Best Song Ever ~ One Direction

Alexia van Brand. 18 år. Bor hjemme hos hendes far. Og er møgforkælet. Hun har alt. Hendes liv er perfekt, og der er ikke noget rod i hendes liv. Altså, i hvert fald indtil 5 drenge skal bo hos dem i mange måneder. One Direction. Hendes far skal hjælpe dem med deres nye album, 'Midnight Memories'. Alexia ser bestemt ikke frem til de måneder, men alligevel vender en person dog op og ned på det hele, og en anden person. Hendes liv bliver vendt op og ned på mange måde at disse to personer, og hendes liv er måske alligevel ikke så perfekt mere? Den her tid, bliver hendes mest mærkelige, mindesrige, perfekte, svære og ikke mindst, Uforglemmelig tid i hele hendes 18 årige liv.

97Likes
110Kommentarer
7591Visninger
AA

4. Kapitel 3 - "Til mig?" -Marcel

Alexia’s synsvinkel:

 

Jeg hamrer min hånd hårdt mod den åndssvage alarm. Jeg er ligeglad med om den vækker Liam. Jeg advarede ham faktisk om den i går, fordi jeg skulle op i skole.

Jeg svinger det ene ben ud af sengen og gnider mig i øjnene. Jeg kigger over på Liam, som ikke er der! What? Han står tidligt op! Er du crazy! Altså min alarm står til ca. halv syv, og Liam er allerede oppe, og han har fri? ´

Jeg står op og finder noget tøj. Jeg får taget det på og fundet min børste. Jeg tager noget af mit hår, i den ene hånd, og begynder at børste mit hår, med børsten, som er i den anden hånd.

Synes lige i fortjener at vide, hvad jeg rent faktisk har på. Jeg har taget min elskede sorte hue på, en sort BH som man kan se gennem min hvide kortærmede skjorte, som er gennemsigtig. Jeg har også valgt nogle meget simple sorte/mørkegrå jeans, og så nogle hvide sokker, og min sorte converse.

Jeg har lagt en naturlig make-up. Mascara og lidt rouge, til at fremhæve mine kindben, som i forvejen er ret markeret. Siger folk.. Jeg synes de er grimme.

Jeg går nedenunder til min far, som ikke sidder alene. Alle drengene er oppe, og de sidder og snakker.

"Godmorgen pus!" Siger min far og sender mig et stort smil. Jeg siger godmorgen, og åbner køleskabet. Der er stadig stille. Det er mega akavet! Alle har fokus på mig, som smører et forbandet toastbrød! Hvad sker der for dem? 

Jeg sætter mig overfor min far, som så heldigvis fortsætter samtalen. Jeg tager min telefon op ad lommen, og går ind på face. Jeg tager et billede af min morgenmad og ligger det ud på min blog. Jeg blogger ikke ret tit, men tit nok til at jeg har noget med 10.000 likes, og de bliver ved med at like. 

Jeg kigger op fra min telefon, fordi min far har spurgt mig om noget jeg ikke opfangede.

"Hvad?" Spørger jeg træt og hæst, og jeg kigger søvnig på min far.

"Skal du ikke snart af sted?" Han smiler mindst ligeså meget som før, og det foruroliger mig. Jeg nikker bare, rejser mig langsomt, stiller opvasken i opvaskemaskinen og tager min taske. 

Jeg svinger den over skulderen og tager min jakke og hjelm i hånden. Jeg retter en sidste gang på mit tøj inden jeg tager hjelmen på og sætter mig på min knallert.

Ja, jeg har en bil, men jeg gider ikke bruge den. Jeg smider jakken bagved mig, og ligger tasken der. Jeg får det spændt fast, tjekker hjelmen en sidste gang, og så træder jeg på speederen. 

Der går ikke lang tid, så er jeg på skolen.

 Jeg tager hjelm og jakke under armen, og svinger tasken over skulderen. 

Jeg går ind på skolen. Alle, selv mig er fuldkommen stille. Great, hvad havde jeg forventet. Alle ved jeg har One Direction hjemme ved mig. Alle. 

En pige kommer forsigtigt hen til mig. Hun har papir og blyant i hånden. Hun kigger nervøst på mig, ikke i øjnene. Hun kigger bare nervøst på mig. Jeg får lidt ondt af hende, sådan som hun står der. Og jeg mener det faktisk. Jeg får ondt af hende. 

"Vil du skaffe mig en autograf fra drengene, altså kun hvis du vil?" Hun rækker mig meget langsomt papir og blyant og kigger skarpt ned i jorden. Modig lille pige. Hun er faktisk ret lille. Måske går hun over i vores projekt for unge på gymnasiet. Ellers er hun bare en meget lille pige fra 1g. Jeg tror mest på det første. 

Jeg nikker og tager hendes papir og blyant.

"Mød mig ved mit skab, i morgen tidlig. Så har jeg dem." Siger jeg og roder hende lidt i håret.

"Og vent! Dit navn?" Spørger jeg og straks vender hun om. Altså mod mig. Hun får øjenkontakt med mig, og jeg smiler venligt til hende. Hun er da sød.

"Jessy." Svarer hun og vender sig om igen for at gå. Og det samme gør jeg. 

Jeg går over til mit skab.

Jeg lægger jakke, hjelm og de skolebøger jeg ikke skal bruge i næsten time derind. Udover de ting, ligger jeg make-up og børste derind, tager et ekstra kig i spejlet, tager mine historiebøger og lukker skabet. Jeg går ned ad mod klasseværelset, da min historielære stopper mig. 

Mr. Benson smiler til mig, og trækker mig lidt væk.

"Kan du gøre mig en tjeneste efter skole?" Spørger han.

Jeg nikker bare, og stiller mig afslappet op ad skabet, med bøgerne i min favn, som Mr. Benson stillede mig op ad.

"Hvad er det?" Spørger jeg.

 "Du skal tage med Marcel hjem. Han har det ikke så godt, og jeg kan tydeligt se, at du gør ham glad." Hvad er det dog for en tjeneste? What ever. Jeg nikker og går ind i klasseværelset.

Mr. Benson er lige i hælene på mig, og har nu sat sig ved kateteret. 

Jeg er nede ved min plads, hvor Clarice's plads er tom? Jeg kigger undrende rundt, og pludseligt siger én, ’Hun har brækket armen.’ 

Jeg kender ikke navnet på personen, men jeg nikker bare og sætter mig. 

Hvorfor har hun brækket armen. Jeg trækker min iPhone frem inden timen starter. Jeg går ind i 'Beskeder', trykker på 'Clarice' og skriver så, #Hey. Hører du har brækket armen? Hvordan?xx. Nogle vil mene det er koldt ikke at skrive smiley'er, men mig og Clarice blev enige om at det var for hårdt. 

Jeg ligger mobilen i lommen, slår lydløs til, og retter så fokus mod Mr. Benson, fordi klokken lige har ringet. 

Ca. en halv time er gået med at Mr. Benson har forklaret noget om en film han har set, som vi også skal se, og nu skal vi så fortsætte med vores projekt. 

Marcel finder hurtigt sine ting frem, og begynder at forklarer mig en hel masse. Vores projekt skal handle om Christoffer Columbus. Det var Marcel's idé, og jeg var straks med på den. 

Vi har tænkt os at lave en collage med ham, og hvem han er som person, og så en PowerPoint om hans opdagelser. Vi skal så skrive det hele ind som et dokument i Word og give til Mr. Benson, efter vi har fremlagt. Det er den vi bla får karakter for. Men nok mest fremlæggelsen. 

Mig og Marcel blev også hurtigt enige om at vi skulle starte med collagen.

Vi har fundet et billede af Columbus, printet det ud og få sat det ind. Vi har skrevet hans fulde navn, hvornår han blev født og hvornår han døde. Vi nåede ikke andet sidste gang. 

Nu skal vi så til at lave en biografi om Columbus.

"Jeg henter en computer." Siger jeg og rejser mig.

"Okay." Svarer Marcel fraværende og uden at skænke mig et eneste blik. Tak da. 

Jeg går med rolige og afslappet skridt op til computerrummet, hvor alle skolens lorte pc'er står. Ja, de er lort. De er langsomme, internettet er langsomt, og så er der grafikken. Hold kæft man den er dårlig, men det er bedre end ingenting. 

Jeg tager en computer og tøffer så af sted mod klasseværelset igen. 

 

 

Jeg tager mobilen op af lommen og tjekker om der er kommet en besked fra Clarice. Men nej. Ingen besked er dukket op på min skærm. Slemme pige. Jeg lægger mobilen i lommen og kigger rundt i lokalet. 

"Skal vi tage hjem til dig?" Spørger jeg og kigger på Marcel, som er ved at pakke sine ting sammen.

"Til mig?" Han kigger overrasket på mig, og forventede nok ikke at jeg spurgte om sådan noget.

"Ja, så vi kan lave historieprojekt." Siger jeg og kigger dumt på ham. Han kigger forlegent væk, men nikker så og kigger på mig. 

Han tager sin rygsæk på og vi går ud af skolen. Jeg er egentlig ikke flov over at skulle følges med Marcel. Han er faktisk lidt charmerende. Han minder mig om en. Men jeg ved ikke hvem. 

Vi går i stilhed ud til min knallert.

"Hvor bor du splejs?" Spørger jeg og giver ham en hjelm. Ja, han skal sidde bag på min knallert og holde om mig. Men det ser vi lige bort fra. Han er cool nok. Ej, glem det... 

Han siger hvor han bor, og tager hjelmen på. Jeg sætter mig, men Marcel gør ikke.

"Går det stærkt?" Spørger han usikkert. Er han bange? Jesus Christ.

"Det kommer an på, hvor meget jeg trykker på speederen." Siger jeg og kigger ligegyldigt på ham.

"Kører du stærkt?" Spørger han og gnider sine hænder usikkert mod hinanden. 

"Ikke hvis du ikke vil have det." Siger jeg og giver tegn til han skal sætte sig.

"Kom nu." Siger jeg og skynder på ham.

"Okay så.." Han sætter sig, og straks kan jeg mærke et stramt greb og min mave.

"Løsen dit greb, ellers kan jeg jo ikke køre." Siger jeg og trækker vejret tungt da han har løsenet sit greb.

"Tak." Siger jeg og får knallerten i gang.

Jeg er ikke begyndt at køre, men Marcel sidder allerede og piber. Haha.

"Slap af splejs." Siger jeg og begynder at køre. 

Efter vi var kørt ud af skolen opdagede Marcel, at det ikke var så farligt endda. Han slappede meget mere af, og kørte den fede stil. Gad vide hvordan han er der hjemme. 

 

 

Jeg parkerede min knallert med stil udenfor Marcel's hus. Fuck. Det er stort. Jeg troede han var fattig. Jeg kigger over på Marcel, som har taget sine briller af, revet skjorten op ad bukserne og uglet sit hår. Fuck han blev lækker. Uff. 

Jeg står og betragter ham indtil han afbryder mine tanker.

"Kommer du? Babe." Siger han selv sikkert. Den Marcel kan jeg lide. Jeg går med ham op i hans hus. 

Da vi kommer ind, ligger jeg min jakke og mine sko. 

"Er vi alene?" Spørger jeg og kigger på Marcel. Han nikker, smider sin taske og går ud i noget der ligner et køkken. Jeg følger efter ham. 

"Er du sulten babe?" Spørger han, med et begravet hoved i køleskabet.

"Jo tak." Ja ja, manere har jeg da. Og noget jeg lagde mærke til, var at han kaldte mig 'Babe'. Det havde jeg aldrig troet skulle komme ud af hans mund. Jeg smiler til ham og sætter mig ved bordet. 

Han kommer hen med brød og pålæg, stiller det på bordet og sætter sig selv.

"Hvorfor så selvsikker?" Spørger jeg og læner min vægt på mine krydset arme, som ligger på bordet. Jeg kigger selv sikkert på ham, og håber lidt på at han knækker sin selvsikkerhed. Men nej, han sætter sig på samme måde som mig, og åbner så munden for at sige noget.

"Fordi jeg er selvsikker i dit selskab, babe". Han lægger tryk på 'Babe' og smiler flirtende til mig. 

Wow. Den side kan jeg lide. 

Vi har fået spist, og lavet det vi skulle lave af den collage. Vi venter med Power Pointen og Word til vi kommer i skole igen. 

Lige nu sidder vi i Marcel's seng og er på hans Twitter. Vi tager masser af sjove billeder, laver sjove opslag og alt muligt andet. Vi har det faktisk sjovt sammen. 

"Må jeg spørger om noget?" Spørger jeg og kigger ind i Marcel's virkelig grønne øjne.

"Ja da! kom med det babe!" Siger han og smiler ned til mig.

"Hvorfor er du en nørd i skolen, og fucking sej derhjemme? Altså jeg mener, tag som et eksempel ved knallerten inden vi skulle hjem til dig." Ja, jeg siger tingene ligeud, men jeg elsker det.

"For at holde mig i baggrunden.." Jeg retter mig op og kigger nysgerrigt på ham.

"Fordi jeg har haft en hård barndom. Min mor havde favoritter af hendes børn, min ældste bror først og så min storesøster næst. Men jeg.. Jeg var usynlig for hende. Jeg valgte en ny livsstil.. Eller i hvert fald i skolen. Jeg besluttede mig for at spille skuespil overfor alle. Og så blev jeg en nørd. Og det du så ved knallerten det var skuespil! Jeg har selv en knallert, og elsker at køre hurtigt på den." Wow. Vildt. Jeg er mundlam, og sidder og kigger chokeret på Marcel. Så forstår jeg bedre hvorfor han slappede så meget af da vi kørte ud af skolen. 

"Bor du så alene?" Spørger jeg og kigger på ham med et stadig chokeret ansigtsudtryk.

"Nej. Sammen med min far. Min mor bor i Chesire, med min søster. Og min bror, ham ved jeg egentlig ikke hvor er, og jeg er også ligeglad. Han betyder intet." Siger han koldt. Jeg er enebarn, så jeg kan ikke engang sige at jeg føler med ham. 

"Det er jeg ked af at høre." Wow.. Markant ændring at stemningen. Han lyser op i et smil og siger at det skal jeg da ikke være. Jeg har virkelig ondt af ham. 

 

Det var så Kapitel 3 ;)

Jeg har skrevet kun fra Alexia’s synsvinkel i det her, og Anne kommer nok også kun til at skrive fra Liam’s synsvinkel i næste. Håber jeg xD

Nå, hvad synes I så om Marcel? Er han nice? Eller er det åndssvagt af mig og lave sådan en Marcel? xD

Kommenter hvad i synes ;)

Jeg er vildt glad for jer der har fav’et den og jer der har liket! Det betyder meget og motiverer mig mere!

Bare bliv ved med det!:) xx

-Emilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...