Just Buying Flowers ¤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 11 okt. 2013
  • Status: Igang
Emma Jones er en helt almindelig nitten årige pige, som lever et helt almindeligt liv, med, venner, fester, familie, arbejde som hjælper i hendes fars gartneri, og hendes kæreste Daniel. Sådan er Emma’s liv lige indtil den dag, hvor selve Louis Tomlinson træder ind ad døren til butikken, for at købe blomster til hans kæreste Eleanor. Den dag forandres alting. De fleste folk siger at kærlighed ved første blik ikke findes, og ikke kan lade sig gøre, men hvis du spørger Louis og Emma, vil sige at det findes. Louis og Emma falder nemlig straks for hinanden, efter at de kun har set hinanden i øjnene en gang. Det eneste der sådan set problemet ved det, er at Louis er kærester med Eleanor, og Emma er Kæreste med Daniel. Selvom det de ville have er noget så unikt. Noget der ikke sker for særlig mange, kommer det bare ikke på det rigtige tidspunkt. Men man kan jo ikke bestemme selv, hvem, hvad og hvornår man falder for en anden person. Så hvordan ender det? Tjek traileren ude i siden!<3

20Likes
10Kommentarer
1571Visninger
AA

4. Kapitel 2!♥ Louis synsvinkel


 

Læs lige beskeden nederst, så bliver jeg endnu mere glad!!<3

 


 

Klokken er vel omkring de halv ni, og jeg er lige stået op. Jeg skal egentlig ikke noget specielt idag, bortset lige fra i aften selvfølgelig, for der skal jeg være sammen med Eleanor. jeg har snart ikke set hende i to uger, og jeg savner hende virkelig meget. Drengene og jeg har bare haft så travl med koncerter, interviewer, vores musik til den nye CD, og alle vores dejlige fans, at jeg stort set ikke har haft tid til noget andet. Så jeg glæder mig. Jeg glæder mig virkelig meget, til at skulle se hende i aften.

 

Der har været ret meget rod med vores forhold på det sidste, med rygter om at vi har slået op,og fans der har været ret hårde mod Eleanor, og det har taget ret hårdt på os begge. Men i aften er det kun os to, i min lejlighed uden alle fansene, medierne, andre tanker og ja hele offentligheden. Bare os to. Og det bliver godt. Jeg har ikke planlagt noget. Det bliver bare, som det nu bliver. Og det bliver helt sikkert virkelig hyggeligt.

 

Jeg elsker Eleanor virkelig højt, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, hvis jeg mistede hende. Det er hende der på en måde holder mig nede på jorden. Det er hende der gør at jeg ikke bliver en eller anden opreklameret nar, der tror jeg er ih, og åh så smart, bare fordi jeg er berømt. Hun får mig til, at blive ved med at være mig. Hun får mig, til at føle, at jeg bare er en normal person ligesom de fleste andre. Hun er min klippe, der gør at berømmelsen ikke stiger mig til hovedet, og det elsker jeg hende overalt på jorden, får at kunne gøre. Hun er der altid for mig, om det er når jeg er glad, eller når jeg er ked af det, på túrne eller hjemme. Hun er der bare altid. Hun støtter mig også utrolig meget, i alt det mig og drengene gør. Og selvom hun til tider har fået ekstrem meget had, fra nogle af vores jaloux fans, har hun ikke givet op, men er i stedet bare blevet stærkere. Vi er blevet stærke sammen.

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

 

Mit tøj i dag, består af en sort og en hvid stribet trøje, nogle mørkeblå bukser, og nogle sorte vans. Mit hår det sidder lidt pjusket med lidt voks, som det altid gør. Det er egentlig bare sådan, jeg for det meste ser ud.

 

Jeg er på vej hen til denne her blomsterbutik, der skulle være en af de bedste her i London. Jeg havde nemlig bestemt mig for at Eleanor skulle have en buket blomster, når vi mødtes. Jeg havde indtil videre kun stødt ind i et par enkelte fans, der gerne ville have en autograf og et billede. Men jeg kunne se længere fremme at der også stod nogle piger og betragtede mig. Så jeg smilte mit bedste smil, da jeg kom hen til dem. Og jeg havde ret, de var fans. Jeg elsker vores fans, det er dem der har gjort alt det her muligt for os, det er dem der støtter os, i stort set alt hvad vi gør, det er dem der er skyld i at vi er kommet så langt, det er deres skyld at jeg kan sige, at jeg er medlem af tidens største boyband, og det er noget jeg ville være dem alle, evig  taknemmelig for.

 

Blomsterbutikken lå nu lige foran mig, og jeg skulle ikke tage mere end et par få skridt, før jeg stod foran døren. Det er ikke en speciel stor butik, men den så ekstrem sød ud, som den bare lå der, klemt sammen mellem en masse andre huse. “A flower from the Heart,” står der på skiltet, der hænger over døren. Jeg kan godt lide navnet, da det viser det budskab man gerne ville frem med. Man køber jo tit blomsterne, til personer man elsker, får at vise hvor meget de betyder for en, og det er også derfor, at Eleanor skal have en buket i aften.

 

Jeg åbner døren ind til butikken, og træder ind til en fantastisk duft, af alverdens blomster, der dufter seriøst fantastisk. Ud af højtalerne lyder ‘Wake me up’, en af mine yndlings sange her for tiden. Jeg går lidt rundt, for at se om der skulle være nogen tilstede, der ville hjælpe mig, med at finde den flotteste buket. Og lige da jeg drejer rundt om hjørnet, ser jeg en, der nok kan. Godt nok ser hun ret optaget ud, for hun er travlt i gang med at rydde lidt op, samme tid med at hun fyre nogle meget mærkværdige dansemoves af. De er ikke dårlige, jeg har bare aldrig set nogle danse sådan før. Jeg står i et stykke tid bare og betragter hende, for dårlig ser hun altså ikke ud. Med hendes mørkebrune hår, der er sat op i en tilfældig knold, med det kønne smil om hendes læber, og hendes øjne der ikke udstrålede andet end glæde, gjorde hun det ret godt. Men jeg har Eleanor, og hun er mindst lige så smuk, som pigen foran mig.

 

"Undskyld mig," kan jeg høre mig selv sige. Selvom det var ret hyggeligt bare at stå og se hende danse, skulle jeg altså nå nået i dag, inden Eleanor kom i aften.

 

"Ehm ja undskyld for det, men hvad kan jeg hjælpe dig med?," svarer hun. Man kunne høre på hende, at hun blev overrasket, over min pludselig kommentar. Jeg tror også, at hun føler sig ret pinlig berørt, for hun står bare med blikket rettet mod gulvet, som om hun ikke ville se mig i øjnene. Det er egentligt ret sødt, den måde hun bare står og iagttager gulvet.

 

"Det skal du skam ikke undskylde for, men ja, jeg skal have en buket blomster til min kæreste,"  svarer jeg hende, med et lille grin i stemmen, samtidig med at jeg prøver at fange hendes øjne.

 

"Ja selvfølgelig, det er denne vej," siger hun, og viser mig vejen mod buketterne.

 

Det er nogle virkelig flotte buketter, og det er virkelig svært at vælge, hvilken der er den helt perfekte. Imens jeg står og betragter buketterne, kan jeg mærke pigens blik på mig. Det gør mig faktisk lidt glad, for så kan det jo være at hun er ved at komme sig over, hendes danse optræden.

 

"Jeg tror bare jeg tager denne her.” Jeg har valgt en buket der er fuld af dyb røde roser, hvor der så i midten stikker nogle hvide roser op. Rundt i kanten af buketten, er der grønne blade. Den er virkelig flot, og på en måde også ret unik, hvis man altså kan sige det.

 

"Den er også virkelig flot, kassen er denne her vej," siger hun, og viser vej mod kassen. Stadig ingen øjenkontakt

 

Hun går om bag kassen, og ja, jeg stiller mig så foran, for at betale. Jeg prøver stadig at fange hendes øjne, og det virker sig om, at hun snart giver mig lov.

 

For pludselig kigger hun op. Hendes flotte mørkebrune øjne møder mine, og der er det som alt forsvinder. Jeg falder bare længere, og længere ind i hendes øjne, og der er ingen vej tilbage. Hele mit liv, fra da jeg var en lille dreng, til nu som verdensberømt passere i hendes øjne. Det er ekstremt specielt, men i den grad også nået så unikt. Det er helt utroligt. Alt bliver glemt. Mine ben føles som gele. Jeg kan nærmest ikke mærke dem. Jeg kan kun fokusere på hendes øjne.Det er umuligt at forklarer, hvordan den følelse jeg har, er. Det er så en ubeskrivelig, speciel, så mærkelig en oplevelse, at det slet kan beskrives. Alt føles så anderledes, og der er ikke gået andet end 2 sekunder. Men det føles som om, at vi har kendt i hinanden i flere år. Der er intet der er, eller ville blive som før hun kiggede mig i øjnene, alt er forandret. Jeg er blevet forelsket i denne her pige, og jeg kender ingen gang hendes navn. På to sekunder er jeg blevet dybt ramt, af det der kaldes kærlighed ved første blik. I de sekunder er det som om, at jeg ville gøre alt bare for at være sammen med hende, ja opgive alt hvad jeg overhovedet har nået.

 

Jeg er så chokeret at jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv, det hele er så mærkeligt. Det eneste jeg ved, er bare at jeg bliver nødt til at komme væk herfra, men jeg kan ikke sige noget, og det ville altså også være underligt, hvis jeg bare gik. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men til sidst ender det dog med, at jeg får fremstammet et ‘øh’. Men det virker, for jeg har i hvert fald fanget hendes opmærksomhed.

 

“Ja, men ja, jeg tror også, at jeg, ja skal til at videre,” for jeg sagt, men flytter mig ingen gang en centimeter. Det hele er så mærkelig, så akavet.

 

“Ehm.. Ja men jeg skal, jo også lige herind,” siger hun, igen med blikket fjernet fra mig. Men hun går heller ikke.Til sidst får jeg dog mine ben til at lystre, og derefter vender jeg om, og går ud af butikken.

 

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

 

Jeg er kun lige kommet indenfor i min lejlighed, før at mine ben bogstavelig talt falder sammen under mig. Jeg forstår ingenting, og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Om mindre end fire timer skal jeg være klar, klar til at være sammen med min kæreste. Det skulle kun være os, uden andre, eller ja uden andre tanker, end ‘os’. Men det tror jeg, at jeg får ekstremt svært ved at holde. For jeg kan jo ikke glemme, hvad det er der lige er sket. Det er absolut umuligt. Og sammen tid kan jeg ikke lade være med at tænke, at hvis bare jeg ikke havde været så ihærdig, for at få hende til se mig i øjnene, var det her måske aldrig sket. Men nu er det, det, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Alt er bare så forvirrende. Eleanor, drengene, min karrierer, alt andet end hende, virker så fjernt. Det eneste jeg kan fokuserer på er hende, og kun hende.

 

 

 

 

Så var det andet kapitel, hvad synes i?? Jeg besluttede mig for at lave den samme episode ud fra Louis synsvinkel, da jeg følte at i også havde behov for at se hans tanker på det hele.

 

Men hvad tror i der sker nu? Glemmer bare de bare hinanden, eller er det for svært? Og hvad er mulighederne så, for ingen af dem har jo lyst til at smide noget af det væk, de allerede har?? Kom med jeres bud!

 

Også lige to ting mere!!

 

1: Tusind tak for de likes, og favoritter der allerede er kommet, jeg er virkelig glad og taknemmelig!

 

2: fremover skriver jeg i de her beskeder hvornår næste kapitel kommer, for det gør at jeg ligesom har lovet jer det, også bliver jeg jo nødt til at skrive kapitlet ikke? Så næste kapitel udkommer på Onsdag d. 11 september!!


Knus fra mig af, til jer allesammen!!<3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...