Best Song Ever ~ One Direction

Alexia van Brand. 18 år. Bor hjemme hos hendes far. Og er møgforkælet. Hun har alt. Hendes liv er perfekt, og der er ikke noget rod i hendes liv. Altså, i hvert fald indtil 5 drenge skal bo hos dem i mange måneder. One Direction. Hendes far skal hjælpe dem med deres nye album, 'Midnight Memories'. Alexia ser bestemt ikke frem til de måneder, men alligevel vender en person dog op og ned på det hele, og en anden person. Hendes liv bliver vendt op og ned på mange måde at disse to personer, og hendes liv er måske alligevel ikke så perfekt mere? Den her tid, bliver hendes mest mærkelige, mindesrige, perfekte, svære og ikke mindst, Uforglemmelig tid i hele hendes 18 årige liv.

97Likes
110Kommentarer
7663Visninger
AA

7. Kapitel 6 - "Afvisende." -Liam

Alexia's synsvinkel: 

 

Der er ca. gået 2 uger, og det er efterårsferie. Forskellen ved gymnasium og folkeskole er at vi har 2 ugers efterårsferie, og de passer perfekt med at drengene også har ferie.

De har fået indspillet første sang, og efter ferien, skal de i gang med den næste sang på albummet. Jeg ved ikke hvad de sange hedder og jeg er også ligeglad. 

Min far havde givet mig stuerast, så jeg har ikke overhovedet haft mulighed for at snakke med Marcel. Jeg mener, jeg kan ikke snakke med ham i skolen da jeg har et ry som skal opretholdes og så har jeg jo haft stuerast, og skulle komme hjem hver dag. Mig og Marcel har faktisk fremlagt vores historie opgave og vi fik 12 for den mundtlige fremlæggelse og 12 for den skriftlige aflevering. 

Jeg er ret stolt over mig og Marcel's karakter, da det er mine første 12 taller. 

Lige nu sidder jeg på twitter. Jeg kigger lidt hvad folk skriver rundt omkring, men intet nyt er sket. Her er kedeligt, og hvis jeg logger på face, bliver jeg totalt bombarderet, men alt muligt fra mine små "fans". For ja, jeg har fans. Utroligt ikke? Men det har jeg altså.

Jeg lukker min computer sammen, og så vil jeg lige fortælle jer noget om mig. Noget som i ikke havde set komme, men jeg spiller klaver, og synger. Det er min måde at slappe af på. 

Min far siger at jeg er god, men det skal han jo sige, for han er jo min far. 

Jeg åbner mit klaver, finder mine noder og sætter mig til rette. 

Mine fingre begynder stille at spille på det gamle klaver. Jeg har lyst til at spille, 'Uncover'. Zara Larsson har en smuk stemme. Og hun synger sangen virkelig godt. Sangen passer bare til hendes stemme. Altså, nogen sangere har sange der ikke passer til deres stemme, som for eksempel, Miley Cyrus og hendes sang 'We can't stop'. Hun har ødelagt sig selv, og det passer bare ikke til hende. 'The Climb' er mere hende. 

Nå, nok om det. 

Ord begynder at danne en sang, og snart er jeg begyndt at synge teksten. 

Det lyder godt i mit hoved, og jeg synes jeg klarer det godt. Altså lige indtil døren indtil mit værelse går op, og jeg med det samme stopper, og lukker min klaver sammen. 

Ind ad døren kommer Liam. Jeg har rejst mig, og står nu ved siden af klaveret. Jeg har hænderne bag ryggen som ryster nervøst. Altså ryster mine hænder. 

Jeg er nervøs for at han har hørt mig. 

Det må ingen. Ingen må høre min stemme og mit klaver. Ingen. 

Jeg kigger tomt på ham, og venter på at han siger noget. 

"Var det dig der spillede?" Spørger han og går helt ind, men han er ikke alene. Harry gik med. Jeg ryster bare på hovedet og går stille over på min seng. 

"Hvem var det så?" Spørger Harry, og kigger undrende på mig. 

Jeg trækker bare på skuldrene.

"Men hvorfor stod du så ovre ved klaveret?" Spørger Liam. 

De kigger begge undrende på mig. 

"Er der noget galt med at jeg spiler klaver?" Udbryder jeg pludseligt. De løsner sig op og ryster straks på hovedet.

"Nej overhovedet ikke. Vi synes bare det lød godt. Det synes vi alle." Siger Harry. 

Jeg rødmer lidt. Jeg kigger ned og får mumlet et 'Tak'. 

"Må vi høre det du spillede igen?" Spørger Liam. 

Okay så... Det er alligevel kun de to. Jeg nikker og går over til mit klaver. 

Jeg åbner det, og sætter mig ned foran det. Min fingre finder tangenterne og har snart dannet rytmen til 'Uncover', sammen med at min stemme følger med, bare med tekst. 

Det føles rart, at kunne vise det. Selvom jeg har været stærkt imod, at nogen overhovedet skulle høre min musik. Ja, jeg skriver lidt selv. Ikke meget. Et par sange. 

Da jeg er færdig smiler de bare virkelig stort til mig.

"Wow. Det er du fandeme god til!" Udbryder Harry, og Liam erklærer sig enig. 

Jeg smiler venligt og siger tak. 

Jeg går nedenunder til far, og har mest bare lyst til noget at spise og så op igen. 

 

Liam's synsvinkel: 

 

Hun tilgiver mig sikkert aldrig igen. Jeg havde troet hun ville sige nej da jeg spurgte om hun ville spille det igen for os. Hun spillede virkelig godt, men forsvandt lige efter. Jeg kunne mærke mine øjne begyndte at løbe så jeg skyndte mig ud på toilettet og lod tårerne få frit løb.

’’Mad!’’ kunne jeg svagt høre Hr. Brand råbe. Jeg har aldrig fundet ud af hans fornavn, Alexia kalder ham far og vi kalder ham Hr. Brand, såe…

Jeg skyndte ned i køkkenet, heldigvis kunne man ikke se jeg havde grædt. Det ville have været ydmygende. Jeg kunne se på bordet at det var hjemmelavede burger vi skulle have, jeg satte mig mellem Niall og Zayn og begyndte at lave en kedelig burger.

’’Tak for mad.’’ Sagde jeg og stillede min opvask over til vasken.

’’Men du har kun spist en burger.’’ Sagde Harry og lød lidt bekymret. Jeg trak på skuldrene og gik ind i stuen til Niall der allerede havde spist 4 burgere og var gået ind for at se fjernsyn. 

Jeg sætter mig med et bump, og giver et lydløst suk fra mig. 

"Noget galt Liam?" Spørger Niall. 

Jeg ryster på hovedet og læner mig tilbage i sofaen. Jeg prøver at følge med i det der kører i fjernsynet, men det er ikke så spændende.

Faktisk er det ret kedeligt!

"Hvad ser vi Niall?" Spørger jeg og kigger undrende og nysgerrigt på Niall. Han trækker bare på skuldrene og læner sig også tilbage. Han tog fjernbetjeningen inden, og er nu begyndt at sappe lidt rundt i kanalerne. 

Jeg tager min mobil op ad lommen for at gå på twitter. Men så langt nåede jeg ikke. 

"Du skal hjælpe mig med opvask. Payne" Alexia ligger tryk på mit.. Efternavn? Hun brugte mit efternavn? 

Nå men, jeg ligger mobilen i lommen, og følger med Alexia ud i køkkenet. 

"Har i ikke opvaskemaskine?" Spørger jeg, lige da jeg ser opvasken, og at hun er ved at skylle det af, over en fyldt vask, med vand. Hun ryster på hovedet.

"Den er i stykker." Siger hun og kaster et viskestykke til mig. 

Jeg griber det med let hed, og går over til hende. 

Opvasken er stor, og det vil tage lang tid. Men det gør mig ikke noget. Så kan jeg få svar på mine spørgsmål. 

Mine mange, rigtig mange spørgsmål. 


Jeg rømmer mig kort, og hun stopper og kigger over på mig. 

"Må jeg spørge dig om noget?" Spørger jeg akavet. Hun nikker stille, og fortsætter med at vaske op. Jeg tager imod det hun har vasket op, og tørrer det så af. 

"Hvorfor kan du ikke lide mig?" Spørger jeg. Hun kigger overrasket på mig, stopper med at vaske op, og åbner så munden.

"Jeg har aldrig sagt jeg ikke kunne lide dig. Payne." Jeg ligger tingen jeg har tørret af fra mig, og stiller mig overfor hende, og kigger nu selv overrasket. 

"Men hvorfor..? Din opførsel...? Jeg er forvirret." Jeg klør mig lidt i nakken, og hun kigger bare dumt på mig. 

 

Alexia's synsvinkel: 

 

Jeg kigger dumt på ham. Det der fattede jeg ikke en skid af. 

"Min opførsel? Hvordan har jeg opført mig da?" Spørger jeg og læner hovedet lidt på skrå. 

Først kigger han tænksomt, og bagefter ser du ud som om han har fundet ud af hvad han skal sige. 

"Afvisende." Vi har fuldstændig glemt opvasken, og står nu bare og snakker. Det er mærkeligt, og ligner heller ikke mig. 

Jeg plejer altid at fokuserer på mine pligter, inden jeg gør alt muligt andet. 

"Afvisende..?" Jeg kigger undrende på ham, og mine øjne er smalle streger. 

"Ja, du har været meget afvisende." Han træder et skridt tættere på.

Og endnu ét.

Vi står omkring et par centimeter fra hinanden, og jeg har gjort intet for at stoppe det? Hvad sker der med mig?

Jeg mener, Marcel, jeg elsker jo ham. Ikke Liam. 

Jeg kan godt se hans pointe med at jeg har været afvisende og jeg ved det godt.

"Jeg har været afvisende fordi, du som en fremmed dreng, står med min mobil i hånden, og jeg synes personligt det var krænkende." Jeg overrasker ham ikke. Han kigger bare hemmelighedsfuldt på mig, og smiler.  

Han tager et lille skridt nærmere og nu sådan cirka står vi omkring 3 centimeter fra hinanden. 

Jeg forstår det ikke! Jeg vil så gerne bakke, men mine fødder vil ikke tillade det. 

Hans ansigt nærmer sig mit. Han er ikke langt fra, og jeg vil så inderligt bare, træde væk og stoppe det her, men jeg kan ikke. Jeg kan helt seriøst ikke.

Hans duft, han smukke brune øjne, og hans let rosa læber, som er ved at nærme sig mine. 

Jeg smiler let, og lader ham gøre det. Tage det sidste skridt. 

Hans læber føles dejlige mod mine. Som om det er perfekt. Men, når jeg kysser ham, tænker jeg på Marcel. 

Hans hænder har fundet vej til min talje, og har presset min krop op ad hans. Jeg lukker øjnene, ligesom han har gjort, og placerer mine hænder i hans nakke. Mine fingre laver små cirkler omme på hans nakke, ved hans små nakkehår.

Jeg presser min krop lidt længere op ad hans og nyder det her kys. 

Ingen af os, gør noget for at udvikle, men heller ikke for at stoppe.

Hvad sker der egentlig med mig? 

 

Så! Jeg havde personligt selv ventet på det her kys, og synes det var oplagt nu! Men hvad gør Alexia så med Marcel. 

Er hun til Marxia eller Lixia? Og ikke mindst, hvad er i til?! :D

Og 49 favoritlister! Det er for sindsygt! Bliv ved med det i gør! 

Like, fav og komment! :D Det betyder meget! xx

 

-Emilie aka. Skum

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...