En Skyggejæger som Gæst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Igang
Resumé:
Fantasy Konkurrence 3:
Skyggejægeren Josh Rosebird kommer på besøg fra Idris. Han og Clary bliver efterhånden gode venner, lidt for gode venner, hvilket vækker jalousi hos Jace. Da Isabelle fortæller Clary, at Jace kan lide hende, forstår hun ingenting, i hvert fald ikke indtil det mest uventede sker…

Dette er en fan fiction novelle, som er skrevet så den mere eller mindre ville kunne smides ind midt i første bog af TMI. Hvis du ikke kan vente på at læse det uventede, så spring til sidste kapitel ;)

Note: Hvis du ikke har læst The Mortal Instruments (da: Dødens Instrumenter) kan jeg først og fremmest kun anbefale dem, men jeg har lavet nogle hurtige forklaringer til begreberne bagerst :)

6Likes
1Kommentarer
767Visninger
AA

6. Tilspidsning

Kapitel 5 - Tilspidsning

To dage passerede, hvor Clary og Josh trænede selvforsvar, imens Hodge arbejdede, og de andre jagtede dæmoner. Clary hørte dem sige noget om, at den øgede aktivitet havde noget at gøre med Valentine, men selvom hun diskuterede med Jace i en evighed, fik hun ikke lov at komme med.

”Lad os prøve med en rigtig kniv nu,” sagde Josh og smed trækniven fra sig på det lakerede træningsgulv.

Clary havde egentlig mere lyst til at holde frokostpause end at træne, for hendes mave var ved at spise hende op indefra, men Josh virkede meget interesseret i træningen med kniven - det var lidt ligesom at se ham i køkkenet, han bevægede sig meget hurtigere, han smilte mere, og han talte kun venligt og rosende til hende. Så hun kunne godt vente lidt med at få stillet appetitten, når nu han nød det så meget. Men det var en dårlig beslutning. Så snart han angreb hende, ligesom han havde gjort det så mange gange før, var Clary en lille smule for langsom til at få pareret, så kniven efterlod en smal, rød rift på bagsiden af hendes hånd.

”Undskyld!” Josh smed kniven fra sig med det samme og tog hendes hånd imellem sine med store, bekymrede øjne.

Clary kunne ikke lade være at le ved synet. På en måde forventede hun lidt, han ville begynde at puste på hendes hånd og belægge den med guld, sådanne som han holdt den – som om den var lavet af det skrøbeligste porcelæn.

”Det er okay,” sagde hun med et smil og vristede den fri.

”Her, lad mig hjælpe.” Josh fandt sin stele frem, men Clary rystede på hovedet:

”For sådanne en lille skramme? Det er det ikke værd, det er jo bare et papirssnit.”

Josh trak på skuldrende:

”Hvis du siger det.”

Resten af dagen var træningen nedlagt. I stedet prøvede Clary at lære Josh at spille kort, det endte dog i stedet med at Josh prøvede at lære hende at kaste med dem. Deres hver især håbløse forsøg på at lære den andens ting holdt dem grinende helt frem til aftensmad, hvor Clarys mavemuskler var nået at blive helt ømme af overbrug. Hun fik det bedre og bedre med Josh, faktisk blev hun helt glad for, at han var der, så hun ikke skulle side alene tilbage og håbe på, at Jace og de andre fik vundet nogle vigtige slag. Som om hun ville have indvilget i at blive siddende… Hvis ikke det var fordi, hun skulle være sammen med Josh, ville hun være taget med dem, lige meget hvor meget de havde prøvet at holde hende væk. Hvis det var Valentines dæmoner, ville hun også være med til at gøre en forskel. I stedet brugte hun nu dagene på at lære selvforsvar, som hun måske ville kunne bruge, når hun skulle til at kæmpe mod dæmoner. For det skulle hun vel en dag?

 

”HVAD I ENGLENS NAVN HAR DU LAVET?!?” Jace viste sig fra en vild side, Clary aldrig havde set før. Hun havde faktisk aldrig set nogen reagere så voldsomt, som han gjorde, da han så hendes hånd næste morgen.

”Det er bare en skramme,” sagde Clary afværgende, imens Isabelle var ved at dø af grin i foyerens sofa.

”Bare en skramme?! Fra nu af træner du kun sammen med mig, er det forstået?!”

”Men der skete jo ikke noget!” Clary følte sig et eller andet sted som et barn, der fik skæld ud for noget, det ikke havde gjort.

”Der kunne være sket alverdens ting, og jeg havde ikke været hjemme til at redde dig, Fray!”

”Både Hodge og Josh var her!” Clary rejste sig fra en gammel lænestol. Inde i hende kunne hun mærke frustrationen brænde frem over at blive råbt af på den måde.

”Josh…” Jace næsten spyttede hans navn ud, imens han vendte sit brændende blik imod ham.

Josh så helt forskrækket ud, da Jace greb fat i kraven på hans T-shirt og hev ham ind til sig.

”Nu har hun blødt to gange på grund af dig, hvordan synes du selv, det går?!”

”Jace! Slip ham,” indvendte Isabelle, da hun brat stoppede med at grine.

”Jeg slipper ham, når jeg er færdig med ham!” råbte Jace tilbage med hadfyldte øjne, der kunne have dræbt fluer. Han talte helt roligt og kontrolleret, hvilket virkede så skræmmende, at Clary ville være død, hvis hun var Josh:

”Du er alene med hende, ergo er hun dit ansvar. Vi overlader hende til dig i den tro, at du nok skal passe på hende. Men nu har du fejlet i at fuldføre den opgave to gange i træk, så hvordan synes du selv lige, du klare det hva? Hvis jeg var dig, ville jeg skrubbe tilbage til Idris med det samme.”

”Jace! Så er det nok!” For første gang nogensinde hørte Clary, Alec hæve stemmen. Han lagde en hånd på Jaces arm og kiggede ham helt urokkeligt beslutsomt i øjnene:

”Josh er vores gæst - slip ham.”

 

Jace sad og surmulede for sig selv op ad væggen, imens alle på nær Hodge spiste på Takis. Han kunne ikke engang fremtvinge et smil, da Kaelie kom over for at tage imod deres bestillinger. Josh sad længe og roste maden sammen med Isabelle og Alec, lige indtil Magnus Bane dukkede op. Han var klædt i lige så farvestrålende klæder som altid, med mere make-up i hovedet end Clary nogensinde havde eget.

”Undskyld,” sagde han, imens han bøjede sig helt tæt ned til Alecs ansigt.

”Men jeg kunne ikke forstå, hvorfor du ikke havde ringet til mig, indtil jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at give dig mit nummer.” Alec så næsten skrækslagen ud, da Magnus listede en lille lilla lap papir ned igennem halsen på hans trøje, mimede et kys og forsvandt igen. Han sad længe helt fastfrosset tilbage og stirrede efter farvepaletten, imens Clary og Isabelle brød ud i latter.

”Hvem var det” spurgte Josh.

”Det, var en den øverste warlock, i, i Brooklyn,” fik Clary frem imellem grinene.

”Er han forelsket i Alec?” Joshs helt uskyldige spørgsmål fik Isabelle, der ellers lige havde fået grinet af, til at begynde igen.

”Hvad?”

”Ikk’ noget, det er bare så morsomt,” grinte Clary.

”Han mindede mig om min kat…” Joshs mumlen fik endnu en gang Clary og Isabelle til at sprutte af latter.

”Ej men helt ærligt, han mindede mig virkelig om min kat!” Langt om længe faldt Clarys hoppende mave til ro, og hun nikkede lyttende.

”Jeg havde den her virkelig fede hankat, som prøvede at score de andre hankatte. Han kunne ikke forstå, hvorfor de altid jagtede ham væk, når han prøvede at hoppe på dem. Han var simpelthen så dum.”

Clary skubbede venskabeligt til Josh med skulderen, men hendes stemme var gennemvædet af seriøsitet da hun skævende mod Alec sagde:

”Den var ikke dum, Josh, men virkelig uheldig, og det kunne den ikke gøre for.”

”Undskyld.” Josh puffede venskabeligt tilbage, men for et øjeblik var deres ansigter helt tæt på hinanden. Så tæt på, at Clary næsten kunne mærke hans fyldige læber mod sine egne… Jace rejste sig voldsomt fra bænken, og i samme øjeblik Kaelie dukkede op med maden.

”Værsgo,” sagde hun med et smil, imens Jace puffede Alec og Isabelle til siden, så han kunne komme ud til hende.

”Kaelie!” udbrød han med falsk, overrasket glæde, som Clary så lige igennem. Dernæst kyssede han hende, voldsomt og langvarigt.

Da han var færdig ssagde han kort ”Ses,” og forlod stedet.

”Hvad skete der lige der?” spurgte Kaelie helt rundtosset, så Clary næsten kunne se de lyserøde elefanter flyve rundt om hovedet på hende. Hun dansede derfra i sin hvide og lyserøde servitricekjole.

Alle ved bordet var i chok, indtil Alec var den første til at rejse sig og beslutsomt sætte efter, imens hans søster stille bandede for sig selv.

”Ud!” kommanderede hun til Josh.

”Hvad?” svarede han uforstående tilbage.

”Jeg skal tale med Clary: Ud.” Hendes stemme var mørk og stærk, en rigtigt kvindestemme.

Tøvende gjorde Josh sig fri af bordet.

”Clary.” Så snart døren var lukket sig bag ham, vendte Isabelle sig mod Clary med et ansigt, der gav Clary en følelse af, at der var en skideballe på vej.

”Jace kan lide dig, og jeg kan godt lide Jace. Derfor kan jeg ikke holde ud at se ham pines sådanne her.”

”Hvad mener du?” spurgte Clary og lænede sig lidt tilbage for ikke at komme for tæt på Isabelles ansigt, som var lænet halvt ind over bordet.

”Jace kan lide dig, og derfor piner det ham at se den måde, du opfører dig på sammen med Josh. Enten så stopper du, eller også tæver jeg dig, til du gør. Din uforsigtige opførsel bringer andre smerte, barn.”

Clary ville være blevet fornærmet over at blive irettesat og tiltalt på den måde, men hun lagde knap nok mærke til det, for det eneste, hun kunne tænke var: Jace kan lide mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...