One Direction | World Of Valerie

"Milioner af piger rundt i hele verden, for hver dag knust deres hjerter. Men aldrig havde jeg regnet med at det ville blive min tur. Han har jo altid været der for mig, så hvorfor vælger han at gøre det her, lige når jeg har mest brug for ham, han ved jo godt hvor svært jeg har det med mine forældres død. Han var den eneste jeg havde tilbage, og nu er han også væk" Kære dagbog, lige nu får jeg det nok til at lyde som om at Zayn har begået selvmord, men dog ikke.. Han har været mig utro med Perrie Edwards, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg blev nød til at finde en måde at komme ud med mine følelser på, så nu prøver jeg altså det her. Alt er gået galt, fra at have både forældre, og en fantastisk kæreste, Har jeg nu ingenting, og det dræber mig ligeså stille. Jeg hader at sige det, men kniven er gået hen og blevet min bedste ven. De er overalt på min krop. Arene. Kære dagbog, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, for inderst inde, så elsker jeg ham nok stadig.."


~ Valerie

16Likes
7Kommentarer
990Visninger
AA

6. Kapitel 3.

 


 

Hvordan kunne han, hvordan kunne han tro at bare efter et ring og et undskyld så var alt bare i den skønneste orden. Det var det langt fra!

Han havde haft ringet mange gange før, og på en eller anden måde havde jeg lidt ondt af ham, 73 ubesvarrede opkald var en del.

Men så på den anden side kunne jeg ikke helt lade være med at tænke at han havde godt af det. Efter alt det han havde gjort mod mig.

Han havde fået mig til at tro på ham, på os, men så fucker han bare det hele op på den måde. Endda når han vidste hvor svært jeg havde det i forvejen.

Efter mine forældres død, var jeg tvunget til at finde min egen bolig, før jeg overhovedet var klar til det.

Jeg var lige blevet 18 da jeg flyttede, og for nogen er det nok en meget normal alder, men uden særlig mange penge, var det ikke lige himlens handlinger.

I den periode, vågnede jeg hver nat op med mareridt og onde drømme, hver gang den samme. 

Jeg genlevede det, mine forældres død. Jeg så det hele igen og igen, fra bagsædet af bilen. Så hvordan lastbilen kom kørenede bagved, og vidste hvad der skulle til at ske.

Prøvede at råbe til mine forældre at de skulle passe på, men der var ingen lyd at høre.

Det var pinefuldt at sidde der, jeg vidste hvad der ville ske, men jeg var ikke i stand til at gøre noget som helst ved det.

Det var lidt som om jeg var skyld i mine forældres død, eller det følte jeg i hvert fald. jeg burde have set lastbilen, jeg kunne have advaret dem, det var mig der burde dø, ikke dem.

Men da jeg mødte Zayn, forsvandt alle de følelser, og jeg kunne rent faktisk erkende at jeg var glad.. Lykkelig, men det var der ikke tale om mere, det hele gik galt,

Og den tryghed som jeg fik, hver gang jeg stod ved Zayns side, var fuldkommen væk, og den ville højst sandsynligt ikke komme tilbage igen.

Jeg begravede hovedet i puden, og udstødte et lille suk. Da Zayn havde været her, følte jeg mig aldrig alene, selvom han var på arbejde eller lavede et eller andet, så kunne jeg altid bare skrive eller ringe til ham, bare fordi jeg havde brug for at vide, at jeg stadig havde ham ved min side.

Al den tid som jeg havde tilbragt med ham. Til koncerterne, her, hos ham, hos de andre drenge, over det hele.

De stunder var nogle som jeg uden tvivl kunne kalde de bedste i mit liv, og at vide at der ikke ville blive flere af dem, fik mig til at føle at mit liv var forbi. Det ville jeg ønske det var.

Det var nok også derfor at jeg gik ned i køkkenet og fandt den frem. Følelserne var for meget for mig, og jeg kunne ikke klare tankerne der konstant prøvede at erobre min hjerne. 

Jeg kunne ikke mere.

Og det var der jeg lavede det første snit. Smerten skar igennem mig, men smerten var god, i hvert fald bedre end den mentale smerte der blev ved med at hobe sig op indeni.

Jeg bekæmpede psykisk smerte med fysiks, og selvom det kun varede i nogle sekunder, var virkningen fantastisk.

Jeg havde fortjent det, der måtte jo være en eller anden grund til at Zayn forlod mig, og til at mine forældre døde foran øjnene på mig. 

Jeg var et forfærdeligt misfoster som ingen ville have, det var grunden. De havde alle sammen gjort det med vilje, bare for at komme væk fra mig. Alle hadede mig!

Endnu engang førte jeg kniven hen af huden på min mave, en fin streg lige under den anden. Tankerne fik mig til det, mens tårene trillede ned ad mine kinder, delvist på grund af følelserne, delvist på grund af smerten.

Jeg lod min krop glide ned på gulvet, og smerten skar i min ryg på grund af den skarpe kant af køkkenbordet, men jeg var ligeglad. 

Præcis ligesom alle andre var med mig...

 

 

Hej jer der læser, håber i kan lide den indtil videre, please smid lige en kommentar og et like hvis i har lyst. Det ville betyde meget, i må også meget gerne sætte den på favoritlisten. Nå Valerie har cuttet!!! Hvad tror i der sker med hende, kom med jeres forslag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...