Stjerneskuddet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 29 sep. 2013
  • Status: Igang
Gabriella er en helt normal pige. Hun er skilsmissebarn og bor derfor kun sammen med sin mor, som måske ikke er helt i orden i hovedet. Men en dag møder hun en fyr, som siger hun er klar. Men hvad er hun klar til? Følg med i denne novelle, hvor Gabriella, med hovedet først, bliver kastet ind i en verden, der ikke er helt som vores. En verden hvor liv og død betyder alt. Men er hun virkelig klar til det?

44Likes
61Kommentarer
1726Visninger
AA

13. Kapitel 11 - Sandheden

Skyggerne var allerede ved at blive lange, da Jay fulgte hende hjem fra gyden. Stjernerne var begyndt at vise sig på den mørke blå himmel over dem, og viste stjernebilleder Gab ikke kendte til. Hun havde både hendes bluse og hans jakke på, men hun frøs stadig. Han havde lagt den ene arm om hende, mens de gik. Noget indeni hende, ville have hende til at tage den væk, men den var varm og rar, så hun gjorde det ikke.

”Nåh,” sagde Jay og brød stilheden, som havde lagt sig, som et tæppe om dem. ”Har du det bedre?” Igen kiggede Gab op mod stjerne. Det eneste stjernebillede hun kendte var Karlsvognen.

”Der er Karlsvognen,” sagde hun og pegede op på himlen. Jay kiggede kort på hende, inden han løftede hovedet.

”Det er også rigtigt.” Gab lod armen falde ned på plads, og kiggede på hans ansigt. Det brune hår var faldet ned over hans grønne øjne. Hans næse stod en smule for højt oppe i forhold til normale mennesker, men var han også helt normal? Hans læber var en lille smule adskilt.

”Hvad kigger du på?” Han fangede hendes blik, og hun kunne mærke, at hun begyndte at rødme.

”Ja.” Han rynkede brynene.

”Ja til hvad?” Det hår, som ikke var faldet ned, sad og strittede op i luften.

”Ja til dit første spørgsmål.” sagde hun, og kiggede ud på vejen igen. Den var næsten mennesketom, lige minus den gamle mand, som gik på den anden side af vejen. ”Jeg har det bedre.”

”Godt.” De gik tavse videre. Ikke den akavede stilhed. Nej, denne var rar, betryggende.

”Du må undskylde sådan, som jeg har behandlet dig tidligere.” Han tav og sank en klump. ”Øh, det er jeg ked af det.”

”Det er okay. Du reddede mig jo trods alt i dag, ikke?” Det skæve smil, som Gab så godt kunne lide, fandt frem til hans ansigt.

”Jo, det er vist rigtig nok.” Han tøvede. ”Må jeg spørge dig om noget?” Gabs øjne faldt igen på hans ansigt.

”Ja, sig frem.” En hund gøede i det fjerne, og en anden hund svarede. Jay stoppede op og kiggede ind i hendes øjne.

”Vil du have noget imod at tage på en ny date med mig. Øh, hvor vi starter forfra?” Gab kiggede væk fra hans øjne og tøvede. Der stod jo i bogen, at han kunne være… en af dem.

Men på den anden side havde hun ikke følt sig dårlig i dag sammen med ham. Måske var hun bare rigtig syg de andre gange? Han havde jo trods alt reddet hende i dag, det ville han da ikke have gjort, hvis han var en af dem, vel?

”Ja, det vil jeg gerne,” sagde Gab til sidst.

”Virkelig?” Han så helt overrasket ud, men da hun nikkede, formede der sig et smil på hans læber. ”Fedt.”

”Hvad skal vi så lave?”

”Lave? Nu? Eller?” Hun rystede på hovedet, men kunne ikke holde sit smil tilbage.

”Nej, på daten.”

”Nåh, det ved jeg sørme ikke.” Han kløede sig akavet på armen. ”Har du nogen ideer?”

”Vi kunne tage til gynækolog?” Jay fik et skræmt ansigt, og Gab kunne ikke lade være med at grine. ”Ej, hvad med at tage i forlystelsespark?” foreslog hun, da hun var færdig med at grine.

”Det kunne være hyggeligt.” Han nikkede. ”Det kan godt sige.”

”Hvornår så?”

”Hvad med i morgen kl. 10?”

”Det er onsdag.” Hun løftede øjenbrynene. ”Der er skole.”

”Ja,” sagde han. ”Og?”

”Vil du bare pjække?”

”Hvorfor ikke?” Gab tænkte over det et kort øjeblik.

”Okay så.” Det røde hus var nu kun få huse væk. Gab sukkede, hun ville ikke allerede hjem. Det var faktisk meget hyggeligt, måtte hun indrømme overfor sig selv. Bedre end hun ville have regnet med.

”Er det ikke der, du bor?” Jay pegede på det røde hus, og Gab nikkede.

”Øh,” stammede Gab, da de stoppede op foran døren. ”Tak for… hjælpen i dag.” Hun følte, hun var nød til at sige noget mere, men hun kunne ikke finde ud af, hvad hun skulle sige. Det hele virkede for plat at sige.

”Det var så lidt.” Han nikkede lidt på hovedet, inden han kiggede på bilen i indkørelsen. ”Er det jeres bil?” Hun kunne høre smilet i spørgsmålene, og hendes kinder begyndte at brænde.

”Ja,” sagde hun og vendte hovedet lidt væk fra ham.

”Nåh, jeg må hellere se at komme hjem.” Hans øjne gled langsomt ned af hendes krop og op igen. Det føles som et kærtegn. De lagde sig tilrette ved hendes øjne. Hun nikkede og slog blikket ned. Hvorfor var hun lige pludselig så genert? Da han ikke sagde mere, kiggede hun op igen og gispede. Hans ansigt var lige ud af hendes.

”Jeg burde ikke gøre det her,” hviskede han, hun kunne mærke hans ånde på hendes læber. Hun rystede. Langsomt lænede han sig frem og lukkede øjne. Hendes tanker var et stort råd, men selvom hun inderst inde godt vidste, hvad han ville, skubbede hun ham ikke.

 Hurtigt lukkede hun sine øjne. Hans læber gled nænsomt hen over hendes læber. Hun ville have været i tvivl om, han faktisk havde gjort det, hvis hendes indre ikke havde fortalt hende noget andet. Hjertet bankede hurtigere og en sød følelse strømmede rundt i hendes krop. Hun åbnede øjnene og mødte hans.

”Du skubbede mig ikke væk,” sagde han hæst. Hun rystede på hovedet, hun var ikke sikker på, at hun kunne bruge stemmen. Igen lukkede han øjnene og pressede sine læber mod hendes. Gab stod et øjeblik, inden hun lukkede øjnene og kyssede med. Kysset var alt for hurtigt ovre.

”Vi ses i morgen så,” sagde han og begyndte at gå baglæns ned af trappen. Først da han nåede fortovet, vendte han sig om og gik hjem uden at vende sig om. Efter et par dybe indåndinger gik Gab ind ad døren. Da døren lukkede bag hende, gav hendes ben op og hun sank ned på gulvet.

Rystende tog hun hovedet mellem benene. Hvorfor havde hun ikke skubbet ham væk? Men hun vidtse godt svaret. Det var ikke længere noget hun kunne fortrænge. Det var en ulykkelig sandhed, hun blev nød til at se i øjnene. Langsomt løftede hun hovedet og mødte hendes egne øjne i spejlet på væggen.

Hun var forelsket i Jay. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...