En Skyggejæger som Gæst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Igang
Resumé:
Fantasy Konkurrence 3:
Skyggejægeren Josh Rosebird kommer på besøg fra Idris. Han og Clary bliver efterhånden gode venner, lidt for gode venner, hvilket vækker jalousi hos Jace. Da Isabelle fortæller Clary, at Jace kan lide hende, forstår hun ingenting, i hvert fald ikke indtil det mest uventede sker…

Dette er en fan fiction novelle, som er skrevet så den mere eller mindre ville kunne smides ind midt i første bog af TMI. Hvis du ikke kan vente på at læse det uventede, så spring til sidste kapitel ;)

Note: Hvis du ikke har læst The Mortal Instruments (da: Dødens Instrumenter) kan jeg først og fremmest kun anbefale dem, men jeg har lavet nogle hurtige forklaringer til begreberne bagerst :)

6Likes
1Kommentarer
771Visninger
AA

4. Blodrødt

Kapitel 3 – Blodrødt

”Vi smutter igen - hyg jer!”

Fuck dig Jace, tænkte Clary og kylede en pude håbløst efter ham, men han havde allerede lukket døren til hendes værelse. Endnu en dag i selskab med Josh, og nu var det endnu værre, fordi han havde set hende græde. Hvad skete der også lige der?  På en måde ville hun ønske, at han ville vende tilbage til at være stille og indelukket igen, så kunne hun tænke ondt om ham af den grund.

”Godmorgen Clary.” Men nej. Han ventede hende allerede ved morgenbordet med nybagte pandekager og et stort smil på læben. Clary undertrykte en trang til at vende om og gemme sig på sit værelse, imens hun tvang sig selv til at sætte sig ned ved den opdækkede plads.

”Jeg tænkte på, om vi kunne tage i byen i dag? Jeg kunne godt tænke mig at se mundanernes verden.”

”God idé,” sagde hun blot og prøvede at fremtvinge et smil. Der var åbenbart ingen vej uden om hans selskab, så hun kunne vel lige så godt få det bedste ud af det og håbe på, at han snart ville vende tilbage til Idris, hvor hun ikke ville se ham mere.

 

Efter en tur i biografen og på café ville Clary lige vise Pandemonium frem, i tilfælde af at Josh besluttede sig for at tage af sted om aftenen. En ting var sikkert: Det blev uden hende, men derfor kunne han jo stadig sagtens tage til en  fest med menneskene. Imens han købte en is til dem hver fra pølsevognen nær diskoteket, gik Clary videre. Hun trængte til at komme lidt væk fra ham, minde sig selv om, at de ikke var på date, selvom det godt kunne se sådanne ud. Foran Pandemonium sad en gruppe narkovrag. Clary stoppede op på den anden side af vejen og prøvede at undgå øjenkontakt med nogen af dem, selvom de stirrede på hende. En af dem rejste sig op og begyndte at gå over imod hende, så hun gav sig til at studere et ikke særligt interessant udvalg af undertøj i den nærmeste butiksrude. Til sin store frygt kunne hun i glasset se, at vraget holdt retningen mod hende, så hun begyndte at gå ned ad gaden, først afslappet, så hurtigere og hurtigere, indtil hun begyndte at små-løbe. Men vraget fulgte efter hende, og hvad værre var: Det gjorde de andre også. Hun drejede ned ad en tilfældig vej og videre ned ad den første gyde i håb om at miste forfølgerne. Med hjertet trommende i hendes bryst og hurtige skælvende åndedrag, trykkede hun sig helt flad op ad butiksmuren og lyttede. Hun kunne ikke høre noget. Hun holdt vejret, mærkede sine lunger skrige efter luft, men blev stående med ørerne ude. Ingenting. Langsomt lod hun luften sive ud, imens hendes fingre knugede om en mursten bag hende. Stadig intet. Først da hun var helt sikker på, at der ikke var nogen, drejede hun rundt.

Et hurtigt, tøset skrig undslap hendes læber, da hun gik næsten ind i en af forfølgerne…

Hun drejede lynhurtigt om på hælen, uden at tænke, og spurtede tilbage ned ad gyden. Denne gang kunne hun høre forfølgerne sætte efter hende, og hun kastede et hurtigt blik over skulderen inden, hun blev tvunget til at se frem, for gyden endte. Hun løb med maven lige ind i en grøn container, så hun fik slået luften ud af sig og nær var rullet ned i skraldet. Omtåget og med panik helt op til ørene vendte hun sig om og prøvede at danne et overblik over situationen: 5 vrag var på vej imod hende. Gyden var smal. Muren var høj. Ovenpå containeren ville hun stadig ikke kunne hoppe højt nok, og hendes overfaldsmænd blokerede hele udvejen. Med skælvende hænder indså hun alvorligheden og skreg igen; så højt hun overhoved kunne. Hendes eget skrig fik hendes krop til at sitre med rædsel og hendes knæ til at blive til gele. Det forreste vrag nærmede sig med en hævet kniv, men Clary kunne knap nok stå på sine egne ben. Hun klemte øjnene sammen i et forsøg på at vågne fra mareridtet, men det var ikke en ond drøm, det var virkelighed, og hun var ikke et sekund i tvivl om det, så snart det kolde blad efterlod en blødende flænge i hendes underarm. Hun havde ikke kunne gøre andet end prøve at beskytte sit hoved ved at ofre sine arme.

”Skal vi ikke ha’ det lidt sjovt tøs, hva?” Hendes overfaldsmand talte til hende med den koldeste, klammeste, mest indfedtede stemme, imens han slikkede sig om munden som et rovdyr.

”Smid tøjet, gider du?”

I det samme skreg den bagerste af mændene, og alle vendte sig om. Clarys syn var for sløret til, at hun kunne se, hvem det var, men en eller anden havde vredet armen rundt på et vrag, så hans egen kniv nu pegede imod hans strube.

”Lad hende være!” Stemmen var Clary til gengæld ret sikker på tilhørte Josh. Hun havde ikke hørt ham tale sådanne før, kommanderende, autoritært, men det var ham, helt sikkert ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...