Just Buying Flowers ¤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 11 okt. 2013
  • Status: Igang
Emma Jones er en helt almindelig nitten årige pige, som lever et helt almindeligt liv, med, venner, fester, familie, arbejde som hjælper i hendes fars gartneri, og hendes kæreste Daniel. Sådan er Emma’s liv lige indtil den dag, hvor selve Louis Tomlinson træder ind ad døren til butikken, for at købe blomster til hans kæreste Eleanor. Den dag forandres alting. De fleste folk siger at kærlighed ved første blik ikke findes, og ikke kan lade sig gøre, men hvis du spørger Louis og Emma, vil sige at det findes. Louis og Emma falder nemlig straks for hinanden, efter at de kun har set hinanden i øjnene en gang. Det eneste der sådan set problemet ved det, er at Louis er kærester med Eleanor, og Emma er Kæreste med Daniel. Selvom det de ville have er noget så unikt. Noget der ikke sker for særlig mange, kommer det bare ikke på det rigtige tidspunkt. Men man kan jo ikke bestemme selv, hvem, hvad og hvornår man falder for en anden person. Så hvordan ender det? Tjek traileren ude i siden!<3

20Likes
10Kommentarer
1444Visninger
AA

5. Kapitel 3!♥ Emma's Synsvinkel

 


 

Jeg er stadig ikke kommet mig over gårsdagens oplevelsen. Jeg har prøvet at lade være med at tænke på det, men det virker bare så umuligt. Faktisk har jeg ikke sovet overhovedet i nat bare fordi, jeg hele tiden tænkte på det, på ham, på hvad jeg skal gøre, og hvad jeg skal sige. Det eneste jeg ved, er at jeg ikke kan glemme ham. Jeg tænker også på hvordan han har det. Mon han bare har glemt mig, eller føler han på samme måde. Kan han heller ikke glemme mig, eller er han bare fuldstændig ligeglad. Det går op for mig, at jeg har brug for at få svar på de spørgsmål, for at jeg på nogen måde kan glemme ham, men hvordan. Jeg kan jo ikke på nogen måde få fat i ham. Jeg kender ikke hans navn, hans adresse, hans mobilnummer, det er jo umuligt. Imens jeg sidder med alle de tanker, kan jeg høre at min mobil ringer.

 

“Hej, det er Emma,” siger jeg ind i mobilen, efter at jeg har taget den.

 

“Hej skatter, det er Amy din allerbedste veninde,” svarer hun glad tilbage. Gid at det var mig, der var i det humør.

 

“Hej Amy min allerbedste veninde, hvad så?,” Svarer jeg så glad tilbage, som overhovedet muligt. Selvom at mit humør er skod, behøves Amy altså ikke at vide noget, i hvert fald ikke endnu. Selvom at hun er min bedste veninde, føler jeg ikke at det her noget hun skal blandes ind i, i hvert fald ikke før jeg finder ud af lidt mere. Og hvis min stemme bare har den mindste smule af negativitet i den, ville hun starte forhøringen med det samme.

 

“Jamen det er bare fordi, at jeg har vundet de her mega fantastiske billetter, på foreste række til One Directions koncert, i aften, og så ville jeg selvfølgelig spørge dig om ikke du ville med?,” siger hun, helt overdrevet glad. Men jeg er ikke chokeret Amy er ekstrem one direction fan, det er på en måde hendes guder.

På den ene måde ville jeg gerne med, og ligesom få tankerne på noget andet, på den anden måde ville jeg også gerne bare sidde under min dyne hele dagen og spise sorbet is, og bare tænke lidt mere. Amy kunne hvis godt høre at jeg ikke lige vidste om jeg ville, for der lød et ‘kom nuuuu’ fra telefonen af.

 

“Okay så Amy, hvornår skal jeg være klar,” svarer jeg hende, da jeg følte jeg ikke kunne trække den længere.

 

“JAA, Bare vær klar om to timer, så kommer jeg hen og henter dig, mys mys, ses skatter,” og så lagde hun på.

 

Så sad jeg ellers bare tilbage med nye planer for i aften, og jeg kunne lige stille mærke tankerne om isen og min dejlige dyne trille væk. Jeg må til at gøre mig klar.

 

Jeg kom ind i mit soveværelse, i min lejlighed. Der inde går jeg straks hen til mit skab, for at finde det tøj jeg vil have på i aften. Men hvad fuck tager man lige på til en koncert, for jeg ejer altså ikke noget med One Direction på.

 

Efter ekstremt lange overvejelser bliver jeg dog enig med mig selv om nogle coral shorts med hvide prikker på, en denimskjorte, min sorte læderjakke, og nogle sorte ballerinaer. Det er meget enkelt, men alligevel ret sødt. Mit hår er bare løst med mine naturlige krøller, og makeuppen er bare neutral som altid.

 

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

 

Jeg har kun lige sat mig ned i sofaen, efter at jeg har været i bad, og gjort mig klar, da det banker på døren. Jeg går hurtigt ud for at åbne døren, for Amy har meget lidt tålmodighed, og hvis hun skal stå at vente i for lang tid, ved man seriøst ikke hvad der kan ske.

 

Det syn jeg ser da jeg åbner døren, kan jeg virkelig ikke lade være med at grine af. For der står Amy, med et smil over hele ansigtet, og fuldstændig iklædt One Direction fra top til tå, og alligevel ser hun ekstremt godt ud. Seriøst jeg forbander de mennesker der bare kan tage alt på, og alligevel være ekstrem flotte, det er så snyd.

 

“Kom indenfor skatter, du ser flot ud,” siger jeg til hende, med et grin i stemmen. Men hun står bare og kigger på mig som om jeg er en fuldstændig idiot.

 

“Jeg skal ikke inden for, og ja det ved jeg,” svarer hun mig, som om at det kunne jeg da regne ud, men i stedet står jeg bare og ligner et stort spørgsmålstegn, hvorfor ville hun ikke med ind? Det er som om at hun kan læse mit spørgsmålstegns hed, hvis man altså kan sige det. For hun gav mig i hvert fald svar på det.

 

“Vi skal videre, koncerten starter ligesom om to timer ikke søde skat,” når så giver det lidt mere mening.

 

“Nåååår selvfølgelig, det vidste jeg da godt,” svarer jeg hende, selvom vi begge to godt ved, at det gjorde jeg ikke.

 

Hun smiler bare af mig, for ellers at vende om, og gå imod hendes bil. Hun har en virkelig skrig pink bil, den er virkelig sej, i skulle se den. Jeg ville også have sådan en, men næh nej jeg har kun min cykel, og mine ben. Og ja det er meningen at i skal få ondt af mig. Jeg sætter mig ind i bilen, og så køre vi hen til der hvor koncerten skal holdes.

 

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

 

Vi når kun lige at finde vores pladser på forreste række, før at lyset slukker.  Det er virkelig stort og der er ekstremt mange skrigende piger, nok også drenge, men jeg kan ikke lige se nogle såå. Alle de mange skrig, for mig til at længtes mere og mere, efter isen og min dejlige, bløde, varme dyne.

 

Jeg står lidt i mine egne tanker, da jeg kan høre at de mange skrig, lige bliver ti gange højere, plus at Amy står og hiver mig i armen, for at få mig til at kigge samme sted hen, som hende. Nemlig op på scenen, hvor fem fyre er begyndt på at synge, og eftersom jeg ikke rigtigt går voldsom meget om i deres musik, begynder jeg at studere dem i stedet.

 

Den ene har kort brunt hår, og dybe brune øjne, og så er han ret muskuløs. Så er der en med sort hår og og udstråler nærmest ikke andet end sex, han ser virkelig godt ud. Den tredje har virkelig virkelig flotte grønne øjne, og nogle krøller jeg bare har lyst til at rode i. En af dem smukke blå øjne, lyst hår, og det sødeste smil ever, om læberne. Og den sidste, det femte medlem, har brunt rodet hår hår, men det ser godt ud, og nogle gråblå øjne. Han virker så bekendt, men jeg ved ikke hvorfra.

 

Jeg sidder længe, egentlig det meste af koncerten bare og betragter ham. Jeg føler at jeg har set ham før, at jeg har mødt ham før. Pludselig mens jeg sidder og betragter ham, kan jeg mærke, at hans øjne også falder på mig. Jeg ser op, og der går det op for mig hvem det er. Det er ham fyren, jeg ikke har lavet andet end at tænke på, de sidste døgn. Det er ham jeg er blevet forelsket i, på bare to sekunder. Alle mine følelser kommer op i mig igen. Alt det jeg har prøvet at glemme hele dagen, er tilbage på to sekunder, bare ved at kigge i hans øjne igen.

 

Jeg kan ikke forstå det. Hvordan kan han have stået foran mig i så lang tid, uden at jeg har genkendt ham. Jeg er på den ene måde frustreret over at han står lige der, men på den anden måde er jeg også lykkelig, for så kan det jo være, at jeg kan få svar på nogle af mine spørgsmål, for nu ved jeg da i hvert fald hvem han er. Men samtidig hvordan kan det overhovedet være muligt, at jeg er faldet så hårdt for et verdenskendt boyband medlem, uden at jeg har lagt mærke til det. Det hele er igen blevet så meget mere forvirrende, end det allerede er. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved bare at jeg nu har chancen, for at snakke med ham, hvis han altså ville snakke med mig. Det kan jo være at han overhovedet ikke kan huske mig. Og bare er ligeglad. Det kan være at hvis jeg prøver at komme i kontakt med ham, at han så bare tænker at jeg er en eller anden syg fan. Det her problem er lige blevet både nemmere, og svære at  løse. Jeg ved seriøst ikke hvad jeg skal gøre.





Det var så det kapitel, og endda ude til tiden!! Hvad synes i?? Undskyld fejl og sådan noget, det er er ikke rettet igennem, da jeg synes at det var vigtigere at i fik kapitlet nu!, og også undskyld for det korte kapitel men jaa!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...