Stjerneskuddet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 29 sep. 2013
  • Status: Igang
Gabriella er en helt normal pige. Hun er skilsmissebarn og bor derfor kun sammen med sin mor, som måske ikke er helt i orden i hovedet. Men en dag møder hun en fyr, som siger hun er klar. Men hvad er hun klar til? Følg med i denne novelle, hvor Gabriella, med hovedet først, bliver kastet ind i en verden, der ikke er helt som vores. En verden hvor liv og død betyder alt. Men er hun virkelig klar til det?

44Likes
61Kommentarer
1728Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Mødet

Hun rettede på sin nederdel og åbnede døren, da hun så ham for første gang, eller nærmere stødte ind i ham. Hans grønne øjne kiggede ned af hende, inden han fangede hendes brune øjne.

Det brune hår var faldet ned i hans øjne, men han skubbede det ikke væk. De blå mønstre ved hans øjne var blevet dækket med pudder, men man kunne stadig ane dem, hvis man kiggede godt efter. Hans mund var formet til en streg, hvilket fik hans ansigt til at se meget alvorligt ud.

Den sorte T-shirt sad stramt og afslørede hans veltrænede mave, de blå bukser sad løst og lidt for langt nede efter hendes mening. Hun kunne ikke lade være med at rynke panden af hans brune vinterstøvler, det var jo 24 grader udenfor.

”Hej,” sagde hun sagte med et lille smil, da han ikke rykkede sig, eller så ud til at skulle sige noget.

”Er der noget galt?” Prøvede hun igen, da han stadig ikke sagde noget.

”Du er klar,” kom det til sidst ud fra hans mund med en robotagtig stemme. Hun trådte et skridt tilbage, mens hun sendte ham et undrende blik. Hvad mente han med det? Klar til hvad? Hun kiggede ned af gangene, men alle menneskerne var gået hjem, her var helt tomt.

”Du skal med mig,” snerrede han med sin robot stemme, hvis en robot altså kan snerre. Det løb hende koldt ned af ryggen. Flygt, var det eneste ord, som skar igennem rækken af spørgsmål.

Da han greb ud efter hende, løb hun ned af gangen, døren blev kastet mod muren, da hun tvang den op. Han så hende løbe ud i den friske forårs blæst, mens han utålmodigt knækkede sin nakke. Hans skridt gav genlyd ned af gangen, da han stille og roligt gik efter hende.

Hun rystede gåsehuden af sig, mens hun kiggede sig tilbage på skolen, men hun kunne ikke se fyren. Hvad mente han med, at hun var klar? Klar til hvad? Alt for mange spørgsmål pressede sig på og gav hende hovedpine, hun måtte få tankerne væk fra det, og til det var det kun én mulighed.

Hun sukkede dybt, inden hun tog et skridt frem også et til. Hendes ben begyndte langsomt at sætte farten op, indtil de nåede deres normale tempo. Fødderne dunkede mod asfalten og hun nød den skarpe følelse i hendes muskler, hver gang en af hendes fødder rørte jorden.

Den friske forårsluft trak hun dybt ned i lungerne, inden hun lod den slippe ud mellem hendes læber. Hendes hoved blev langsomt tømt for tanker og spørgsmål. Hun kunne ikke lade være med at lukke øjnene og sætte farten. Det var så befriende at løbe.

Selvom hun kun havde lukket øjnene et øjeblik, kunne hun allerede nu se hendes hus komme til syne. Det røde hus så malplaceret ud mellem alle de andre gule huse, men hendes mor ville bare ikke bo i et gult hus som alle andre. Hun ville bo et sted, så folk lagde mærke til dem og det gjorde de også med det røde hus.

Prustende stoppede hun foran hoveddøren, tornene fra de hvide roser skar hende i huden, da hun skubbede døren op. Hun måtte se at få dem klippet, inden hun skulle rende rundt med bandager på benene.

 Med ét smækkede hun døren bag sig og lod sin anden personlighed tage over. Hun smed tasken og skoene fra sig i gangen og gik ud i køkkenet, hvor hendes mor sad med sit hoved i sine hænder. Hun kiggede kort op, da Gabriella kom ind af døren.

”Hej,” sagde Gabriella og tog en blomme fra frugtskålen. Lily svarede slet ikke, hun stirrede bare tomt ud i luften.

”Tømmermænd?” Gabriella kiggede kort på sin mor, inden hun gik op af trappen til hendes værelse. Hun lod et suk forlade sine læber, da hun lukkede døren til sit værelse. Sådan var det altid mellem hende og hendes mor, de så næsten aldrig hinanden.

Enten var hun i skole, også når hun kom hjem sov Lily tømmermændene ud eller også var Lily ude og handle flasker ind. Men hvis de så endelig så hinanden, kunne de aldrig få en samtale i gang. Gabriella tog sin guitar og sine noder frem.

Tonerne begyndte langsomt og fik hendes spændte muskler til at slappe af. Hun lukkede øjnene og nød bare lyden, indtil en tanke slog hende ud af kontrol. Hvad hvis fyren vidste besked om hendes mor og ville fjerne hende? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...