Nothing to lose - 5 Secounds of summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Melody Webster har boet på gaden det sidste år af hendes liv, og ved ikke hvordan hun skal komme væk fra gadelivet. Hun flygtede fra hende forældre, da hun som 14 årig fandt ud af hun var adopteret, efter episoden derhjemme, flyttede hun hjem til hendes 10 år ældre kæreste, Kyle, men efter vold, smed han hende ud på gaden, som hun stadig er på. Hun holder sig med penge ved at spille på gaderne, og tage imod småpenge fra venlige skabninger. Men når Melody møder den kendte producer, Toby West, som repræsenterer det verdens kendte band 5 secounds of summer, så ændrer det alt ved hendes liv, men kan man klare at blive forvandlet, og samtidig have et godt øje til sangeren i et kendt band?

5Likes
0Kommentarer
603Visninger
AA

4. Gade musikanter er åbenbart farlige

Jeg rejste mig op fra kanten på springvandet, og lod min ene hånd tage den brune hue af mit hoved, og ligge den ved siden af mig på jorden, og derefter lod jeg hånden køre rundt i håret, så det ikke så ud som om, jeg lige var stået op, selvom folk når egentlig var rimelig ligeglade. Jeg tog det røde plastikkrus, og stilte det op foran mig, og kiggede mig blidt omkring, jeg skulle altid lige tjekke om, der var politi i nærheden, fordi de ville altid stoppe mig, og jeg orkede ikke at blive anholdt igen.

Jeg begyndte at synge, det var den samme sang hver eneste dag, ikke fordi jeg ikke kunne andre, men fordi det var en sang, som skabte den tryghed, som jeg manglede i stor stil her på gaden. ”She sleeps alone. my heart wants to come home. I wish i was, i wish i was. Beside you.” Ordene var lette at huske for mig. Sangen var af en af de største bands, som hed 5 secounds of summer. Jeg vidste ikke meget om bandet, andet end at det bestod af 4 drenge, Luke, Calum, Michael, og Ashton.

Jeg havde hørt sangen om aftenen, det var den første aften , hvor jeg skulle sove på gaden, der lå jeg så på gaden ude foran en natklub, hvor de spillede den så højt, at det ikke var noget problem, at høre den der hvor jeg lå helt alene. Sangen var så sød, og jeg fik et særligt forhold til den, også selvom jeg egentlig ikke vidste noget om bandet på nogen måde.

Jeg levede mig altid fuldkommen ind i sangen, også selvom jeg stod på gaden i den varme sol, og der gik folk forbi mig, som kiggede på mig, som om de aldrig nogensinde havde set en ung pige stå på gaden før.

Når man var som mig, så var der 3 ting man blev nødt til at leve med.

1. Man er en enspænder.

2. Mad og hygiejne var noget man måtte lægge på hylden.

3. Folk dømte en på forhånd.

Når man stod, og optrådte på gaden som jeg gjorde, så var nummer tre det første. Når folk gik forbi en tænkte de ikke. "Wow hun synger smukt." De tænkte straks: "Hun tigger for penge, hun er selv udenom ikke at have noget hus." I starten var det svært at leve med, men i længden, så vender man sig til det, og så bliver det bare en vane, at der er nogen folk, som kigger underligt på en, og at mødrene straks skubber deres børn væk fra mig, som om jeg ville overfalde dem uden grund. 

Jeg afsluttede stille sangen af, og som normalt var der selvfølgelig ingen klapsalmer og ingen jublen, som der ville have været, hvis jeg optrådte på en scene, men altså der var jo et par småmønter i glasset, da jeg løftede det op. Det var ikke noget at råbe hurra for, men det var da nok til jeg kunne få noget rent vand, og noget billigt mad, hvis jeg var heldig.

Jeg begyndte at slentre ned mod købmandsbutikken, samtidig med at jeg begyndte at tælle mine mønter sammen, så jeg var sikker på, hvor meget jeg kunne købe for, så det ikke endte med, at det løb fuldkommen af med mig, og jeg troede, at jeg havde vildt mange penge, og bare ville købe en masse, og så komme op til kassen, og finde ud af, at man kun havde 8 kroner, det var ikke så sjovt, det havde jeg prøvet flere gange, og aldrig om jeg ville gøre det igen. 

Jeg stod lige foran døren ind mod købmanden, og var klar til at endelig at få noget i maven, da der var gået et stykke tid siden jeg sidst havde fået noget at spise, eller det syntes jeg ihvertfald.  

Jeg har altid været en pige med en meget stor appetit, og det er selvfølgelig ikke særlig smart, når man bor på gaden, men det vidste jeg jo ikke noget om, at jeg skulle komme til.

Jeg mærkede nogen, som stod bagved mig, og jeg tænkte, at det sikkert bare var en kunde, som gerne ville træde ind i butikken, og ventede på, at jeg gik ind, men jeg skulle lige have styr på de små mønter, så jeg trådte bare et skridt til siden, så personen kunne komme ind i butikken.

Jeg vendte mig om, fordi jeg stadig havde følelsen af, at der var nogen bagved mig, og mærkeligt nok, så var min fornemmelse ikke helt forkert, fordi bagved mig stod der en mand...eller jeg ville nok mere kalde det en dreng.

Han må have været i starten af tyverne, han havde mørkt hår, hvor det forreste af håret var farvet blåt. Han kiggede på mig, som om jeg kendte ham, men jeg havde ingen idé om, hvem den mand, som stod, og smilede på den måde til mig var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...