Nothing to lose - 5 Secounds of summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Melody Webster har boet på gaden det sidste år af hendes liv, og ved ikke hvordan hun skal komme væk fra gadelivet. Hun flygtede fra hende forældre, da hun som 14 årig fandt ud af hun var adopteret, efter episoden derhjemme, flyttede hun hjem til hendes 10 år ældre kæreste, Kyle, men efter vold, smed han hende ud på gaden, som hun stadig er på. Hun holder sig med penge ved at spille på gaderne, og tage imod småpenge fra venlige skabninger. Men når Melody møder den kendte producer, Toby West, som repræsenterer det verdens kendte band 5 secounds of summer, så ændrer det alt ved hendes liv, men kan man klare at blive forvandlet, og samtidig have et godt øje til sangeren i et kendt band?

5Likes
0Kommentarer
664Visninger
AA

6. Snakkende kammerat

"Melody, Meldody, Melody." Det var publikummet der råbte mit navn, imens jublen spredte sig, da jeg trådte ud på scenen. Det var som en drøm der gik i opfyldelse.

Korrekt..det var som en drøm, det var ikke publikummet, som råbte mit navn, det var Toby. Ikke at det var noget dårligt overhovedet, men stadig ikke lige det jeg troede.

"Du sover godt nok tungt, jeg har prøvet at vække dig de sidste 10 minutter." 

Toby så på mig, men ikke med et vredt blik som jeg havde regnet med, men et lettet og opmuntrende blik. Taxa chaufføren så mindre glad ud, han havde sikkert siddet der de sidste 10 minutter, og set på imens Toby prøvede at vække mig. 

Vi gik op mod vores hotel. Jeg havde regnet med et okay luksus hotel, men det var jo meget mere end det. Det var stort og eksklusivt, og næsten umuligt at tro på. 

Hele vejen fablede Toby om alt muligt, og jeg hørte kun halvdelen af det han sagde. 

"Hvorfor er det egentlig at vi skal over på hotellet, jeg troede du sagde, at jeg skulle med ud og bo hos din far og dig, så du bor jo ikke på hotel?" Jeg var ved at dø af nysgerrighed.

"Jeg skal bare lige hente nogen ting her, jeg har en masse papirer at klare. Jeg har jo også et arbejde at passe."

Det var ikke lige det svar jeg havde regnet med, fordi jeg troede at ”berømtheder” havde folk til, at gøre det kedelige arbejde for dem, men det havde de ikke eller hvad?

Jeg fik ikke svaret på mit spørgsmål, da jeg alligevel synes det var lidt for upassende at spørge manden, som lige havde betalt for fly og ville præsentere mig for hans producer far, så jeg måtte holde alle mine spørgsmål tilbage, og bare lade som om, at jeg var fuldkommen indforstået med det hele.

Vi skulle ikke overnatte på hotellet. Vi skulle kun kort hente noget derinde, og det tog ikke mere end en halv time, og så var vi på farten igen. Vi sad i en taxa igen, men nu var det ved at blive alvor, fordi nu var vi på vej til kongen af alle, altså efter min mening. Mr. Copeland.

”Du skal ikke være nervøs Melody.” Toby prøvede desperat at berolige mig, da vi var på vej ind i ”Copeland Studioes.” Jeg var ved at gå i panik, og havde mest lyst til, at kravle over i hjørnet, og gå i fosterstilling men der var ingen tid til panik.

Toby stoppede op i et rum, og sagde at jeg lige skulle vente der imens han så hvornår hans far var ledig. Der gik kun få minutter, så kom Toby tilbage.

”Min far er lige i gang med noget, men hvis du vil må du gerne se, hvad han laver? Hvis du altså var interesseret?”

Jeg var mere end interesseret, jeg var som et barn i en slikkbutik. Det var fantastisk, også selvom vi ikke var i samme rum som ham, men jeg kunne følge godt med bagved glasruden. Jeg kunne se hans ansigt, og måden han sad og vippede med hovedet som havde de store høretelefoner på.

”Jeg har aldrig fået sangundervisning.”

Jeg havde lige sunget for Mr. Copeland, og det var en drøm der gik i opfyldelse, da jeg bagefter trådte ud af boksen, og han kiggede på mig og sagde.

”Du må have fået sangundervisning siden du var spæd.”

Jeg havde aldrig været så nervøs imens jeg talte med en, men det var selvfølgelig også en helt anden samtale end dem jeg var vant til, da dette kunne hjælpe mig så meget, og denne her mand var så magtfuld, at det næsten ikke var til at tro, at en 16 årig, hjemløs pige kunne sidde her og snakke med ham.

Jeg ved ikke hvor lang tid vi talte, men det måtte have været timer, fordi da jeg endelig kom ud i et rum med vinduer, så var det fuldkommen mørkt udenfor. Jeg satte mig i en rød sofa, og kiggede på ud i luften. Toby kom ud til mig.

”Nårrhh..hvad mener du så, er du fuldkommen væk?”

Jeg havde ikke ord til at beskrive, hvor fuldkommen fantastisk jeg havde det. Jeg kunne ikke lade vær’ med at rejse mig op, og kramme Toby længe. Jeg kunne mærke han blev overrasket, men han blev i hvert fald også glad. Vi satte os ned, og vi sad bare der uden at sige noget i lang tid, da jeg lige skulle havde tid til at komme mig over mødet. Jeg vidste ikke, hvad Toby’s far havde sagt om mig, eller om han overhovedet ville arbejde med mig på nogen måde.

”Min far sagde, at han lige skulle lytte noget igennem og tjekke det hele igen inden han ville sige noget om det.”

Jeg håbede på at Toby havde gode nyheder, men i stedet gav han mig meget nervøsitet. Jeg var bange for at miste det hele nu, og ikke engang få en chance.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...