Just Buying Flowers ¤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 11 okt. 2013
  • Status: Igang
Emma Jones er en helt almindelig nitten årige pige, som lever et helt almindeligt liv, med, venner, fester, familie, arbejde som hjælper i hendes fars gartneri, og hendes kæreste Daniel. Sådan er Emma’s liv lige indtil den dag, hvor selve Louis Tomlinson træder ind ad døren til butikken, for at købe blomster til hans kæreste Eleanor. Den dag forandres alting. De fleste folk siger at kærlighed ved første blik ikke findes, og ikke kan lade sig gøre, men hvis du spørger Louis og Emma, vil sige at det findes. Louis og Emma falder nemlig straks for hinanden, efter at de kun har set hinanden i øjnene en gang. Det eneste der sådan set problemet ved det, er at Louis er kærester med Eleanor, og Emma er Kæreste med Daniel. Selvom det de ville have er noget så unikt. Noget der ikke sker for særlig mange, kommer det bare ikke på det rigtige tidspunkt. Men man kan jo ikke bestemme selv, hvem, hvad og hvornår man falder for en anden person. Så hvordan ender det? Tjek traileren ude i siden!<3

20Likes
10Kommentarer
1442Visninger
AA

7. Kapitel 4!♥ Louis Synsvinkel

 



 

Mig og drengene er fuldt igang med vores koncert, har jeg nogensinde fortalt hvor meget jeg nyder det, bare at stå der på scenen og så bare fyre den af. Jeg nyder det så meget, at det er helt sindsygt.

 

Det er ved at være i slutningen af koncerten, og det er ikke mig der har en solo lige nu, så jeg beslutter mig for at kigge lidt nærmere på alle vores fans, og pludselig er der en af dem der virker anderledes, på en måde bekendt, men jeg har ingen ide om hvordan. Men så fanger jeg hendes øjne og det er det, at hele oplevelsen vender tilbage. Det er pigen fra butikken. Pigen jeg ikke har kunnet få ud af mit hoved lige siden jeg mødte hendes øjne første gang. Hun sidder lige der, lige foran mig. Alle følelserne kommer op i mig igen. det er umuligt at koncentrerer sig om noget andet, for eksempel at det snart er min tur l´til at synge. Men jeg er faktisk glad for at se hende, for måske kan jeg så finde ud af, hvordan hun egentlig har det, med alt det her. Om hun bare er ligeglad, eller om hun har det på samme måde som mig, og hvad vi så skal gøre ved det.  Jeg bliver i hvert fald enig med mig selv om, at jeg bliver nødt til at snakke med hende. Jeg slipper mit blik på hende, og går hurtigt over til en af vagterne, for at fortælle ham, at han skal bede hende vente ude bagved scenen, til jeg er færdig.

 

Harry står og kigger lidt mærkeligt på mig, men jeg ignorere ham bare og smiler. Han behøves ikke at vide noget, i hvert fald ikke endnu. For lige nu er det hele stadig alt for forvirrende, til at jeg ingen gang kan finde ud af, hvad det egentlig er, at der sker. Jeg ser at vagten henter hende, og hun står bare og kigger forvirret på ham, men følger med alligevel. Jeg gør koncerten færdig, med på en nervøs og en lettet følelse. Nervøs, for tænk hvis hun bare er ligeglad, og slet ikke kan huske mig, og hvis hun så kan, hvad skal jeg så gøre ved det, for jeg har jo Eleanor, som jeg elsker så højt. Og lettet fordi at jeg endelig, måske kan få svar på nogle, af alle de spørgsmål jeg har gået med det sidste døgn.

 

Da koncerten er færdig, er jeg den første til at gå ud bagved. Og der sidder hun, med hænderne foldet pænt sammen i hendes skød, og øjnene mod gulvet. Hun ser nervøs ud, præcis lige som jeg er. Hvordan går jeg egentlig overhovedet hen til hende, hvordan starter jeg denne her samtale. Jeg kan jo ikke bare komme hen til hende og sige, “Hej jeg hedder Louis, og jeg er på en eller anden måde blevet så håbløst forelsket i dig, så det er helt sindsygt,” vel, det er i enige med mig i ikke?

 

Jeg kan mærke at mine ben bevæger sig hen imod hende, uden egentlig at vide hvad jeg ville gøre, eller sige. Da jeg kommer derhen, kigger hun op imod mig, men det eneste jeg gør, er at gribe fat i hendes hånd, og trække hende hen mod mit omklædningsrum. Jeg tror at på en eller anden måde er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg i hvert fald bare blev nødt til at have hende væk fra alle de andre mennesker, der ellers er her.

 

Jeg trækker hende med ind i omklædningsrummet, og lukker så døren. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Vi står der bare, og kigger bare på hinanden.

 

“Ehm… Ja hej, jeg hedder Louis,” det er de ord der kommer ud af min mund. Virkelig ikke særligt imponerende, men hvad siger man. Jeg står nu bare og betragter hende. Hun ligner en der ikke rigtig ved hvad hun skal gøre af sig selv, og jeg kan ret godt forstå hende.

 

“Ehm hej, jeg hedder Emma, og det her er ret så mærkeligt,” svarer hun pludselig. Jeg er glad for at hun synes at det er det, for så er jeg i hvert fald ikke den eneste. Og det er det der lige som giver mig det skub, for at jeg kan starte på nogle af mine spørgsmål, og fortælle hvordan jeg har det.

 

“Jaaa, men hør det her er ret mærkeligt, for jeg tror på en måde at jeg er blevet forelsket i dig,” jeg stopper op, hvor at se hendes reaktion.  Hun smiler, men ser samtidig også ret forvirret ud.

 

“Ja det er ret mærkeligt, for jeg er nok også på en måde blevet forelsket i dig, og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Og jeg har jo også min kæreste Daniel som jeg elsker rigtig højt, og du har jo også en ikke? Men jeg kan bare ikke glemme dig, eller for dig ud af  mit hoved på nogen måde. Du er hele tiden i mine tanker, og jeg kan ikke få dig ud af dem, selvom jeg f´virkelig prøver. Men måske har jeg heller ikke lyst til at glemme dig, for på en eller anden måde betyder du jo allerede en del for mig….”

 

Hun bliver ved med at snakke, og uden jeg ved hvorfor, presser jeg pludselig mine læber mod hendes.

 

Det føltes så magisk, som om at vores læber passer perfekt sammen. Alt eksploderer inden i mig. Det er så dumt det jeg gør, men alligevel kan jeg ikke lade vær. Hendes læber føltes så bløde mod mine. Vi kysser længe. Ikke noget hårdt, eller noget der ligger op til mere. Egentlig bare et almindeligt kys, der alligevel er så langt fra almindeligt.

 

Selvom at jeg ikke har lyst, trækker jeg mig væk fra hende. Jeg bliver nødt til at se hendes reaktion, på min handling. Hun står bare og kigger på mig, og ligner et stort spørgsmålstegn. Og igen, jeg forstår hende godt.

 

“Det må du virkelig undskylde, men jeg.. ja jeg har faktisk ikke en undskyldning for at gøre det. Men du skal vide at jeg har det på samme måde sammen dig. Jeg er forvirret og ved egentlig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. For jeg elsker Eleanor-min kæreste rigtigt højt, men på en eller anden måde, er det som om, at det kun er dig, der betyder noget. Jeg tror at det vi har, er mere betydeligt, selvom jeg egentlig ikke ved hvad det er vi har. Men på en eller anden måde, efter det kys, så tror jeg, at jeg gerne ville give det en chan…”

 

Jeg stopper op. Er jeg virkelig klar på at smide alt det væk, som jeg har med Eleanor, for at være sammen med denne her piger jeg knap nok har kendt, i et døgn. Det er jo fuldstændig surrealistisk.

 

“Også mig, selvom jeg elsker Daniel virkelig højt, tror jeg bare at det vi har er mere unikt, og mere specielt,”  siger hun.

 

Jeg er helt chokeret, på en virkelig mærkelig måde. For selvom jeg virkelig er faldet hårdt for hende, er jeg jo stadig forelsket i Eleanor. Jeg ved ikke, hvem jeg skal vælge eller hvad jeg skal gøre. Jeg har jo lyst til at give det her en chance, og se hvor det bærer hen, men samtidig har jeg jo ikke lyst til at sårer Eleanor, men jeg er bange for at det allerede er for sent. Alt er så forvirrende. Jeg er jo for fanden blevet forelsket i en pige, bare ved at kigge hende i øjnene en gang.

 

Mine tanker afbrydes, da jeg pludselig mærker et par bløde læber mod mine igen, og der er det som om, at valget er taget. Jeg kan ikke smide det her væk, det kan jeg bare ikke. Hun betyder allerede utrolig meget for mig, selvom det eneste jeg ved om hende er hendes fornavn. Men jeg har lyst til at lærer hende at kende, jeg har lyst til at være sammen med hende. Desuden ville det også være umuligt for mig, efter vores to kys at glemme hende.  Så jeg begynder lige stille at kysse hende igen. Alt omkring mig forsvinder, mine tanker er kun på hende.

 

Vi trækker os fra hinanden. Hun smiler. Og uden at hun siger noget, ved jeg også at hun har taget sit valg. Hun har valgt mig. Vi står lang tid bare og kigger på hinanden, studerer hver enkelt lille ting. Hun er smuk, det er hun. Med hendes mørke brune krøller, der går lige til lidt længere, end over skuldrene. Hendes smukke brune øjne, man bare falder længere, og længere ind i. Det søde smil der passer perfaékt til hendes ansigt. Alt passer bare sammen. Jeg kan ikke lade være, jeg må mærke hendes læber mod mine igen.

 

Først undskyld fordi at kapitler først komme ud i dag.

 

Og så til historien. DE KYSSER!!  Hvad siger i er det sødt, går det for hurtigt, eller vælger de bare helt forkert, skrív jeres mening i kommentarerne.

 

Og hvad så nu?? Hvad med Eleanor, Daniel, de andre drenge, og Amy, hvad sker der med dem??

 

Det næste kapitel kommer ud på Torsdag d. 27 september, glæder i jer??


Knus fra Anna<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...