Best Song Ever ~ One Direction

Alexia van Brand. 18 år. Bor hjemme hos hendes far. Og er møgforkælet. Hun har alt. Hendes liv er perfekt, og der er ikke noget rod i hendes liv. Altså, i hvert fald indtil 5 drenge skal bo hos dem i mange måneder. One Direction. Hendes far skal hjælpe dem med deres nye album, 'Midnight Memories'. Alexia ser bestemt ikke frem til de måneder, men alligevel vender en person dog op og ned på det hele, og en anden person. Hendes liv bliver vendt op og ned på mange måde at disse to personer, og hendes liv er måske alligevel ikke så perfekt mere? Den her tid, bliver hendes mest mærkelige, mindesrige, perfekte, svære og ikke mindst, Uforglemmelig tid i hele hendes 18 årige liv.

97Likes
110Kommentarer
7595Visninger
AA

2. Kapitel 1 - "Oh my! Det mener du ikke!" -Alexia

Alexia's synsvinkel: 

 

”Kommer du Alexia?” Afbryder Clarice. Typisk hende, sådan at afbryde når man snakker med én, som i det her tilfælde faktisk var, vores fysiklærer Mrs. Hanson.

”Clarice! Ikke afbryde imens man snakker!” Siger Mrs. Hanson lidt småsurt. Jeg fniser lidt, og smiler til Mrs. Hanson.

”Jeg kommer om lidt.” Siger jeg og smiler til Clarice.

”Jamen, timen starter jo om 5 min.” Også bare typisk hende at skulle komme før tid.

”Det var godt vi fik snakket Alexia. Ha’ en god dag.” Ja og rend mig op i røven! I kan vel regne ud at Mrs. Hanson ikke er min yndlings lærer. Hun er faktisk virkelig irriterende.

Jeg vender om på hælen og går over til Clarice. Jeg siger kort ’kom’ til Clarice, før vi er inde i klassen. Alles blikke bliver rettet imod mig. Folk er tavse, og kigger kort efter ned. Elsker magten! Det er da det fedeste.

Forestil jer mit liv, magt på skolen, og går kun i 2.g, er fucking rig, og bliver forkælet af min far. JA, jeg lever livet. Den eneste ulempe ved mit liv er, at min far render og dater en masse kvinder fordi min mor er død. Jeg havde et tæt bånd til min mor dengang.. Jeg var klassens duks og rettede mig altid efter læren, for det ville mor gerne have.

Det er faktisk ikke lang tid siden. To år, jeg gik i niende klasse.

Jeg tager cykelhjelmen på, og hopper op på cyklen. ”Ey! Luder! Hvor skal du hen?!” Råber Edward. Jeg har aldrig rigtig været god til at svare igen, så jeg cykler bare.

Jeg hører skridt bag mig. De løber efter mig! Jeg kan mærke min kind blive våd af tåre. ”Kom nu tilbage! Vi har lyst til dig, vi betaler gerne! Luder!” Hvordan kan man dog kalde en jomfru for luder?

Jeg rejser mig op prøver at få mere fart på, men næ nej, om de så stadig var hurtigere end mig. De omringer mig, og jeg ser ingen anden udvej end at give op. 

En af hans venner kommer over og skubber mig af cyklen. Endnu engang er jeg glad for at have cykelhjelm på. Jeg retter på min nederdel og rejser mig op. "Er du stadig jomfru?" Spørger Edward mig og kommer tættere på. 

Det gør det endnu mere skummelt at vi står midt ude i en skov. Jeg nikker usikkert og kigger væk. "Jamen, det kan vi da hurtigt lave om på." Siger Edward og tager hårdt i mine arme. Jeg skriger. Ikke min mødom! Det er fandeme det eneste værdighed jeg har tilbage! 

Jeg skubber hårdt til ham med mit ene ben. Hvad jeg ikke forventer, er at jeg rammer ham i skridtet. Jeg rykker mig tilbage til cyklen, får rejst den op og kører direkte ud af skoven, og hjem. De andre drenge råber noget utydeligt efter mig. 

 


Jeg sætter cyklen i skuret og går ind. Jeg glæder mig bare til filmhygge med mor i aften. Vi skal bare se tøsefilm, spise slik og kage og så skal vi snakke drenge. Eller nej, mor skal ikke. Hæhæ, det kunne da være sjovt hvis hun skulle. 

Jeg går ind og rækker Marí min taske. "Tak" Siger jeg og smiler til vores udlandske tjenestepige. 

"Skat?!" Min far råber med en grådkvalt stemme. "Kom herind!" Råber han endnu engang. Hvem har tisset på hans sukker mad? Jeg tøffer ind i stuen, og smiler til min far. 

Smilet falder hurtigt da jeg kan se far sidder med røde øjne og er ved at rive håret af hovedet. 

"Hvad er der?" Spørger jeg, og sætter mig ved siden af ham. "Og hvor er mor?" Tilføjer jeg. "Mor er død." 

Det får mig til at græde bare ved tanken, men jeg græder ikke. Nope, jeg græder ikke! 

Nå men altså, folk lever jo ikke i fortiden, og jeg er også kommet videre. Jeg ændrede jo min livsstil siden den dag. 

Jeg sætter mig ned på min plads. Ved siden af Marcel. Okay, kort beskrivelse af Marcel. Han er høj, brunt hår, briller og en giga nørd! Jeg ved faktisk ikke mere om ham. Han interesserer mig ikke. 

Klokken ringer og historie timen begynder. Jeg kigger kort på Marcel, og kigger så op på min lærer som fortæller et eller med noget pigefnidder. Det er altid i historie at timen begynder med at løse pigefnidder eller slåskampe. Jeg lytter aldrig efter, da jeg aldrig har været med i noget af det. 

"Nu gider vi altså ikke det mere piger. Det må i løse efter skole." Jeg hører tydeligt Mr. Benson's stemme, og retter så min opmærksomhed mod ham. Godt nok er jeg en hård type, har magt og alt muligt af det der, men jeg går op i min skole, fordi jeg gerne vil noget med livet. Ja, den havde I nok ikke troet skulle komme fra mig, men det gjorde det altså. 

Der er allerede gået tre kvarter af de to timer vi har. Så mangler vi bare 1 time og et kvarter. Det kan godt være at I kun 45 minutter per lektion, men ikke på gymnasiet, der har man 1 time per lektion. Eller i hvert fald på mit gymnasie. 

Jeg har mit fulde fokus på Mr. Benson, som står og fortæller om en historieopgave, vi skal fremlægge for klassen. Da han kommer til hvem man skal arbejde med, er jeg meget splittet. Jeg er både glad og har mega nedtur på. Glad, fordi Marcel er en nørd, og har mega nedtur på, fordi han er bare så kikset, og forelsket i mig. Forresten, man skal arbejde med side makkeren. 

Jeg smiler til Marcel. Falskt. Jeg smiler falskt til Marcel. Han smiler sit kikset smil tilbage. 

Historie er snart forbi, og mig og Marcel har aftalt at mødes hjemme ved ham i morgen, for at lave opgaven, men i dag skal Clarice med hjem til mig. Vi skal bare hygge, og snakke, og forkæle os selv. Måske endda ned i byen. Uha, så går jeg virkelig langt. Det er nok for mig at få lagt neglelak. Jeg er nok bare ikke en rigtig pige. Jeg går jo sådan set også kun med Mascara og rouge. Ikke andet, jeg gider ikke. Det er overdrevet.

 

 

Klokken ringer ud, og straks er folk ude. Lige på nær mig, Clarice og Marcel.

”Så ses vi i morgen?” Siger Marcel kikset, retter på sine briller og retter på bøgerne i hans arme på en kikset måde. Han er bare kikset. Jeg nikker tomt og kigger på Clarice.

”Farvel!” siger jeg, og vifter ham væk. Han bakker hurtigt og usikkert ud af klassen. Elsker magten.

”Skal vi komme hjem?” Spørger jeg Clarice som bare nikker. Jeg tager min skuldertaske over skulderen og tøffer over af mod Clarice, som er ved at pakke sine ting sammen. 

"Glæder du dig til at arbejde med Marcel?" Spørger hun med drilsk undertone. Jeg ligger irriteret hovedet på skrå og siger, "Ja, jeg glæder mig da helt vildt." sarkastisk. Hun smiler bare sjovt til mig og får også svunget hendes skuldertaske over skulderen. 

Vi går ud af klasseværelset, og straks bliver det mange menneskers mumlen og kvideren og sladr til stilhed. Jeg smiler hånligt til dem. Jeg har magt! Magt! Magt over de mennesker, der før har troet jeg var nul! Et nul. Ja I hørte rigtigt. Et nul. 

"Ned i byen?" Spørger Clarice og kigger håbefuldt på mig.

"Ja ja." Siger jeg og smiler til hende. Jeg vil egentlig ikke, men jeg gør det for Clarice. No way, det er fordi jeg lige har fået en besked fra min far om at har noget vigtigt at snakke med mig om. Så derfor tager jeg ned i byen. Det kunne være, han havde opdaget noget. Opdaget hvad jeg bruger mine penge på. Det må ikke ske, og derfor udskyder jeg den vigtige samtale.  

 

 

"Den klæder dig altså!" Udbryder Clarice. Jeg ryster bare på hovedet. Jeg er ved at prøve en pink og neon grøn kjole som Clarice bare ville have mig til at prøve. Jeg synes ikke den klæder mig, den er nok mere hende, men altså, jeg gjorde det for hendes skyld. Jeg er en god veninde.

"Jeg synes den er grim!" Hun lækker armene over kors, og surmuler.

"Men jeg betaler!" Prøver hun igen og kigger på mig med hunde øjne, og lader armene falde opgivende ned langs siden igen.

"Kom nuuuuuu! Du er altså pæn i den, og den fremhæver din figur!" Hun bliver ved, men hun har faktisk en pointe. Den fremhæver faktisk min figur. Jeg er faktisk pæn i den, og den klæder mig faktisk, efter at jeg har kigget nok på den.

"Vil du have den, hvis jeg betaler?" Prøver hun igen opgivende. Jeg nikker og kigger prisen. Straks hviner hun glad, med lys i øjnene, og er tilbage til sin gamle Clarice. 

"Den koster altså 150 pund." Siger jeg og nærmest måber over prisen.

"Det er lige meget. Jeg giver stadig!" siger hun og smiler. Dejlige pige! Det der nummer laver hun hver gang, og det er jo ikke fordi jeg mangler penge, men hun er jo heller ikke just fattig, men hun er bestemt heller ikke rig. Wow, jeg sagde 'men' mange gange. Tihi..

"Kom, tag den af, få dit eget tøj på, så går jeg op og betaler!" Siger hun ivrigt. Skøre pigebarn.

"Okay okay." Siger jeg, går ind i prøverummet og får taget kjolen af. Jeg giver hende kjolen og får mit eget på. Altså, mit eget tøj, til jer der måske var i tvivl. 

Jeg tager min taske og mobil, og går op til Clarice. Hun står og smiler til ekspedienten. Som er en dreng. Faktisk en meget lækker dreng. Han har mørkebrune øjne, mørkebrunt hår, og så hedder han Cody. Jeg ved det fra det navneskilt han har på. For, han bærer navneskilt.

Clarice tager posen, giver ham pengene og en seddel. Cody opdager det efter Clarice lige har vendt om og så siger han, ”Undskyld, du meget sød, men jeg har altså en kæreste.”

Man kan nærmest se at hun er ved at bryde sammen, hun er flov... Hun giver mig posen og styrter ud af butikken. Jeg flækker sammen af grin og smiler og siger undskyld til ham, og er på vej ud af butikken, men hans stemme stopper mig brat.

”Jeg er nok mere interesseret i dig.” Han har et frækt glimt i øjet.

Jeg vender mig langsomt om, og kigger på ham med et løftet bryn.

”Havde du ikke en kæreste?” Spørger jeg, og kniber øjnene sammen. ”Næ.. Hun var bare ikke min type.” Siger han og blinker til mig. Ad! Ad! Ad! Aaaaaaaaaad!

”Ad.. Du er klam!” Siger jeg og nærmest løber ud af butikken.

 


”Der er mad!” Råber far nede fra køkkenet.

”Okay!” Råber jeg tilbage, klapper min computer sammen, og løber ned af trappen. Er du syg jeg er sulten! Jeg har ikke fået mad siden, ja siden for omkring 5 timer siden. Men der fik jeg kun en bakke pomfritter.

Jeg går ind i køkkenet, og får straks øje på maden. Mad! Jeg sætter mig med det samme, kigger spørgende på min far, som nikker.

”Tak!” Siger jeg og begynder at øse spaghetti og kødsovs op på min tallerken.

”Hør, Alexmus, jeg har noget jeg skal fortælle dig.” Jeg kigger bare undrende på ham, og retter så fokus mod min mad igen.

”Okay..” Han rømmer sig, retter sig op og åbner munden for at snakke.

”Jeg er blevet tilbudt et job jeg ikke kunne sige nej til,” Jeg tygger af munden, og kigger op på min far. Jeg ligger mit bestik ned, og kigger undrende på ham, som et tegn på at han skal fortsætte.

”Altså, jeg skal hjælpe et band, med at lave et album, og ser du..” Fortsæt! Nu er jeg blevet nysgerrig, men uheldigvis rømmer han sig mange gange. Fortsæt nu gamle mand!

”De skal bo hos os.” Han kigger på mig. Som om han vil have mig til at sige noget.

Jeg rømmer mig kort, ”Øhm… Hvem er det?” Spørger jeg.

”One Direction.” Min far kigger nervøst på mig, nok fordi han ved jeg hader dem.

”Oh my! Det mener du ikke!” 

 

Det var så kapitel 1. Håber i kunne lide det. 

Mig og Anne er blevet enige om at jeg skriver fra Alexia's synsvinkel og hun skriver fra en af drengenes. Altså, en synsvinkel pr. kapitel ;)

Lika, fav, kommenter og alt det der, så er i dejlige! xx

 

-Emilie

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...