En Skyggejæger som Gæst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Igang
Resumé:
Fantasy Konkurrence 3:
Skyggejægeren Josh Rosebird kommer på besøg fra Idris. Han og Clary bliver efterhånden gode venner, lidt for gode venner, hvilket vækker jalousi hos Jace. Da Isabelle fortæller Clary, at Jace kan lide hende, forstår hun ingenting, i hvert fald ikke indtil det mest uventede sker…

Dette er en fan fiction novelle, som er skrevet så den mere eller mindre ville kunne smides ind midt i første bog af TMI. Hvis du ikke kan vente på at læse det uventede, så spring til sidste kapitel ;)

Note: Hvis du ikke har læst The Mortal Instruments (da: Dødens Instrumenter) kan jeg først og fremmest kun anbefale dem, men jeg har lavet nogle hurtige forklaringer til begreberne bagerst :)

6Likes
1Kommentarer
767Visninger
AA

3. Forvandling

Kapitel 2 - Forvandling

”Jeg tror måske, der mangler et par stykker.” Et par stykker var en underdrivelse. Clary havde talt det slidte kortspil, og der manglede tolv et halv kort plus samtlige jokere.

”Ved du, hvor krydderierne er henne?” Clarys mund frøs fast i r-stillingen, så snart hun indså, at Josh ikke stod der, hvor hun efterlod ham med hænderne i lommerne. I stedet var han nu i fuld gang med at lave mad.

”Øhhh. Det. Øhm. Måske, de står. Eller. Det ved jeg ikke,” mumlede Clary dumt og ønskede, at hun havde lukket munden i stedet.

”Nå okay, så leder jeg videre.” Imens Clary blev stående måbende tilbage i køkkendøren med det halve kortspil, åbnede og lukkede Josh samtlige skuffer med en sådan fart, at hun blev helt forpustet bare af at se på. Det var svært at tro, at det bjerg, der havde sneglet sig efter hende hele dagen, nu dansede rundt i køkkenet og skar grønsager med imponerende præcision.

”I plejer ikke at lave mad selv?”

Spørgsmålet kom helt bag på Clary, der måtte gentage det inde i sit hoved for at opfatte, hvad han sagde:

”Øh nej. Eller det vil sige; når Lightwooderne er hjemme, laver moren mad, Isabelle har også prøvet, men hun er elendig.”

”Der var spindelvæv i gryden, så tænkte godt, det var lidt tid siden, den sidst blev brugt.”

”Har du brug for hjælp?”Clary blev grebet af en pludselig opmærksomhed på, at hun stod stille, imens Josh susede omkring og rørte i gryder.

”Hvis du gider at dække bord-” Det behøvede han ikke at sige to gange. Clary kendte køkkenet cirka lige så godt, som hun kendte våbenkamret, men efter at have prøvet hvert skab eneste skab, lykkedes det at have et bord dækket til tre klar, så snart Josh meddelte, at maden var færdig.

 

Hodge tog sin tallerken med sig for at arbejde videre på biblioteket, så Clary forblev alene med Josh, men til hendes store overraskelse, var han blevet meget mere snaksagelig:

”Det var mine forældre, der mente, at jeg trængte til at komme ud. Jeg har boet i Idris hele mit liv, så de ville gerne have, at jeg så lidt af verden udenfor,” sagde han med maden fuld af pastaret.

Clary tog en prøvende bid af retten, hurtigt efterfulgt af en til:

”Mmmm det smager fantastisk Josh!” udbrød hun og begyndte at skovle ind.

For første gang grinede han. Den varmeste, dejligste, blødeste latter hun nogensinde havde hørt.

”Nu ikke blive kvalt i det.” Han smilte til hende på tværs af bordet, og hun kunne ikke lade være at smile tilbage. Det var som om, der var dukket en glød op i hans ellers døde øjne, som om han var vågnet til live.

”Jeg kan i øvrigt ikke spille kort,” erkendte han, da de vaskede op side om side. Et så fancy køkken og så havde de ikke en opvaskemaskine, det måtte Clary altså klage over, så snart Hodge havde tid til at komme ud af biblioteket.

”Seriøst?” Clary havde svært ved at tro det: Hvordan kunne et menneske ikke finde ud af at spille kort?! Hun havde altid troet at kortspil var noget alle kunne, også selvom det måske ikke lige var bridge, så kunne de fleste vel spille fisk eller sorte Per

”Jeg ved slet ikke, om der er en eneste i Idris, der kan spille kort.”

Clary tænkte lidt over det. Et helt land, hvor ingen kunne spille kort? Men det var selvfølgelig heller ikke et hvilket som helst folkeslag, der boede der.  Pludselig kom hun til at tænke på noget:

”Jeg tror bare, det er fordi I skyggejægere ikke spilder tiden på kortspil. Jeg tror faktisk, jeg er den eneste her på instituttet, som kan reglerne til blot et enkelt kortspil.”

I skyggejægere? Er du ikke en skyggejæger da?” Josh stoppede midt i at børste en tallerken ren.

”Vi, undskyld. Det er fordi. Altså. Jeg har ikke vidst, at jeg var en skyggejæger så længe. Min mor havde sat en blokering på mig, så jeg ikke kunne huske de ting, der havde med skyggeverdenen at gøre.”

”Hvorfor fjernede hun den så igen?” Josh begyndte at fortsætte arbejdet, men hans opmærksomme øjne var på Clary.

”Det gjorde hun heller ikke. Blokering skulle fornyes hvert 2. år, men hun blev bortført af Valentine, så den er ved at forælde.” Clary kunne mærke sin hals snøre sig sammen ved mindet om den ødelagte lejlighed og det sidste telefonopkald.

”Det er jeg ked af at høre,” sagde Josh smertefuldt, og så skete der noget mærkeligt. Han strakte armene ud, og uden at tænke over det lod Clary sig omslutte af ham. Inde i hans varme, stærke omfavnelse, lod hun tårerne trille. Josh blev ved at holde om hende uden at sige noget, imens han aede hende blidt over håret, imens hun græd færdigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...