Best Song Ever ~ One Direction

Alexia van Brand. 18 år. Bor hjemme hos hendes far. Og er møgforkælet. Hun har alt. Hendes liv er perfekt, og der er ikke noget rod i hendes liv. Altså, i hvert fald indtil 5 drenge skal bo hos dem i mange måneder. One Direction. Hendes far skal hjælpe dem med deres nye album, 'Midnight Memories'. Alexia ser bestemt ikke frem til de måneder, men alligevel vender en person dog op og ned på det hele, og en anden person. Hendes liv bliver vendt op og ned på mange måde at disse to personer, og hendes liv er måske alligevel ikke så perfekt mere? Den her tid, bliver hendes mest mærkelige, mindesrige, perfekte, svære og ikke mindst, Uforglemmelig tid i hele hendes 18 årige liv.

97Likes
110Kommentarer
7758Visninger
AA

6. Kapitel 5 - "Sig noget!" -Alexia

Alexia’s synsvinkel:

 

”Forklaring?” Jeg ligger mobilen ved siden af mig, retter mig op og kigger afventende på Liam, som står i døren.

Han går et skridt ind og lukker døren bag sig. ”Først, undskyld. Og så er der egentlig ikke en forklaring..” Han klør sig nervøst i håret. Mit blik ændrer sig hurtigt, til noget meget værre. Jeg kigger koldt og vredt på ham.

”Hør! Liam! Et, jeg fucking dig ikke og så står du med min mobil i hånden?! To,” Jeg rejser mig op og går hen til ham.

”Du har ingen ret til at snage i mine ting! Du kender ikke mig og jeg kender ikke dig, og lige nu, håber jeg vi ikke kommer til det!” Jeg åbner døren hårdt, stormer ud af den, tager hjelm, jakke og sko i hånden, og går ud til min knallert. Jeg stiller mig ved den, får sko og jakke på. Jeg rømmer mig kort, og tager så hjelmen på. Jeg sætter mig op og starter min knallert.

Men hvor skal jeg køre hen?

Marcel. Jeg har virkelig brug for Marcel.

Okay, jeg er næsten lige kommet ovre fra Marcel, men jeg har virkelig brug for at se ham. Brug for hans omsorg. Brug for ham.

Jeg håber at mine ord ramte Liam hårdt. Han skulle jo være så følsom og sådan.. Bla, bla, bla.. I don’t care! I don’t fucking care! Han interesserer mig ikke. De interesserer mig ikke. One Direction. Fatter ikke deres fans, eller directioners.. Hvad fanden de nu end kalder sig selv.

De er sikkert kun blevet kendt på deres udseende. Jeg mener, grimme er de jo ikke! Altså.. Niall er nuttet, Louis er lækker, Harry er lækker, Zayn går over skalaen og Liam… Liam er bare, lige min type.. Ja, Liam er faktisk min type. Han er høj, brunt hår og brune øjne, muskuløs, og det er nok for mig. Men han passer bare godt. 

Glem den her lille samtale, okay. Tak. 

Jeg sætter knallerten i indkørslen, hvor der stadig ingen bil holder. 

Jeg tager hjelmen af, og tjekker en gang om jeg har grædt. Heldigvis nej. Men alligevel tørrer jeg med min pegefinger under øjnene, snøfter kort og går op til døren.

Jeg tøver lidt, retter på min jakke, og banker så på døren. Tre gange. Det gør jeg altid når jeg banker på døren. Ved ikke hvorfor, og jeg gør det ikke bevidst. 

Og få sekunder efter står han der. Marcel. Jeg har lyst til at springe ind i hans favn, og bare stå der, men det ville være ynkeligt! Jeg har magt, jeg har alt og alle under mig, og jeg er bestemt ikke ynkelig! 

"Babe? Hvad laver du her?" Marcel kigger undrende på mig, og trækker mig ind i et kram. Hvorfor gør han det? Han trækker os indenfor, og lukker døren bag os.

"Shhh..." Han aer mig på håret stille og roligt. 

Han går over, så vi står op ad døren. Ham med ryggen til og mig op ad ham. Hvorfor er han sådan? Græder je... Jeg græder jo! 

 
Vi sidder og ser et eller andet i tv'et. Jeg følger egentlig ikke med. Marcel gør til gengæld. Meget endda. 

Jeg ligger egentlig bare og kigger op i hans smukke grønne øjne, hvor man kan se skærmen give genlys, eller hvad man nu end siger. Jeg ved det ikke, og er egentlig lidt ligeglad.

Jeg er fuldstændig fanget i hans øjne. Jeg bliver nød til at fortælle ham om mine følelser til ham. Det gør jeg virkelig. Ellers bliver jeg ved med at være den bløde, søde pige. 

Og det kan vi ikke have, når jeg er skolens bad girl. Vel? Nej, godt vi er enige. Yay! Jeg var a kind my self there. Hihi.

Jeg åbner munden, for at sige noget, men ingen ord kommer ud. Jeg rømmer mig lydløst og åbner så igen munden for at sige noget. Denne gang, men med lyd.

"Marcel?". Jeg lyder nervøs og anspændt, hvilket slet ikke er mig!

Han kigger ned på mig, og vi får øjenkontakt.

"Jaer?" Han kigger afventende på mig.

"Der er noget jeg vil fortælle dig.." Jeg sætter mig op, sådan at vi sidder og kan kigge hinanden ordentligt i øjnene. 

Han kigger nysgerrigt og spændt på mig.

"Hva' så babe?" Spørger han efter lidt tid, da jeg ikke har sagt noget. 

Jeg prøver først at få det til at hænge sammen i mit hoved. Jeg sætter ordene sammen mange gange, og kommer frem til en rimeligt god sætning.

"Jeg er forelsket..." Han kigger mærkeligt på mig, og jeg ser selv lidt mærkelig ud. Hvad blev der af, ’I dig.’ 

Jeg kunne ikke sige sidste del af sætningen. Min tunge slår knuder, mine håndflader bliver svedige, og mit hoved er ved at eksplodere. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg ikke kan sige disse to små ord, men de er nok selv af en for stor betydning, til mig. Selvom jeg ikke er bange for at sige min mening. Jeg plejer ikke at have nået med at snakke, men i dag, og ved ham. Der sker noget inde i kroppen på mig. 

Jeg prøver igen. Jeg tager en dyb indånding, og åbner munden. Marcel sidder og kigger forvirret og undrende på mig.

"Jeg er forelsket... I dig." Jeg sagde det! Jeg gjorde det! En følelse at let hed, finder vej til min mave. Det er en dejlig følelse. 

Der er gået ret lang tid og Marcel har ikke sagt noget.

"Sig noget!" Udbryder jeg. Han kigger chokeret på mig og jeg kigger bare afventende på ham. Det er ubehageligt når man lige har sagt at jeg er forelsket i ham, at han så bare  sidder og ser chokeret ud i luften, og ikke siger en skid. 

"Wow." Han kigger på mig nu. Han tager mine hænder.

"Hvad sagde du? Det står ikke helt klart for mig." Jeg lyser op og retter mig på den måde jeg sidder, ved lige at rykke mig, og klemmer hans hænder kort.

"Jeg er forelsket i dig." 

Hans hoved nærmer sig langsomt mit. Han er få centimeter fra mine læber, og jeg beslutter mig for at tage det sidste skridt. 

Vores læber mødes i et kys. Fyldt med lidenskab. Jeg rykker mig tættere på ham, men gør ikke noget for at udvikle kysset. Men han gør bestemt heller ikke noget for at hverken udvikle eller stoppe kysset. 

Hans hænder finder sig vej til mig ryg, han rykker mig tættere på ham. Vores læber er som limet til hinanden, og jeg sidder nu med benene krydset omkring hans hofte. 

Jeg trækker mig stille væk, og giver ham et kort kys, inden jeg omfavner ham. 

Min lorte mobil, skal selvfølgelig ødelægge det hele. Jeg tager den vredt, og siger 'Hej'. Jeg siger det koldt, men jeg havde det lige så godt. Jeg følte mig så lykkelig. Og alt var perfekt. Og så ødelægger min far det. 

"Du skal komme hjem. Du skal lave mad." Lyder det fra den anden ende af røret. Jeg mumler et 'okay' og smider telefonen. 

Jeg kysser hurtigt Marcel, siger jeg skal hjem og er faktisk for hurtigt ude af døren. Jeg sætter mig op, på knallerten men uden at Marcel sagde et ord. Mærkeligt. 

 

Stemningen er akavet til aftensmaden. Meget. Jeg sidder og roder lidt ved min laks, og har egentlig ingen appetit. Det hele er så mærkeligt. 

Altså.. Jeg kan ikke lide drengene, hvilket jeg tror de har opfanget, og Liam, ja Liam, han pisser mig praktisk taget af. 

 

Marcel's synsvinkel: 

 

Jeg går ud i køkkenet. Jeg ved egentlig ikke hvordan mig og Alexia's forhold er. Altså vi har lige kysset, og jeg elskede det. Det var perfekt. Jeg savner hende allerede. Hun sagde faktisk bare hun skulle hjem. Ikke et andet ord. Jeg nåede heller ikke at sige noget. Overhovedet. 

Altså, jeg har altid været vild med Alexia, men hun har altid set mig som en kikset nørd, hvilket hun har pointeret mange gange. Og så blev jeg mega lykkelig, da hun spurgte om vi kunne arbejde hjemme ved mig. 

Jeg er glad for at hun har set den rigtige mig. Virkelig glad for det. Men nu er her så tomt. Eller nej, men her føles tomt, uden Alexia. 

Ja, selvom vi ikke sagde noget i lang tid, så var hun der. Og det fyldte. Ikke at hun er stor, men hun fylder i mit hjerte. Det har hun altid gjort, og nu er min drøm gået i opfyldelse. Jeg er så lykkelig, og føler mig hundrede ti procent at jeg kan være mig selv i hendes selskab.

Hun gør et eller ved mig, og jeg gør noget ved hende. Vi gør et eller specielt ved hinanden. 

Jeg har bevæget mig op af trappen og står nu inde på mit værelse. Jeg finder noget afslappende tøj, og smutter i bad. 

Da det varme vand rammer min krop, er jeg fuldstændig afslappet. Jeg har tømt mit hoved for alle tanker, undtagen et navn, som ikke kan fjernes uanset hvad. Alexia. 

Hun er så smuk, så sød og så dejlig når man lærer hende at kende. Og det har jeg gjort. Mig. Det havde jeg alligevel aldrig troet ville komme til at ske. Jeg mener, jeg er skolen kiksede nørd, og hun er skolens populære pige og har magt over alle. Selv 3.g'erne. Og de er barske. Men hun har magt over dem, og kan få dem til hvad som helst.

Eksempel. En gang hvor en fyr fra 3.g lagde an på hende, ved at irriterer hende, fik hun arrangeret noget voldsomt grafitti på skolen, og skrevet at det var lavet af ham der lagde an på hende, og så blev han bortvist i ca. 3 måneder, og siden har han ikke lagt an på hende. 

Jeg træder ud af bruseren og tørre mig. Jeg får hoppet i nogle boxers og smutter så nedenunder. Jeg tænder tv'et og lægger mig under et tæppe på sofaen. 

 

 

Det var så kapitel 5. 

Jeg har valgt at gøre det lidt kortere end de andre, fordi jeg tænkte at jeg bare skulle publicerer i aften, men har ikke flere ideer. 

Nå men, så kom kysset! Tror i de er seriøse? Eller, var det måske en fejl, som har alvorlige konsekvenser senere? Ja, hvem ved?! Gæt!

Nå jo, så vil jeg sige sige, OMG! FUCKING 38 FAV! 23 LIKES! I er dejlige mennesker! Og jeres kommentarer! De gør mig så glad! Jeg elsker at i skriver hvad i synes om Marxia, og jeg vil da gerne indrømme, at jeg også selv er lidt vild med dem!

Nå men.. Blev ved med de i gør, Like, fav komment og alt det der! :D xx

 

-Emilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...