En Skyggejæger som Gæst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Igang
Resumé:
Fantasy Konkurrence 3:
Skyggejægeren Josh Rosebird kommer på besøg fra Idris. Han og Clary bliver efterhånden gode venner, lidt for gode venner, hvilket vækker jalousi hos Jace. Da Isabelle fortæller Clary, at Jace kan lide hende, forstår hun ingenting, i hvert fald ikke indtil det mest uventede sker…

Dette er en fan fiction novelle, som er skrevet så den mere eller mindre ville kunne smides ind midt i første bog af TMI. Hvis du ikke kan vente på at læse det uventede, så spring til sidste kapitel ;)

Note: Hvis du ikke har læst The Mortal Instruments (da: Dødens Instrumenter) kan jeg først og fremmest kun anbefale dem, men jeg har lavet nogle hurtige forklaringer til begreberne bagerst :)

6Likes
1Kommentarer
760Visninger
AA

2. En Gæst

Kapitel 1 - En Gæst

Clary sad i sengen på sit værelse i instituttet, da skridt nærmede sig ude på gangen. Hun genkendte Jaces næsten lydløse fodtrin, men han fulgtes med en anden, en person hun ikke umiddelbart kunne sætte ansigt på. Inden hun nåede at lukke tegnebogen sammen og gemme den bag puderne i ryggen på hende, gik døren voldsomt op.  Den ro, hun ellers havde nydt hele formiddagen, blev brat erstattet af Jaces stemme, da han langt højere end nødvendigt annoncerede, at der var gæster. Clary gned sig under øjet, men fortrød det straks, da hun kom i tanke om, at hendes fingre var helt grisset til efter kulpindene. Hun listede et nysgerrigt blik om på personen bag Jaces ustrakte arme og forstod da, hvorfor hun ikke havde kunnet sætte ansigt på trinene; de tilhørte en fremmed.

”Det her er Josh Rosebird. Han er en skyggejæger på besøg fra Idris.” Jace puffede ham ind foran sig, men virkede underligt ligeglad i stemmen, som om det rent faktisk at have en gæst ikke interesserede ham.

”Dav,” hilste Josh tilbageholdent.

Clary kiggede undersøgende på ham. Hun havde svært ved at finde ud af, hvad han var for én: Han havde en kraftigt bygget og meget veltrænet krop, der fik ham til at ligne en afskrækkende dørmand, men samtidigt havde han store, venlige grønne øjne, fyldige læber og sin kraftige kæbe pegende tilbageholdent, faktisk genert nedad.

”Hey,” hilste Clary tilbage og rejste sig for at give ham et høfligt håndtryk.

”Vi smutter ud og jagter nogle dæmoner, så der er kun dig og Hodge tilbage til at underholde vores gæst. I må tage jer sammen,” sagde Jace kort, hvorefter han forlod værelset for hurtigt til, at Clary kunne nå at ramme ham med sit indbildte lasersyn. Hun sku’ gi’ ham ”tag sig sammen”!

”Tegnede du?” Til sin frygt så Clary, at Josh med en udstrakt arm var nået hen til sin seng, hvor han var lige ved at kunne nå hendes skjulte tegninger.

”Nej!” Hun pilede derover og kastede sig beskyttende over sin dyrebare blok.

”Eller jeg mener ja, det gjorde jeg, men du må ikke se,”  tilføjede hun hurtigt.

”Åh, undskyld, det var ikke for snage eller noget.” Josh mindede hende faktisk om et barn, et genert, undskyldende barn i en alt for stor og alt for voksen krop.

”Det er okay,” svarede Clary, da hans sårede ansigt borede sig ind i hendes hjerte for at efterlade en følelse af skyld:

”Du mente det sikkert ikke ondt. Vil du se Instituttet?”

Josh nikkede, men uden at smile.

 

I det hele taget virkede han underligt trist på hele rundturen, hvilket kun gjorde Clarys hukommelse endnu værre, så det meste af hendes guidede tur kunne være blevet kortet ned til sætningen: ”Jeg ved ikke, hvad det her er, så skal vi gå videre?” Hodge fandt de i biblioteket, men han var travlt optaget af et eller andet, han fik overbevist dem om, var vigtigt, så Clary hang på gæsten alene.

”Hvad har du lyst til at lave?” spurgte hun i et forsøg på at bryde den pinlige tavshed, der blev, hver gang hun ikke selv talte. Hun hadede Jace for det her, inderligt, inderligt hadede ham. Hun havde troet, hun skulle have tilbragt dagen med at tegne, slappe af og få styr på tankerne efter alt det, der var sket, men her kom der så lige en eller anden skyggejæger, som skulle underholdes. Det værste var, at selvom han virkelig havde de sødeste øjne, så smilte han aldrig, virkede hele tiden ked af det og var ved at drive hende til vanvid, fordi hun ikke kunne aflæse, om han kedede sig, eller faktisk var underholdt af hendes forsøg på at fyre en joke af i ny og næ.

”Det ved jeg ikke.” Nej, selvfølgelig vidste han ikke det. Han kiggede ikke engang på hende, da han svarede, men stirrede tomt ud af vinduet. Ikke fordi han tænkte, for sådanne så det ikke ud, han stirrede for at… Stirre.

”Vi har vist nok et træningsrum et sted, hvis du vil træne? Er det ikke sådanne noget I skyggejægere gør i jeres fritid?” Hun havde stadig ikke vænnet sig til at kalde sig selv en skyggejæger, hun følte sig ikke som Jace eller de andre, og hun tvivlede på, at Jace ville tegne hvis han havde tiden til det. Det eneste tidspunkt hun havde set ham lave noget, der bare mindede om at holde fri fra dæmonslagtning, var da han spillede klaver. Jace…. Hvor ville hun ønske, at han snart kom tilbage, så hun ikke stod med Josh alene.

”Vi kan også spille kort eller noget, hvis det er?”

Josh trak på skuldrende. Det var da mere reaktion, end hun fik sidst, så det måtte være et ja.

”Jeg ser lige, om jeg kan finde nogle kort.” Clary efterlod ham i køkkenet, lettet over at slippe fri af hans tyngende selskab for en stund. Hun begyndte at overveje, om hun mon kunne nå at sætte sig lidt på sit værelse og færdiggøre morgenens tegning, imens han troede hun ledte efter kort? Men hun vidste ikke engang, hvor hun skulle lede efter dem henne. Om de overhovedet havde nogle kort. Det var mærkeligt at tænke sig, at der måske var flere våben end kort i bygningen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...