Best Song Ever ~ One Direction

Alexia van Brand. 18 år. Bor hjemme hos hendes far. Og er møgforkælet. Hun har alt. Hendes liv er perfekt, og der er ikke noget rod i hendes liv. Altså, i hvert fald indtil 5 drenge skal bo hos dem i mange måneder. One Direction. Hendes far skal hjælpe dem med deres nye album, 'Midnight Memories'. Alexia ser bestemt ikke frem til de måneder, men alligevel vender en person dog op og ned på det hele, og en anden person. Hendes liv bliver vendt op og ned på mange måde at disse to personer, og hendes liv er måske alligevel ikke så perfekt mere? Den her tid, bliver hendes mest mærkelige, mindesrige, perfekte, svære og ikke mindst, Uforglemmelig tid i hele hendes 18 årige liv.

97Likes
110Kommentarer
7657Visninger
AA

20. Kapitel 19 - "Skrid!" -Alexia [Down 2 Town - Part 1]

Alexia’s synsvinkel:

 

”Wow! Sikke en fed koncert i går aftes! Hold da kæft!” Jeg bevæger mig ned ad trappen med det største smil da jeg hører Niall snakke. Det var en fed koncert, men jeg så ikke så meget. Jeg var omme backstage og snakke med Perrie. Eleanor var nede på VIP sæderne. Hvorfor ved jeg ikke, men hun sagde det var fedt.

Billetterne var også bare væk på nul komma fem. Altså, det gik virkelig stærkt med at få dem solgt. Det er sindssygt. Hvordan de er blevet så kendte, på så kort tid. Hvordan de formår at holde det. Hvordan deres smukke fans holder dem i live. Det er sindssygt. I starten var det egentlig ikke meningen der skulle sælges billetter men så sagde en af deres Crew at det var bedst det blev gjort sådan. Fattede det ikke rigtigt.

”Ja, mega fed koncert, som jeg ikke kunne se..” Siger jeg muntert og sætter mig på Liams skød da jeg er kommet ind i køkkenet. Han kysser mig i håret, og siger: ”Jamen, godmorgen til dig Smukke!”. Han er virkelig frisk og glad. Jeg tager hans hånd, og hvis ham så i øret: ”Kom lige med.”

Jeg trækker ham med ud i gangen, og stiller mig så lidt på tær. Mine læber rammer kort hans og jeg smiler til ham. Stort. ”Jeg skal jeg ned i byen i dag, med mor og Jessie, og jeg tænkte på om du ville med?” Spørger jeg og læner hovedet lidt på skrå. Han kigger undskyldende på mig. ”Sorry Babe. Jeg kan ikke. Arbejde. Business you know.” Siger han og kysser mig på håret endnu en gang.

Jeg nikker bare og smiler let til ham. ”Det er okay. Du skal passe dit arbejde.” Siger jeg og smiler til ham. Han smiler stadig undskyldende til mig. Jeg krammer ham igen. ”Det er lige meget.” Siger jeg og smiler op til ham. ”Det ved jeg. Men spørg en af drengene, hvis du ikke vil være alene.” Siger han og kysser mig på håret.

”God idé!” Siger jeg og smiler stort. Jeg trækker mig væk og går ud i køkkenet. Jeg kigger mig hurtigt over skulderen, og ser et skævt smil på Liam’s læber.

Da jeg står i døren kigger jeg over på Harry. Jeg laver sådan et pædoface og tager min hånd og laver langsomme bevægelser med pegefingeren, som et tegn på han skal komme. Han griner men kommer over til mig. Jeg selv kan ikke holde masken ret længe, så jeg flækker ud i en kort latter.

”What up?” Harry læner sig op ad gelænderet til trappen. ”Altså, jeg skal ned i byen med min mor og min lillesøster, men jeg vil ikke alene. Vil du med?” Jeg lægger hovedet en anelse på skrå og smiler, med tænder, plus det faktum at jeg laver hundeøjne burde være nok. Han griner kort og nikker så.

”Jo, hvorfor ik’? Det kunne være hyggeligt.” Siger han og læner vægten over på den anden fod. Jeg klapper ivrigt i hænderne meget hurtigt, og så omfavner jeg ham. Det må se ret så sjovt ud, i og med han er ca. omkring 20 cm højere end lille mig! Det er jo sindssygt! Ej, okay måske ikke lige 20 cm men ingen tvivl om at han er meget højere end mig. Lille mig.

Han griner og skubber mig væk. ”Men på en betingelse!” Får han hurtigt indvendt. Jeg kigger nysgerrigt op på ham og nikker så langsomt. ”Hvad?” Spørger jeg med en dyb, mistænksom stemme. Han smiler stort og åbner munden for at sige noget, men ingen ord kommer ud kun latter. En høj latter. Så høj en latter at jeg må bakke for ikke at få høreskader. Ej, okay, overdrivelse fremmer forståelse. Men den var høj.

Han griner så meget at han græder. Han laver et snobbet vift med hånden og siger så, ”Ej, bare glem det. Du ville alligevel aldrig gøre det!”. Igen griner han. Endnu højere. Han må støtte sig op ad dørkarmen for ikke at vælte omkuld, så meget griner han. Jeg kigger forskrækket på en meget højrøstede Harry, men kan alligevel ikke lade være med at smile. Han er en sød lille krøltop! En af mine bedste venner. Ej okay, gode venner så.

Bedste venner ville være overdrevet. Ja, bare lidt… Noget vibrerer på sko reolen hvor jeg tilfældigvis lagde min telefon. Lidt efter begynder sangen til ’Story of my life’, og så ved jeg det er Clarice der ringer. Jeg har givet hende den ringetone fordi hun er directioner. Så den passer bare perfekt til hende!

”Hey Clarice!” Siger jeg højt. Krøltoppen griner stadig, meget, bare lydløst. ”Hvad skal du i dag?” Ikke noget hej til mig. Jamen tak Clarice. ”I byen, med The Krøltop og nogle veninder.” Clarice ved intet om min mor og lillesøster. Og de skal hun heller ikke foreløbig. Et suk lyder fra den anden ende.

”Du har hele tiden så fucking travlt A!” Siger hun nedtrykt. ”Jaer, jeg ved det, og hvad skete der lige for A?” Jeg smiler, selvom jeg godt ved hun ikke kan se mig. ”Det fandt jeg lige på!” Siger hun stolt. Jeg smiler og griner lavt. Hun griner selv. Jeg kigger over på Harry som iagttager hver en bevægelse jeg laver. Jeg smiler til ham og vender så ryggen til igen.

”Undskyld jeg spørger, men hvem fuck er The Krøltop lige?!” Udbryder hun meget forvirret. Typisk Clarice. ”Harry. Harry Styles.” Jeg vender mig om mod Harry og smiler bredt. Jeg tager telefonen lidt væk fra øret, eller meget faktisk, og tæller ned fra 3.. 2.. 1.. Og der lyder et meget højt skrig. Jeg tager telefonen lidt længere væk fra øret og griner.

Da hun er stoppet med at skrige efter ca. tre minutter ligger vi på. Harry smiler bredt og er tydeligvis holdt op med at grine. ”Story of my life?” Siger han med en spørgende undertone. ”Ja, Clarice er Directioner så derfor har hun den ringetone.. Lang historie, og lidt intern. Gider ikke fortælle det.” Jeg trækker lidt på smilebåndet og trækker da også lige hurtigt på skulderen.

”Nå men… Ville du med i byen? Uden betingelser!” Siger jeg med et lille grin. ”Ja da. Og nej nej, ingen betingelser, eller jo faktisk! Du skal fortælle mig helt præcist hvad dig og Liam lavede den dag hvor vi andre var ude af byen!” Jeg sukker og nikker så. ”Så mødes vi udenfor huset om lidt.” Siger jeg og smiler.

”Hvorfor udenfor?” spørger Harry. ”Fordi jeg skal snakke med min mor lige inden du kommer.” Siger jeg og smiler kort, inden jeg er løbet op ad trappen.

Og nu tænker I sikkert om jeg ikke har nogen relationer til det med at min mor lige er dukket op i mit liv. Og jo, det har jeg skam, men jeg gider ikke plapre om mine fucking problemer, som ingen alligevel gider høre om. Eller det ved jeg jo praktisk taget ikke, fordi jeg ikke ved hvad I vil og ikke vil, da I kun læser om mine tanker.

Jeg smutter ind på værelset og lukker døren efter. Jeg er da en smule nervøs, jeg mener, jeg har jo altid troet hun var død, og så dukker hun op, og nu skal jeg være sammen med hende i dag. Jeg havde bare ikke lyst alene, og eftersom Liam ikke kunne, måtte jeg spørge den jeg er næsten ligeså tryg ved, og det er så Harry.

Nu tænker I sikkert, hvorfor skal det have noget med tryghed og gøre? Jo ser I, min mor er ”vendt tilbage fra de døde”, og derfor vil jeg nok helst have en med jeg er tryg ved at have omkring mig. Tænk hvis jeg nu havde en med jeg ikke var tryg ved, så ville jeg da føle mig virkelig ubehageligt tilpas. Med min mor som jeg ikke kender, en lillesøster jeg ikke anede nogensinde ville eksisterer og så en jeg ikke var tryg ved. Kan I se det nu? Det håber jeg, for jeg forvirrede lidt mig selv der.

Jeg går over til min garderobe og kigger lidt hvad jeg har af tøj og tage på. Det skal være afslappet tøj, men ikke for afslappet, jeg vil jo helst gerne give et godt indtryk. Ej prøv lige at hør dig selv Alexia! Det er din fucking mor og du er stresset over det indtryk hun får af dig! For god sake, du er hendes datter, hun holder da af dig! Hun har for god sake født dig Alexia!

Jeg tager mig kort til hovedet og tager en dyb indånding. Det skal nok gå. Jeg roder lidt rundt i buken med jeans og finder mine absolut yndlings! De er let lys lilla og fyldt med sorte, hvide og grå blomster. Jeg finder en neutral hvis top, og en grå cardigan til at tage uden over. Okay, helt neutral er min top heller ikke. I ved, den der Rolling Stones tunge ting, den er der på. Men den er med en anden farve. Den er lilla i stedet for rød, så den passer til mine bukser. Jeg hopper i mine sorte lakstiletter og lyner min cardigan. Jeg sætter håret op i en høj hestehale, og lader lidt af mit pandehår hænge. Toppen er nede i bukserne foran og så er jeg klar.

Jeg giver mig selv et tilfredst smil i spejlet. Jeg slukker lyset og lukker døren. Jeg tager endnu en dyb indånding og løber så ned af trappen. Og ja, jeg kan faktisk løbe i stiletter! Jeg har faktisk øvet mig i det, da jeg stort set kun går i høje hæle for ikke at føle mig som en dværg.

Jeg kigger ud af vinduet ved siden af døren og ser en bil parkeret foran huset. Min mor stiger ud af bilen, og nøj hvor er det mærkeligt lige pludselig at sige min mor! Men altså min mor stiger ud af bilen og sender mig et stort smil. Jeg ser ud af øjenkrogen at Harry stadig står og snakker med Liam, så jeg går bare ud.

”Hej Lou Ann!” Jeg kan altså bare ikke få mig selv til at sige, Hej mor. Hun har jo ligesom ikke været der hele mit liv. Hun forsvandt for et par år siden. Hun smiler. ”Hej skattepige!” Jeg får kuldegysninger. Jeg er ikke hendes skattepige. Jeg er hendes datter der var synderknust over at hun døde for et par år siden.

Hun trækker mig ind i et varmt kram. En blandet følelse skylder ind over mig. Det er rart og betryggende, men samtidig mærkeligt og lidt sindssygt. Det er rart fordi nu ved jeg hun er tilbage og det er min mor! Nu er vi en familie igen! Det er mærkeligt fordi jeg altid har gået i troen om at hun var død. Og inderst inde, ved jeg jo ikke om det er hende. I så fald har hun skiftet navn, for jeg husker min mor hed, Hanna. Men jeg valgte jo at glemme hende, så jeg ved det ikke. Jeg kan faktisk intet huske om min egen mor. Forrykt.

Jeg lukker øjnene og nyder krammet. Mens vi bare står der hvisker mor, ”Jeg har savnet dig skattepige.” Jeg trækker på smilebåndet. ”Jeg har også savnet dig mor.” Får jeg sagt med en halvt grådkvalt stemme. Jeg trækker mig væk, og gnider mig kort i øjnene. Lige nu er jeg glad for jeg ikke har mascara på og kun rouge.

Jeg smiler kort og kigger så væk.

”Hvorfor forlod du os?” Mumler jeg med grådkvalt stemme, og derfor er jeg faktisk overrasket over, hun rent faktisk hørte mit spørgsmål. ”Jeg kunne ikke. Jeg orkede ikke berømtheden. Hele tiden blev der skrevet om mig og din far i avisen. Hele tiden blev jeg beskyldt for utroskab, selvom det ikke passede. Selvfølgelig troede din far ikke på mig, så han valgte at jeg skulle væk. Han ville finde på noget og sige om det, men jeg havde ikke forventet han ville sige jeg var død.” Hun synker en klump i halsen og hendes stemme ryster. Hendes øjne fyldes med vand, præcis ligesom mine.

”Det knuste mit hjerte. Det væltede min verden!” Jeg råber nærmest. Jeg er vred og glad på samme tid. Jag hader den her følelse! Få den væk!

Jeg slår ud i luften med hænderne af ren frustration. Jeg vender mig om og får det største chok da jeg ser hvem der står der, på trappen op til døren af huset.

”Skrid!” Råber jeg af ren angst og frustration. Jeg forstod intet lige nu.

 

 

SÅ! Endelig!

Så er næste kapitel her! Jeg kom helskindet igennem og endte med at synes om det! Jeg begyndte i morges, så fik vi gæster og jeg kunne ikke skrive. Så nu er jeg gået i gang for ikke så længe siden og nåede op på fucking 2.089 ord! Det er for vildt!

Så stolt!

Håber i kan lide og igen, tak for tålmodigheden! Respekt! <3 x

-Skum aka. Emilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...