Best Song Ever ~ One Direction

Alexia van Brand. 18 år. Bor hjemme hos hendes far. Og er møgforkælet. Hun har alt. Hendes liv er perfekt, og der er ikke noget rod i hendes liv. Altså, i hvert fald indtil 5 drenge skal bo hos dem i mange måneder. One Direction. Hendes far skal hjælpe dem med deres nye album, 'Midnight Memories'. Alexia ser bestemt ikke frem til de måneder, men alligevel vender en person dog op og ned på det hele, og en anden person. Hendes liv bliver vendt op og ned på mange måde at disse to personer, og hendes liv er måske alligevel ikke så perfekt mere? Den her tid, bliver hendes mest mærkelige, mindesrige, perfekte, svære og ikke mindst, Uforglemmelig tid i hele hendes 18 årige liv.

97Likes
110Kommentarer
7595Visninger
AA

8. Kapitel 7 - "Kender i hinanden?" -Alexia

Alexia's synsvinkel:

 

Jeg sætter mig forsigtigt op i sengen. Jeg tager mig hurtigt til hovedet, og ligger mig så hurtigt ned igen.

Mit hoved dunker. Min hjerne er ved at eksploderer. Og jeg er følelsesmæssigt splittet.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op med de to. Jeg har Marcel. Ham er jeg fuldstændig væk i, og så kommer Liam. Hvad skete der egentligt for kysset, men vigtigst? Hvorfor stoppede jeg det ikke?

Alle disse spørgsmål kører rundt i hovedet på mig. Og jeg kan ikke få svar lige foreløbig.

Det er efterårsferie, og drengene har også ferie.

Jeg beslutter mig for at sætte mig op, og få taget mig til hovedet, så det hele lige ser nogenlunde normalt ud igen.

Mit syn slører en smule, da jeg rejser mig for at gå over til mit klædeskab.

Som sædvanlig er Liam allerede stået op. Han står mega tidligt op den dreng! Det er jo for sindssygt. Så tidligt står jeg ikke engang op.

Det minder mig om at jeg skal tjekke klokken. 12.56. Klokken er næsten et om eftermiddagen?!

Så længe har jeg aldrig sovet før. Hvad sker der med mig for tiden?

Jeg får taget noget afslappet tøj på, sat min knold om igen og tøffer så stille ned af trappen mod køkkenet.

Som forventet, sidder min far sammen med drengene. Men det er ikke arbejde. De griner, fjoller og har det pisse sjovt. Uden mig. Slemme drenge. Slemme, slemme drenge! Meget slemme drenge.

Slut.

Jeg åbner køleskabet. Jeg står længe og kigger, men intet af det vi har, har jeg lyst til at æde. Eller spise, hvordan folk nu vælger at sige det. Jeg siger altså æde.

Det synes jeg lyder bedst. Altså at sige æde, i stedet for spise.

Jeg lukker køleskabet igen.

Jeg kigger over på min far, som jeg ikke engang tror, har opdaget mig.

”Far?” Spørger jeg og krydser armene, imens jeg læner mig over på den ene fod.

Der bliver stille, og min far retter opmærksomheden mod mig.

”Hvad så?” Spørger han og læner sig ind over bordet.

”Morgenmad?” Siger jeg og kigger lidt dumt på ham, sådan ’du-skal-fortælle-mig-hvor-morgenmaden-er’.

”Det er frokost, ikke morgen.” Retter Louis mig.

”For mig er det morgen.” Ja, okay jeg vrisser måske lidt. Lidt meget. 

”Nå nå, er man lidt morgensur var?” Spørger Louis, tøsefornærmet. Jeg nikker bare og kigger bagefter på min far igen.

”Der er toast i skabet, og så nutella, ved siden af køleskabet.” Siger han og straks begynder deres lille samtale igen.

Jeg tager to toast brød og ligger dem i brødristeren. Jeg finder spækbræt, kniv og nutella frem, og skal nu faktisk bare vente på mine brød.

Noget vibrerer nede i min baglomme, og jeg trækker med det samme min mobil op ad lommen.

På displayet står det ’Marcel’. Jeg trykker ’besvar’, og trækker telefonen op til øret.

”Hej.” Siger jeg og læner mig op ad køkkenbordet. Straks tier drengene stille, og lytter faktisk til min samtale.

Jeg vender ryggen til drengene.

”Hey Babe. Kan jeg komme over?” Lyder det i den anden ende af røret.

”Jo selvfølgelig! Du kommer bare. Men jeg advarer dig, jeg ligner et monster. Et monster!” Og med de ord, har vi lagt på, og brødene er færdige.

Jeg lægger brødene på spækbrættet og smører et tykt på lag nutella på.

Elsker. Nutella.

Jeg tager mine toast brød og går ovenpå.

Jeg ligger brødene på mit sengebord, og tænder så for mit TV.

Nu mangler jeg bare noget Juice. Appelsinjuice. Altså, jeg foretrækker appelsinjuice, fordi at æblejuicen smager for sødt, og den der multitingeling, den er bare klam. Appelsinjuice. Det er bedst!

Jeg tøffer ned ad trappen, og ud i køkkenet igen. Jeg åbner køleskabet, men til min overraskelse, har vi ikke mere appelsinjuice! Hvad?! Ikke mere appelsinjuice!

”Faaaaaar?!” Jeg nærmest råber på min far, selvom han sidder næsten lige foran mig.

”Hvad så, Alexmus?” Drengene begynder at grine lidt, nok fordi de aldrig har hørt min far kalde mig Alexmus. Det har han altså gjort, siden jeg var fem, bare så i ved det.

”Der er ikke mere appelsinjuice!” Jeg lægger armene over kors, og kigger vredt på min far.

”Jo, i lågen.” Min far peger på køleskabslågen, som er åben, og så føler jeg mig pludselig akut dum.

”Undskyld.” Mumler jeg med sammenbidte tænder.

”Lær at kigge bedre efter Alexmus.” Siger han, og så begynder deres samtale igen. Den samtale jeg ikke er med i!

Jeg tager et glas fra skabet, og juicen ud af køleskabet.  Altså, det er min egen appelsinjuice, og jeg må drikke så meget jeg vil af den.

Jeg køber bare en ny, når den er drukket.

Alle de penge min far tjener, deler han op i små dele, fem dele eller sådan, og jeg er en af de fem dele.

Det vil sige, at jeg kan få op til 3000 pund om måneden.

Nogle måneder, går det vildt godt, andre går meget dårligt. Det svinger faktisk meget. Faktisk egentlig ret meget.

Jeg stiller koppen, og juicen på sengebordet, og skal til at lægge mig i min seng, men så langt når jeg ikke, for det ringer på døren.

”Jeg åbner!” Kan man hører Harry råbe. Jeg løber ned af trappen, og Harry har allerede åbnet døren.

Marcel står der, og jeg springer lige i armene på ham.

”Marcel?” Harry's stemme er dæmpet, og dyb. Han lyder trist, og samtidig meget glad. Og forvirret.

Jeg kigger undrende over på Harry. Jeg løfter et øjenbryn let, og kigger så på Marcel.

”Kender i hinanden?” Ordene flyver bare ud af min mund, uden jeg har kontrol over dem.

De nikker begge to, og åbner munden for at sige noget.

”Vi er brødre.” Ordene bliver sagt på samme tid, men den ene stemme, er der afsky i, og den anden stemme er der glæde i.

To modsætninger.

Harry spreder armene, og gør klar til et kram, men Marcel, træder bare væk, og tager fat i mit håndled. Han løber op ad trappen.

”Ligeud.” Siger jeg og straks er vi inde på mit værelse. Han lukker og låser døren, og ånder lidt efter lettet ud.

”Hvad skete der lige der?” Spørger jeg og smider mig i min seng, med mine toastbrød liggende på maven, og fjernbetjeningen i hånden, og et juiceglas i den anden hånd.

”Det ved jeg ikke babe. Det ved jeg ikke.” Han sætter sig over ved siden af mig, og lidt efter har han lagt sig ned.

Jeg har lagt fjernbetjeningen og sat mit glas på bordet. Marcel har også taget min hånd, og ligger og nusser den blidt. Det er faktisk meget rart, og betryggende, på en måde.

”Hvor kom vi egentlig fra sidst?” Spørger han, og læner sig lidt over af mod mig.

Jeg stiller min tomme tallerken over på bordet, og drikker det sidste juice.

Jeg tager fat i Marcel’s anden hånd, og presser min læber mod hans.

Hurtigt er han halvt ovenpå mig, og vi ligger bare og nusser, og kysser.

Det er rart, og det gør mig rolig. Det får mig væk fra den tanke, at jeg har fem drenge i huset, de næste par måneder.

Jeg trækker mig stille væk, og kysser ham så hurtigt på munden.

Han dumper ned ved siden af mig, og jeg ligger mit hoved på hans bryst.

Perfekt.

Han er perfekt.

Han er min.

Kun min.

Min.

Jeg nyder bare freden, og Marcel's duft.

Det har jeg egentlig aldrig lagt mærke til. Altså hans duft.

Jeg kan ikke forklare hvad han dufter af, men hans dufter virkelig godt.

 

Hey!

Det var så kapitel 7 ;)

Nok kun omkring 1300 ord, men jeg var tom for ideer og nu vil jeg altså publicerer!

Jeg lover, længere kapitler, men jeg synes nu det her blev fint ;)

SÅ, har brødrene mødt hinanden! Hvordan tror i de har det hver især, fordi jeg jo ikke beskrev andet end deres blikke.. Som ikke altid siger alt ;)

Og jer Marxia Shippere, holder i stadig på Marxia? :D

Og tusind tak for likesene! Blev ved med det, og 62 favoritlister?! Det er jo sindssygt!

Elsker jer! <3 xx

 

-Skum!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...