvad med i dag så? Hun kiggede op fra mobilen, hvad skulle hun skrive? At hun bare var gået, nej.

Jeg er blevet syg, så er på vej hjem. Hun smilede, det ville Sam forstå.

God bedring, pus. Da hun ikke var sikker på, hvad hun skulle svare, lagde hun den tilbage i tasken. Det gule hus stod blændende i den skarpe sol, som stod højt på himlen i dag. Ganske som Gab håbede, var den pink Volvo ikke hjemme. Hun sukkede lettet, så kunne hun slappe af med chips og film en times tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...