Just Buying Flowers ¤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 11 okt. 2013
  • Status: Igang
Emma Jones er en helt almindelig nitten årige pige, som lever et helt almindeligt liv, med, venner, fester, familie, arbejde som hjælper i hendes fars gartneri, og hendes kæreste Daniel. Sådan er Emma’s liv lige indtil den dag, hvor selve Louis Tomlinson træder ind ad døren til butikken, for at købe blomster til hans kæreste Eleanor. Den dag forandres alting. De fleste folk siger at kærlighed ved første blik ikke findes, og ikke kan lade sig gøre, men hvis du spørger Louis og Emma, vil sige at det findes. Louis og Emma falder nemlig straks for hinanden, efter at de kun har set hinanden i øjnene en gang. Det eneste der sådan set problemet ved det, er at Louis er kærester med Eleanor, og Emma er Kæreste med Daniel. Selvom det de ville have er noget så unikt. Noget der ikke sker for særlig mange, kommer det bare ikke på det rigtige tidspunkt. Men man kan jo ikke bestemme selv, hvem, hvad og hvornår man falder for en anden person. Så hvordan ender det? Tjek traileren ude i siden!<3

20Likes
10Kommentarer
1565Visninger
AA

3. Kapitel 1!♥ Emma's synsvinkel

 


Jeg er på vej på arbejde. Jeg havde sovet ovre ved min kæreste Daniel i nat, og vi havde hygget os rigtig meget. Vi havde lavet mad sammen, som så var endt i en mindre madkrig, rigtig lækkert med lasagne ud over det hele. Men vi havde grint, vi havde grint virkelig meget. Så efter madkrigen havde vi besluttet os for at bestille pizza, da udsmattet lasagne ikke lige var det, vi havde mest lyst til. Resten af aftenen havde vi bare hygget for maks, med film og det var endt med, at jeg var faldet i søvn, i hans arme.

 

Jeg elsker Daniel rigtig højt, ingen tvivl om det. Han er min eneste ene, mit et og alt. Vi har snart været sammen i lidt over et år, og det har været et af de bedste år, i mit nitten årige lange liv. Han havde på en måde reddet mig, da jeg var ved at skrabe bunden. Det var lige efter min forældres skilsmisse, som tog ret hårdt på mig, da jeg bebrejdede mig selv for det. Jeg troede i lang tid, at det var min skyld, at de var blevet skilt, og det havde jeg den største skyldfølelse over. I den periode stoppede jeg med at spise, lukkede mig selv inde, og snakkede stort set ikke med nogen, lige indtil den dag Daniel kom ind i mit liv. Det ændrede alt. Jeg begyndte stille og roligt at spise igen, tage kontakt til de personer jeg havde undgået. Ja faktisk begyndte jeg at blive mig igen. Det at det er Daniel der fik mig ud af det, er noget jeg er ham evig taknemmelig for.

 

Mit tøj i dag bestod af et par sorte, højtaljede skinny jeans, en hvid t-shirt med et Print på i sort, som jeg så havde skubbet lidt ned i bukserne, og til sidst mine elskede sorte, lave converse. Mit hår er bare sat op i en tilfældig knold. Makeuppen er neutral, ikke for meget, ikke for lidt.

 

Jeg er så småt ved at være, henne ved indgangen til gartneriet, som min far ejer. Det er der, jeg har arbejdet, lige siden jeg var tretten år gammel, så seks år. Jeg elsker mit arbejde, og har egentlig altid gjort det. Især Valentins dag, er min yndlings dag. Det at alle fyrene kommer ind, for at vælge den smukkeste buket til deres kæreste, eller den person de måske er hemmelige forelskede i. Hvordan kærligheden står ud af øjnene på dem, når de mener, de har valgt den rigtige, eller nervøsiteten for, at skal give buketten videre. Det er en fantastisk dag, at være på arbejde, i hvert fald ifølge mig.

 

Det er en stille og rolig tirsdag så der sker ikke så meget. Der havde indtil videre kun været et par ældre mennesker, der skulle købe nogle blomster til deres have, og en mand der lige var blevet far, som skulle have buketter med på hospitalet. Så lige nu gik jeg bare rundt og ryddede lidt op rundt omkring, mens jeg hørte musik. Det er 'Wake me up' med Avicii, der kører på fuld tryk ud af højtalerne i butikken. Jeg elsker den sang, den gør mig bare altid glad, og giver mig lyst til at danse. Og det gør jeg i den grad også. Jeg danser rundt i butikken, med mine overdrevet seje moves... Det er så ironisk, for jeg danser virkelig ikke særlig godt. Mine moves er nok noget lignende en fisk der er kommet op på land, som så ligger og spjætter for at komme ned i vandet igen, blandet med en fugl, der sidder og slår sit hoved ind i et træ. Så ja.. I kan vel godt fornemme, at det ikke er specielt kønt.

 

"Undskyld mig," kunne jeg lige pludselig hører en sige. Jeg vender mig lige så stille og roligt om, så jeg vender hovedet lige ind i en sort og hvid stribet trøje. Jeg tør ikke rigtigt, at kigge fyren i øjnene, da jeg er ret bange for, at han har set mine kiksede danse moves.

 

"Ehm ja undskyld for det, men hvad kan jeg hjælpe dig med?," svarer jeg fyren, stadig væk, med blikket rettet mod hans trøje.

 

"Det skal du skam ikke undskylde for, men ja, jeg skal have en buket blomster til min kæreste," svarer han, med et grin i stemmen.

 

Det er som, at han bliver ved med, at prøve at fange min øjne, men jeg er stadig ret flov over min optræden, som han nok højst sandsynligt har set.

 

"Ja selvfølgelig, det er denne vej," svarer jeg ham, og viser vej hen mod vores buketter. Jeg kigger ham stadig ikke i øjnene, men fokuserer mere imod hvor blomsterne står

 

Han står lidt bare og kigger på og betragter buketterne, for at vælge den helt rigtige. I mellemtiden har jeg god mulighed for at studere ham, dog kun bagfra. Han har nogle mørke blå bukser på,  en sort hvid stribet trøje, og hans brune hår sidder lidt pjusket med voks, men bagfra ser han faktisk rimelig godt ud. Det er næsten lige før, at han har en bedre røv end jeg selv har, og min er altså ret god.

 

"Jeg tror bare jeg tager denne her," siger han. Han har valgt en buket der er fuld af dyb røde roser, hvor der så i midten stikker nogle hvide roser op. Rundt i kanten af buketten, er der grønne blade. Den er rigtig enkel, men alligevel virkelig flot. Det er en af mine yndlings buketter, af dem vi har i butikken. Måske fordi det er en af dem, jeg har designet-bestemt hvordan skulle se ud. hvis man kan sige det. 

 

"Den er også virkelig flot, kassen er denne her vej," svarer jeg, og går hen imod kassen. Fyren følger bare med. Stadig ingen øjenkontakt.

 

Jeg går om bag kassen, og han stiller sig foran. Jeg får trykket prisen ind, og han betaler. Det er som om, at han stadig prøver, at fange mine øjne, og jeg bliver enig med mig selvom, at så pinligt havde det måske alligevel ikke været.

 

Så jeg kigger op, og møder hans gråblå øjne, og der er det som om, at alt omkring mig forsvinder. Det er som om, at han kan se lige igennem mig. Det føltes som om, at jeg kan se hele mit liv, min fortid, nutid, og min fremtid i hans øjne.  Det er så smukt, så specielt. Det føltes som om, at mine ben forsvinder under mig, og det eneste jeg kan fokuserer på er hans øjne. Alt andet bliver glemt. Det er noget at det mest specielle, mærkeligste, og smukkeste jeg nogensinde har oplevet. Det er så unikt. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal forklarer, den følelse jeg har indeni, det føltes bare som om, at fra i dag af, er alting forandret. At intet nogensinde ville blive det samme igen. Jeg ville aldrig nogensinde, kunne glemme det her øjeblik. Jeg er blevet ramt. Jeg er på to sekunder blevet forelsket i en person, jeg aldrig i mit liv har mødt før. Jeg er blevet ramt af kærlighed ved første blik, noget jeg troede kun eksisterede på film. I de sekunder er det som om, at jeg var klar på at opgive alt, bare for at kunne være sammen med ham, resten af mit liv.

 

Jeg bliver afbrudt af mine tanker, da et ‘øhm..’ lyder ud for mit øre. Jeg skynder mig at kigge væk, stadig forvirret over hvad det er, der lige er sket.

 

“Ja, men ja, jeg tror også, at jeg, ja skal til at videre,” Situation er ret akavet, og vi er hvis begge to et helt andet sted, end lige her.

 

“Ehm.. Ja men jeg skal, jo ja også lige herind,” siger jeg, men bliver stående. Det er ham der tager skridtet og vender sig om, og går.

 

Jeg glider ned af væggen bag mig, og trækker benene op, så jeg sidder med mit hoved på min knæer. Jeg kan stadig ikke forstå, hvad det er der lige er sket. Det hele havde været så surealistisk, det er jo noget der kun sker på film.

Jeg sidder længe bare og tænker. Tænker på at jeg i de sekunder, havde været klar på at opgive hele mit liv, min familie, Daniel. Daniel er en af de tanker der fylder mest i mit hoved. Jeg havde været klar på at smide ham væk, på at være ham utro, bare for en dreng, jeg havde set i få sekunder. En dreng jeg aldrig i mit liv har mødt før. Jeg er så forvirret. Skal jeg fortælle Daniel om det, eller skal jeg lade vær. Der er jo egentlig ikke sket noget, og alligevel er der sket så meget. Det hele er sket psykisk, intet fysisk. Men alt er bare anderledes, intet er det samme længere.

 

Jeg prøver at tænke på noget andet, men han kommer hele tiden op på indersiden af mit hoved. Hvordan han havde prøvet at fange min øjne hele tiden, og jeg til sidst havde givet ham lov. Den ene lille beslutning, har forandret mit liv så meget, at det er helt sindsygt.

 

Samtidig tænker jeg også, hvorfor skal det her ske for mig, og hvorfor lige nu. Mit liv er som det skal være, jeg har det godt, min kæreste er fantastisk, og der er ingen ting jeg ville ændre på. Men alt det er lavet om nu, det er i hvert fald, en ting jeg er sikker på. Lige meget hvor meget jeg ville ønske, at jeg bare kunne glemme de her få sekunder, er det umuligt. Det er ikke bare noget jeg, kan lade som ikke skete, selvom jeg ville ønske at jeg kunne. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne gå hen til Daniel, og bare være mig. Den gamle mig, der ikke havde haft denne her oplevelse. At mig og ham kunne være os, som vi det sidste år har været. At intet er anderledes. Selvfølgelig må der godt være små ting der sker en gang imellem, men ikke store ting som denne her, der kan ændre alt. Årh.. hvor er det er bare forvirrende.

 

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥
 

Jepper det var så første kapitel, hvad synes i? Er selv rimelig tilfreds med det, så det håber jeg da også at i er men ja.. Skriv hvad i synes ik?

 

Hvad tror  i der sker nu? Tror i Louis blev lige så hårdt ramt som Ava? Tror i at Emma fortæller Daniel om oplevelsen, eller bare lade være med at sige noget? Og tror i virkelig at Emma er så hårdt ramt som hun giver udtryk for?

Og tusind tak for favoritlisterne og likes'ne for mig er det helt vildt!<3

på forhånd, undskyld hvis der er stavefejl og sådan noget!:)


Møzzer fra mig af!!<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...