Sommerfugle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Færdig
Sommerfuglene var kommet pludseligt. Men hvem kunne bebrejde mig? Han var jo trods alt uimodstålig. Hans pæne øjne og hans pæne overkrop. Alting.
Jeg kan vel ligeså godt indrømme, at jeg altid har været vild med ham. Min bedste ven.

1Likes
0Kommentarer
382Visninger

1. Sommerfugle

Jeg havde vel egentligt altid været lidt vild med ham: min bedste ven. Men hvem kunne bebrejde mig for det? Han var jo trods alt uimodståelig med hans pæne grønne øjne, dejlige smil og den mærkelige humor han havde. Sommerfuglene var kommet pludseligt, men efter de var kommet vidste jeg egentligt godt, at jeg altid havde følt sådan. Jeg ville ikke fortælle ham om mine tilbageholdte følelser, fra de sidste mange år. Vores venskab ville blive mærkeligt, hvis jeg først fortalte ham hvordan jeg følte, og han så ikke gengældte mine følelser. Det var ikke noget jeg havde lyst til at opleve, og derfor havde jeg holdt dem for mig selv.  Det var sådan jeg havde tænkt de sidste mange år, men de sidste par måneder, havde det været svært at holde sommerfuglene i maven i ro.

 

Men hvorfor havde sommerfuglene i min mave overhovedet ikke lagt sig siden denne her eftermiddag? Lykkeligt troede jeg, at jeg kunne glemme alt om det, men sommerfuglene havde irriteret mig siden, og blev ved med at minde mig om det. Vores venskab havde taget en drejning på 180 grader, og det var min skyld.

Det havde ellers været en hyggelig dag på fodboldbanen. Vi havde begge to lidt af et konkurrencegen , og det kunne godt mærkes når vi begge to kæmpede om at få bolden. Når vi fik øjenkontakt havde sommerfuglene fløjet rundt i min mave. Det var sikkert kommet som et chok for ham, da jeg pludselig kyssede ham. Man ville i hvert fald ikke forvente, at ens gode ven gennem de sidste mange år, pludselig kyssede en. Han havde prøvet at kontakte mig på min mobil siden, men jeg havde ignoreret alle hans opkald, på samme måde som jeg ville ignorere ham dagen efter.

 

Mobilen ringede igen. ’Sebastian ringer’, stod der endnu en gang. Min tommelfinger svævede usikkert over svarknappen et øjeblik, før jeg afviste opkaldet. Jeg var en kujon. Efter at have skabt så mange problemer i mit eget liv, gemte jeg mig bare. Hvorfor kunne jeg ikke bare gå ud, og se ham i øjnene?  Måske skulle jeg ringe tilbage til ham. Tage chancen. Nej, det var en tåbelig idé. Jeg sad længe og stirrede på mobilen. Mit indre var et kaos; jeg havde egentligt ikke lyst til at ringe til ham. Jeg var bange for at blive afvist, men på samme tid følte jeg mig som et kryster, når jeg bare gemte mig på mit værelse. Måske skulle jeg bare have noget tid at tænke i, sådan jeg kunne finde en konklusion på mit problem.

Alene. Jeg tog min mobil, og slukkede for den, sådan den ikke ville irritere mig mere. Så lå jeg ellers længe, og stirrede op i loftet. Ligeså langsomt begyndte tårerne at løbe ned af mine kinder. Jeg havde kæmpet for at holde dem inde, for at beholde lidt af min allerede ødelagte stolthed. Jeg følte mig endnu mere kujonagtig, som en rigtig taber. Tårerne havde egentligt presset sig på i et stykke tid, men det var først nu, jeg lagde mærke til dem. Jeg havde virkelig gjort det denne gang, og intet kunne blive som før. Jeg havde ødelagt et fantastisk venskab, og det var først nu, at jeg lagde mærke til, hvordan det ville ramme mig. Jeg havde ikke Sebastian ved min side mere, fordi jeg havde kysset ham. Fordi jeg havde vist ham mine forbudte følelser. Jeg var en fejl, jeg var en kujon; man blev ikke forelsket i sin bedste ven, det var en gylden regel.

 

Det bankede på døren.  Først troede jeg, at det var min mor, men stemmen tilhørte ikke hende.

’’Charlie, må jeg godt komme ind?’’ Det var ham. Sebastian. Jeg overvejede hvad jeg skulle sige, skulle jeg overhovedet svare ham? Kunne jeg ikke bare tie stille, og lade som om jeg ikke var her? Han kunne jo ikke vide om jeg var hjemme eller ej, og ikke tale om, at jeg ville snakke med ham, efter at have grædt.

’’Charlie, jeg ved du er derinde. Jeg snakkede med din mor nedenunder, før jeg kom herop.’’ Det var først nu, at jeg opdagede Sebastians tonefald. Han lød ikke sur. Man var vel sur, hvis man ikke kunne lide en person mere, ikke?  Og han kunne bestemt ikke lide mig, efter han fandt ud af mine følelser, for jeg havde jo forrådt vores venskab.

 

Døren åbnede sig ganske langsomt. Jeg havde en lyst til at hoppe ud af vinduet i en fart, for jeg kunne ikke se ham i ansigtet endnu, det ville være for tidligt. Men der var for langt ned, og jeg var ikke så hurtig igen. Lort lort lort, hvad skulle jeg gøre? Jeg havde lyst til at grave mig ned, forsvinde fra jordens overflade… og der stod han så. Han var kun lige trådt indenfor døren, men sommerfuglene var  allerede begyndt at gå amok igen. De bredte sig ud i hver en fingerspids, tånegl og øreflip. Han så stadig ligeså pæn ud som han plejede, og selvom jeg havde prøvet at glemme hans ansigt hele dagen, var hans pæne figur endnu engang brændt fast til min hjerne. Hans hofter, og hans dejlige hår. De grønne øjne borede sig fast til mig, og jeg kom endelig i tanke om hvorfor han var kommet. Han åbnede munden og skulle til at sige noget, men jeg kom ham i forkøbet.

’’Jeg er ked af, at jeg kyssede dig tidligere i dag. Det var ikke min mening, og det var et uheld. Du skal ikke lægge noget i kysset, da…’’ Sebastian holdte en hånd i vejret for at signalere, at jeg ikke skulle sige mere. Hans grønne øjne stirrede stadig intenst på mig, og stilheden varede et par sekunder, før han talte.

’’Kan du lide mig?’’ Med de 4 ord var vores venskab ødelagt. Vi kunne aldrig gå tilbage til det vi var før, vi kunne aldrig blive hvad vi var, for det havde jeg ruineret. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sno mig udenom den. Jeg kunne ikke lyve mig fra det. Jeg var nødt til at sige sandheden, jeg var nødt til at ødelægge vores venskab. Det var for sent nu.

’’Ja, jeg kan lide dig. Jeg kan lide dig på en anden måde end som en ven. Jeg… jeg elsker dig.’’ Endelig var det kommet ud, endelig havde jeg fortalt mine følelser. Jeg havde holdt på dem i så lang tid, at det var en lettelse. Jeg ville være ked af, at jeg mistede vores venskab, men efter jeg havde sagt ordene, gik det op for mig, at jeg ikke kunne have holdt på ret meget længere alligevel. De havde været en byrde, og sommerfuglene i min mave var også blevet halveret. Nu havde jeg lukket katten ud af sækken.

Sebastian kiggede på mig i et stykke tid. Jeg ventede på hans svar, jeg ventede på hans afvisning. Han behøvede ikke at sige det, for jeg vidste, at han ville sige det. Vi var jo ikke med i et eventyr, og derfor kunne det aldrig ende lykkeligt. Sebastian åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen. Vi kiggede igen på hinanden i et par sekunder, før han tog initiativ til at gøre noget.

Jeg havde ikke forventet, at Sebastian ville gå tættere på mig, uden at sige noget. Jeg havde forventet en samtale, en afvisning. Han nåede hen til min seng, og satte sig ned ved siden af mig. Nu ville den komme, han ville være høflig, og derfor tage min hånd, hvor han derefter ville afvise mig på en sød måde. Sådan havde han jo altid været. Han havde altid været den perfekte prins, på den hvide hest.

 

Og ganske rigtigt; han tog min hånd, og han åbnede munden for at sige noget, men det var ikke de ord, jeg havde forventet. Det var også først nu, at jeg opdagede det glimt han havde i øjet, et glimt som passede helt perfekt til det han skulle til at sige. Overraskende nok, sagde Sebastian ikke noget til mig. Han lagde blot hans læber blødt mod mine, og lod dem tale for sig selv. Sebastian havde kysset mig. Han havde ikke afvist mig, han havde gjort noget andet, end det jeg havde forventet i alt den tid. Han brød vores kys, og først da sagde han noget. Sommerfuglene fløj rundt i min mave, og blev helt ustyrlige igen. Han havde sikkert også sommerfugle i hele kroppen, imens han sagde det, det kunne jeg se.

’’Charlie, jeg elsker også dig.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...