Best Song Ever ~ One Direction

Alexia van Brand. 18 år. Bor hjemme hos hendes far. Og er møgforkælet. Hun har alt. Hendes liv er perfekt, og der er ikke noget rod i hendes liv. Altså, i hvert fald indtil 5 drenge skal bo hos dem i mange måneder. One Direction. Hendes far skal hjælpe dem med deres nye album, 'Midnight Memories'. Alexia ser bestemt ikke frem til de måneder, men alligevel vender en person dog op og ned på det hele, og en anden person. Hendes liv bliver vendt op og ned på mange måde at disse to personer, og hendes liv er måske alligevel ikke så perfekt mere? Den her tid, bliver hendes mest mærkelige, mindesrige, perfekte, svære og ikke mindst, Uforglemmelig tid i hele hendes 18 årige liv.

97Likes
110Kommentarer
7917Visninger
AA

10. Kapitel 9 - "Hvad jeg føler? Jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig." -Liam

Alexia’s synsvinkel:

 

Det sidste par dage, har været ret mærkelige.

Liam eller Marcel?

Jeg var overrasket over de ord, der fløj ud af min mund, til premieren. Liam var ligeså overrasket.

Han var samtidig også kold, og afvisende. Marcel var egentlig ikke i mit hoved. Hvad fuck sker der med mig? Jeg opfører mig jo åndssvagt.

Jeg føler mig… Ja, hvad føler jeg egentlig? Jeg er vel splittet, eller hvad man nu siger når man er forelsket i en der ikke gengælder og man har en der er i forelsket i sig selv, og.. og.. og… Jeg tager mig frustreret til hovedet og ligger mig i min seng igen.

Drengene kommer nok hjem fra indspilning til middag i dag. Jeg skal virkelig snakke med Liam. Virkelig.

Gøre det godt igen. For jeg elsker ham virkelig. Wow. Tænk. Jeg elsker Liam Payne. Han er verdenskendt, hvorfor skulle han gengælde mine følelser? Jeg er bare endnu en simpel pige, som er en som Liam aldrig ville have.

Hvad har han gjort ved mig?! Det er drengene der plejer at sukke over mig, og ikke omvendt. Det er drengene der tænker, ’Hvordan kan jeg dog tro at hun ville kunne lide mig? Jeg er bare en simpel 1.g’er og hun er rig, smuk og talentfuld. Hun vil aldrig have mig’. Sådan skal det være. Men Liam har gjort mig blød, og nu sidder jeg og sukker over ham.

Ligesom milliarder af andre piger.

Directioners. Mrs. Payne’rs kalder de sig vist. Ingen anelse. Faktisk ret blank på det punkt. Selvom jeg har læst om dem, en hel dag.

Men egentlig læste jeg, uden at forstå. Det sker tit.

Min mobil vibrerer. Jeg tror, at i nu tror at det er fra Liam, for sådan er det altid. Men faktisk var det fra min far. Han skrev at de kørte hjem nu. Klokken er altså også halv et om eftermiddagen.

Egentlig er jeg gået ned i køkkenet for at lave frokost. Problemet er bare, jeg ingen anelse har hvad jeg skal lave. Vi har intet. Intet! Det er frygteligt! Jeg elsker jo mad! Så meget! Mad er mit liv. Jeg lever af mad. Ligesom alle mulige andre. Men jeg er måske lidt speciel.

Jeg er næsten altid sulten, og grovæder, men tager ikke på. Det er lidt skræmmende en gang imellem. Jeg er faktisk det man kalder undervægtig. Ikke voldsomt meget, men et par kilo for lidt.

Jeg kan faktisk godt lide min krop. I modsætning til alle mulige andre.

Vi har for resten en dato til hvornår drengene skal hjem. Omkring tre måneder endnu. Jeg ved det ikke præcist.

Jeg lukker køleskabet, og straks gør døren op, og gangen bliver fyldt med glade stemmer, og grin. Mon indspilningen gik godt? Ja, det tror jeg ret meget.

”Så drenge! 2 sange! Hvor sejt er det lige!” Og straks hører man klask. De giver highfive.

”Alexmus! Vi er hjemme!” Højere grin lyder da far siger mit kælenavn. Hader seriøst det kælenavn! Over alt på jorden.

”I køkkenet.”  Råber jeg tilbage.

Drengene og min far kommer ud i køkkenet. Min far bærer en stor pose.

”Jeg tænkte dig, Harry og Liam kan lave frokost Alex.” Jeg nikker bare, og har det egentlig godt med at Harry også er her. Ham kan jeg nemlig godt lide. Han er sjov og rent ud sagt bare en mega cool fyr.

Altså helt klart kun som ven. Harry har på ingen måde kæreste egenskaber. For mig. Måske for tusindvis af andre piger, men ikke mig. Han er som en bedste ven for mig. Ja, i hørte rigtigt. En bedste ven!

”Hvad skal vi lave?” Spørger Harry glad og ivrigt, imens mig og Liam bare trækker på skuldrene og ser ligeglade ud, og så har vi begge sammenbidte tænder. Jeg er lidt anspændt og det samme er Liam vist. 

”Så ser vi hvad Hr. Brand har købt.” Siger Harry, og sætter posen foran os.

”Det ser ud til vi skal have sushi.” Siger han med en mærkelig stemme, og viser en begynder sushi pakke ting, så man kan lære det med sushi kunsten. Det er vel en kunst ikke? Det håber jeg, ellers vil jeg jo fremstå dum! Og det er jeg bestemt ikke..

”Jeg kan ikke lide sushi.” Prøver jeg. Selvom jeg elsker sushi. Det er mest rigmandskost, men jeg synes nu at det er blevet meget normalt her i England. Egentlig.

”Jo. Din far sagde det var din livret.” Siger Liam. Jeg kigger dumt på ham.

”Nå. I laver det bare.” Siger jeg og laver et overfladisk kast med hovedet, vender om på hælen, og skal til at gå ovenpå, men næ nej om Liam skulle stoppe mig.

”Hr. Brand sagde at vi tre skulle lave mad, så det gør vi.” Han holder stramt, men det gør ikke ondt. Han slipper dog min arm, og lader mig gå.

”Okay.” siger jeg og går over til Harry som læser anvisningen.

”Jeg gør lige det her. Det kan tage lidt tid. Gå du bare over til Liam.” Køkkenet er stort og Liam står i den anden ende. Det er næsten 20 meter jeg skal gå. Det er meget i et køkken. Bare generelt i et hus. Synes jeg. Men jeg er vant til det. Det rør mig egentlig ikke.

Jeg går over mod Liam, som hverken skænker mig et smil eller et blik. Han er virkelig såret.

”Liam?” Han kigger på mig, lægger armene over kors, og kigger afventende og nysgerrigt på mig.

”Hvad?” Spørger han koldt, og læner sig op ad køkkenbordet.

”Jeg skal virkelig snakke med dig Liam.” Siger jeg og læner mig lidt tættere på. Han rykker sig til siden og kigger afvisende på mig.

”Undskyld! Tusinde gange undskyld! Nej ved du hvad. Jeg undskylder ikke. Jeg synes ikke det er det værd, hvis du skal være så kold. Jeg elsker dig. Okay? Men du gengælder tydeligvis ikke. Jeg synes det er spild af tid.

Jeg har droppet så mange aftaler med alle, her på det seneste på grund af dig. Du har gjort noget ved mig. Gjort mig blød. Det er svært at forklare. Jeg håber du forstår at jeg virkelig elsker dig. Det var måske ondt gjort af mig at kysse Marcel, men ser du, jeg fortryder intet.

Man skal ikke fortryde noget!” Jeg skal lige til at gå, men Liam hiver mig tilbage og vores læber mødes i et kys.

Vores læber passer perfekt mod hinanden, og det føles som om mine læber bare passer lige ind i hans. Hans læber bevæger sig lidt, og hurtigt har vi en rytme i gang.

Mine hænder finder sig vej til hans nakke, og hans hænder om min talje.

Harry rømmer sig, og straks skilles vores læber. Det føles tomt. Tomt uden Liam tæt på min krop. Tomt uden hans læber mod mine. Tomt uden hans berøringer omkring hoften.

 

Vi overlevede at lave frokost. Ingen af mig og Liam sagde noget. Vi gjorde bare som Harry sagde vi skulle, og hurtigt havde vi lavet en god omgang frokost, og samtidig så det pænt ud.

Drengene og min far var vilde med det. Det samme var jeg også.

Jeg rejser mig og tager min tallerken. Liam og Niall gør det samme.

Liam rækker ud efter min tallerken og jeg giver ham den og mumler et tak.

Harry vil gerne snakke med mig og Liam efter hvad der skete i køkkenet. Forståeligt. Han må være mega forvirret, og det samme med filmpremieren. Der fandt vi ud af at vi havde stået og talt op i en mikrofon. Pinligt. Eller nej. Ikke pinligt mere sådan han-er-verdenskendt-og-så-står-en-fremmed-pige-og-siger-hun-elsker-ham-mærkeligt. Men jeg er jo egentlig ikke fremmed for Liam. Men for fansene. Deres fans. 

”Hvad skete der lige mellem jer da vi lavede frokost?” Spørger Harry forvirret og laver en sjov pegemåde hen mod hvor vi stod. Hans øjenbryn er let løftet.

”Ja. Hvad skete der egentlig?” Spørger Liam og straks har jeg deres fulde opmærksomhed. Deres blikke borer sig helt ind i mig. Det er en smule ubehageligt. Jeg kigger ned.

”Det var dig der trak mig ind til dig, efter jeg gav den der tale, hvor jeg prøvede at sige undskyld. Men endte med at sige at jeg virkelig elsker dig.” Jeg kigger stadig ned. Nu kigger Harry med endnu større øjne. De er næsten ved at hoppe ud af fjæset på ham. Seriøst. Det ser fucking sjovt ud.

Men jeg griner ikke. Eller smiler. Eller noget andet end at stå og glo ned i jorden og bare vente på nogen siger noget, bare ikke mig.

”Det er lidt som om, at du.. Altså..” Harry tøver. Jeg kigger op.

”Hvad er det lidt som om jeg…?” Jeg krydser armene.

”Never mind.” Siger Harry bare.

”Nå okay. Må jeg gå nu?” Spørger jeg og læner min vægt lidt over på det ene ben. Han nikker, og ikke efter ret lang tid er jeg oppe på mit værelse.

Jeg ligger mig i sengen og tænder min computer. Jeg er lige gået ind på twitter da døren går op. Stille og roligt.

Liam banker på døren.

”Må jeg komme ind?” Spørger han og træder ind og lukker døren. Jeg har ikke engang svaret ham, og han er allerede henne ved sengen. Han er da uhøflig.

”Ja ja. Kom du bare ind.” Siger jeg og ligger min computer fra mig. Jeg har lige startet den og nu lægger jeg den fra mig igen. Det er sørgeligt. En computer skal bruges, ikke gemmes. Eller. Nej glem det.

Jeg retter mig op, og ser afventende på Liam. Han må jo være komme herind af en grund. Altså, han er jo sur på mig. Tror jeg da. Men kysset. Og… Jeg er forvirret.

”Forklar mig hvad der skete i køkkenet. Nu er det kun dig og mig. Vær ærlig.” Siger han og læner sig lidt hen mod mig.

”Jeg kan ikke forklare dig det. Jeg ved det ikke. Derfor.

Men forklar mig hvad du føler.” Siger jeg og læner mig også lidt hen mod ham.

”Hvad jeg føler? Jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig, men det virker ikke helt troværdigt når du siger det.” Siger han forsigtigt og læner sig lidt længere frem.

”Troværdigt?” Spørger jeg og læner mig igen lidt længere frem. Vi er cirka 5 centimeter fra hinanden.

Han nikker og tager det sidste skridt. Han tager fat om min talje og rykker mig op på hans skød.

Vores læber er smeltet sammen, og jeg har en varm følelse i kroppen. En dejlig betryggende følelse. En følelse en hver pige drømmer om at få. Den der følelse hvor det kilder, fra top til tå.

Det starter ved storetåen og går så længere op i kroppen. Ender så ved hjernen, som sender en kuldegysning ud i kroppen. Men ikke en af dem der er ubehagelige, en af dem der er rare. Venligst ikke misforstå, men det giver en dejlig varm følelse.

Han udvikler kysset. Vores tunger leger med hinanden.

Jeg presser min overkrop mod hans og placerer mine hænder i hans nakke. Hans hænder finder sig vej til min side og presser mig længere op mod ham. Hvis det da er muligt.

Det er som om vores kroppe er smeltet sammen.

Vi trækker os kort væk.

”Var det da ikke troværdigt?” Spørger jeg og hviler min pande mod hans. Han nikker lidt forpustet og smiler.

Jeg smiler bare og kigger intenst ind i hans smukke brune øjne.

Mine hænder finder vej til kanten af hans T-shirt. Han trækker sig helt væk, fjerner mine hænder.

Han rejser sig, og går uden en lyd. Han forlader mig. Eller noget.. Lige meget.

Jeg sidder bare der. Fuldstændig fortabt. Han afviste mig lige? Hvem afviser Alexia van Brand? Åbenbart den verdenskendte Liam Payne.

Der føles tomt. Igen.

Uden Liam’s berøringer, føler jeg mig.. Tom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...