Near To You - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Igang
|Sang: Near to you|
Depression, tab og uden håb er hårde ting at kæmpe mod og nogen taber kampen, andre ikke.

0Likes
0Kommentarer
327Visninger
AA

2. Love There Never Ends

Det er svært at komme videre. Du har følelsen af at sidde fast, eller bedre beskrevet som følelsen af at være faldet ned i et hul, mens alle andre bare fortsætter frem. Jo længere tid der går jo dybere bliver hullet og sværere at komme op.

Lige nu befinder jeg mig i sådan et hul, hvordan jeg kommer op af det ved jeg ikke og er også holdt op med at spekulere over det. Det er blevet lige meget, lige siden han forsvandt er alt blevet lige meget. Jeg ved godt at han ikke ville have jeg endte sådan her, men der har altid kun været en som kunne hjælpe mig ud af mit 'hul' og det var ham.

De billeder jeg havde af os har jeg gemt i en gammel skotøjsæske som jeg hiver frem hver dag. De fleste er blevet en smule vandskadede af mine tårer, derfor er jeg nu forsigtig med ikke at græde på dem. Hvis jeg ikke kigger på billederne dagligt hviskes han langsomt ud af min hukommelse. Noget jeg ikke ville kunne klare.

Endnu engang falder jeg ned på knæ ved siden af sengen, stikker armene ind under sengen og hiver skotøjsæsken ud ligesom alle de andre gange. Forsigtigt stiller jeg den op på sengen og tager låget langsomt af. Mens mit blik glider over billederne, bliver jeg som altid overvældet af alle minderne som bliver vist for mit indre syn. Jeg nyder hver eneste sekund af det og prøver at lade mig forsvinde ind i fortiden.

Desværre stopper minderne og jeg tager med en rystede hånd et af billederne op. Endnu engang kommer jeg til at tænke på det vi havde, noget smukt. Alle havde sagt vi passede perfekt sammen, selvom vi havde været unge, kunne alle se det vi havde var ægte.

Langsomt rejser jeg mig op og sætter mig på sengen, mine fingre holdte i kanterne af billedet og endnu et minde overvælder mig.

Vi griner, alt er godt, han har smidt en arm om min skulder og hiver mig ind i et kys. Langsomt forsvinder omverden for os, der er en som fløjter og vi kommer til os selv. Mine kinder for en rødlig kulør og jeg kigger ned i græsset. Han stikker 2 fingre ind under min hage og løfter mig ansigt så vi kigger hinanden i øjne. Jeg kan se kærligheden i hans blik og det for mig til at smile.

På billedet står vi overfor hinanden, ham med 2 fingre under min hage mens han kigger ned på mig. Det lille smil vi smiler til hinanden kan man se kærligheden i. Selvom jeg elsker at få minderne frem, gør det bare så ondt på samme tid. Det minder mig om alt hvad vi havde og hvad vi nu har mistet.

Det næste billede ar det mest vandskadede og det er svært at se hvad der er hvad på billedet hvis man ikke ved det. Jeg synker den klump der sidder i halsen og må kæmpe for at holde tårerne tilbage.

Vi er inde på hans værelse og var begyndt at tage en masse billeder af os, både fjollede og alvorlige. Han havde fået de fleste, men lige det her var mit. Vi sad på hans seng og havde taget billedet midt i et kys, men vi grinede på samme tid for vi kunne ikke tage det seriøst.

Tårerne var begyndt at løbe ned af mine kinder og hurtigt smed jeg billedet fra mig. Forsigtigt tog jeg billedet op igen, lagde det forsigtigt ned i kassen og lagde låg på, skubbede den langsomt ind under sengen igen.

Jeg krøllede mig langsomt sammen til en kugle og mine skuldre begyndte at ryste mens jeg græd lydløst. Min vejrtrækning blev mere hivende og resten af mig begyndte også at ryste. Langsomt forvandlede mine triste tanker sig til vrede.

Alle havde været forstående i starten, men nu ville de bare have mig til glemme ham og komme videre. Fattede de det ikke, jeg kan ikke bare glemme ham. Han var en del af mig, hvordan kan man glemme en del af sig selv? Han var min bedre halvdel og jeg hans. Vi var begge to ødelagte på hver sin måde og sammen var vi bare bedre. Jeg havde brug for at være i nærheden af ham for ikke at blive mere ødelagt.

Nu hvor han var væk kunne jeg mærke hvordan jeg langsomt gik op tråd for tråd. Hvad der skete når den sidste tråd sprang, ville jeg helst ikke vide. Han kunne få mine tråde til at finde sammen igen og slå en knude på dem så de blev sammen.

Lige da han forsvandt gik jeg rundt i en døs og ventede bare på at han ville komme og tage mig med. Han havde lovet altid at være der for mig, ville altid beskytte mig og altid komme tilbage. Det var det eneste løfte han nogensinde brød. Udover den aften, aftnen jeg prøvede at glemme.

Jeg begyndte at skubbe folk væk og de stoppede med at bekymre sig for mig. Langsomt forsvandt jeg ind i mig selv og den pige jeg var engang var næsten død. Af og til kunne jeg høre hende skrige et sted dybt inde i mig, skrige at jeg burde snakke med andre, komme videre, at det var det han ville have. Men at komme videre var bare så svært.

Jeg var holdt op med at ryste, nu løb tårerne bare langsomt og lydløst ned af mine kinder, en efter en. Endnu engang måtte jeg synke en klump, stille og roligt rettede jeg mig ud. Mit hoved sank ned i puden, mens jeg bare stirrede udtryksløst ud i luften, med tårerne rendende ned af kinderne.

Langsomt gled jeg ind i drømmelandet.

---

Vi lå i sofaen og så en komedie, han lå inderst med de stærke arme omkring mig. Så jeg lå presset op imod ham, men det gjorde ikke noget. Jeg havde følelsen af at være inde i en puppe af ren tryghed. Vi begyndte at grine af filmen og jeg kunne mærke hans bryst vibrer mod min ryg.

Langsomt vendte jeg mig rundt så mig ansigt lå mod hans hals. Jeg lagde armene omkring ham, på samme måde som han havde sine om mig. Hans duft var så velkendt og betryggende, mandedeodorant og en smule af sved, meget behagelig.

Jeg kunne mærke han kiggede på mig, forsigtigt kiggede jeg op på ham og smilede et lille smil til ham. Hans smil var en smule skævt og et smilehul kom til syne, noget af det mest nuttede hvis du spørg mig. Han nærmede sig og til sidst mødtes vores læber i et kys, der fik varmen til at sprede sig i mig og sommerfugle til at baske voldsomt med vingerne i min mave.

"Jeg elsker dig."

Det fik mig til at smile, selvom han sagde det hver gang vi var sammen, elskede jeg det lige så meget som første gang han havde sagt det. Jeg svarede igen med de samme ord og endnu engang ramte vores læber hinanden igen.

Vi afbrød kysset og begyndte at se film igen. Da den var færdig rejste vi os op og gik ud i gangen. Han tog sin jakke på og hjelmen under armen. Vi stod og snakkede lidt, til sidst kyssede han mig farvel og tog hjelmen på. Han lukkede den ikke under hagen, men det tænkte jeg ikke videre over. I stedet lænede jeg mig op af dørkarmen og så ham gå ud til sin knallert, stige op, råbe vi ses og suse ud af indkørslen. Jeg blev stående og gik først ind da jeg ikke kunne se baglygten mere.

Det havde været koldt udenfor og jeg havde kun en T-shirt og shorts på, så jeg hoppede hurtigt i seng for at få varmen. Uden at ville det faldt jeg også i søvn og vågnede lige omkring klokken 5 næste morgen ved at nogen ringede til mig.

Jeg tørrede noget søvn ud af øjet og fik fat i mobilen. Jeg var lige ved at tabe mobilen da jeg så hvem der ringede og skyndte mig at tage den. Da de havde talt færdig rendte tårerne allerede ned af mine kinder, heldigvis havde jeg ikke fået tøjet af i går så jeg skyndte mig bare af sted

Den stor hvide bygningen der stod truende foran mig, fik mig til at synke en stor klump og med hurtige skridt gik jeg indenfor. Der var lige så hvidt indenfor som den var udenpå. Alle sygeplejerskerne og lægerne havde hvidt tøj på og gik rundt i deres egen rutine uden at opdage mig. Oppe ved disken spurgte jeg efter ham og jeg fik oplyst lokale nummeret.

Da jeg endelig stod foran døren var jeg bange for hvad der var på den anden side og stoppede kort op og kiggede på døren. Den var ligeså forbandet hvid som alt andet, alt for upersonligt. Jeg tog en dyb indånding igennem næsen og gik forsigtigt ind.

Han lå på sengen med en masse maskiner sluttet til ham. Man kunne næsten ikke se hvem det var for bandager, det eneste man kunne se af ham var øjnene som var lukkede. Jeg satte mig i stolen ved siden af sengen og tog hans hånd, den uden nål i, og begyndte at græde endnu mere end før.

Jeg begyndte hikkende at snakke med ham, mens mine tårer blev færre og færre og til sidst stoppede helt. Min stemme blev lavere og lavere, til sidst hviskede jeg kun og det fortsatte jeg med.

"Du må ikke gå, du lovede at være der for mig altid, bliv ved mig. For at være helt ærlig tror jeg ikke at kunne klare at miste dig. Alt jeg ved er at jeg er bedre sammen med dig, du for de dele af mig jeg ikke troede kunne blive fixet til at heale."

Jeg blev stille og begyndte bare at sidde og kigge på ham. Det gjorde ondt at se ham sådan, men jeg kunne bare ikke kigge væk fra ham. Der var helt stille udover maskinerne som bippede med jævne mellemrum. Det gav et klem i min hånd og jeg kiggede op, han lå med tårer i øjnene og hviskede næsten lydløst undskyld, lukkede øjnene og så begyndte den maskine der målte hans puls at larme.

Lægerne kom styrtende ind og begyndte på genoplivningen, men jeg viste allerede det ikke ville hjælpe. I stedet gik jeg ud og ned af gangene i en form for trance. Jeg græd ikke, jeg sagde ikke noget, jeg gik bare. Udenfor fortsatte jeg hen mod parken og satte mig ved søen, som vi så tit havde gjort før.

Jeg hev benene op omkring min hage og slog armene omkring dem. Først nu begyndte jeg at græde højlydt og med snottet rendende ned fra næsen.

---

Jeg vågnede fra drømmen. Den samme som altid, som trykkede man på replay hver gang jeg lagde mig til at sove. En båndsløjfe som resten af mit liv. Men denne gang lagde jeg mærke til noget som jeg ikke havde tænkt videre over.

Jeg havde sagt jeg var bedre sammen med ham og det var rigtigt, jeg har brug for at være sammen med ham igen, for at kunne heales igen. Med sløve og på samme tid spændte skridt gik jeg ind på min fars gamle kontor, mor fik det aldrig pakket det ned efter han døde. Og da hun flyttede i den tro jeg kunne klare mig selv fik jeg det aldrig gjort.

Han havde en håndpistol liggende i skuffen som altid havde været ladt. Efter en dyb indånding åbnede jeg skuffen, tog med en rystede hånd pistolen op. Den var tung og det var en vægt jeg ikke var vant til at have i hånden. Den føltes fremmed og uvelkommen, men på samme til også velkendt og velkommen.

Jeg slog sikringen fra, tjekkede patronerne var i orden og gik tilbage på værelset. Fandt skotøjsæsken frem og hev 2 billeder frem, mit yndlingsbillede af os sammen og mit yndlingsbillede af ham. Fandt en tusch og skrev med blokbogstaver på væggen:

Det er svært at komme videre, især når man ikke kan. Vi hører sammen, selv i døden.

Billederne knugede jeg i den ene hånd, pistolen i den anden og med mekaniske bevægelser løftede jeg pistolen op mod siden af mit hoved, satte pegefingeren mod aftrækkeren og gjorde klar til at trykke. Måske så jeg bare syner men jeg syntes jeg kunne se ham stå og smile kærligt til mig.

Jeg holdte øjenkontakt med ham for at få modet. Jeg trykkede, et kæmpe brag lød, jeg faldt og alt blev sort inden jeg nåde at ramme jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...