Min dagbog - min bedste ven.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 29 jul. 2013
  • Status: Igang
Har du nogensinde følt at ingen gider lytte til dig? Følt at der ikke findes en person du kan stole på? Måske endda følt at du ikke har nogen at snakke til?

Alt det kan Sophie svare ja til. Hun beslutter sig derfor for at finde sin gamle ubrugte dagbog frem, og begynde at skrive i den. Jo mere hun bruger dagbogen, jo mere ensom bliver hun, men hun kan ikke forstå det. Pludselig er alle hendes veninder væk, og kun dagbogen er tilbage.

0Likes
0Kommentarer
308Visninger
AA

2. Mandag d. 23. november - 13

Kære Dagbog

 

Jeg ved det her lyder underligt og sikkert også lidt sært, men her på det seneste har jeg frygtet juletiden. Normalt er det min yndlings tid på året, men det er som om al glæden, er blevet suget væk. Tanken om at alle andre seksten årige piger sidder spændt, og venter på den lille fine gave under træet, som er fra deres bedste veninde, giver mig ondt i maven. Sådan en kommer ikke til at ligge under vores træ. Nej, i stedet ligger stort set alt hvad der har stået på min ønskeseddel, pakket ind i rødt julepapir, under det overpyntede træ og kigger på mig med et irriterende sødt til-og-fra-kort. Egentlig burde jeg være glad. Jeg mener hele min familie har jo gået rundt og ledt efter det jeg ønskede mig, og alligevel er det bare ikke nok. For det eneste jeg vil have i år, er en veninde. En veninde som jeg kan stole på. Og som stoler på mig. En veninde som elsker mig for den jeg er. Som ikke tænker på hvad andre synes, men gør hvad hun selv vil. Bare der er en pakke med sådan en pige under træet i år. Men jeg ved jo udemærket godt selv at det ikke kommer til at ske. Man kan jo ikke være så heldig to gange. For ser du, i tredje-fjerdeklasse ønskede jeg mig præcis det samme, og lige efter juleferien startede hun. Josefine hed hun. Jeg husker tydeligt hvordan hun smilede til mig med hendes perfekte tænder, ligesom alt andet på hende var perfekt. Straks blev vi bedste veninder og tilbragte alle de timer vi kunne sammen. Josefine betød alt for mig. Da vi så begyndte i sjette klasse var hun der pludselig ikke. Senere hen fik vi af vide, at hun var flyttet med sin familie til Sverige. Jeg hadede hende for at tage afsted uden at sige farvel. Og jeg hadede også mig selv for ikke at besøge hende, efter hun havde skrevet et langt brev om hvor glad hun ville blive hvis jeg kom og besøgte hende en dag. Lige siden har det der med veninder ikke været noget for mig. Dels fordi ingen kan lide mig, dels fordi jeg skræmmer alle der prøver at være venlige over for mig, væk. 

Det var alt for i dag. 

 

XOXO

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...